fredag den 22. september 2017

Gode dage

De sidste dage har været rigtig dejlige. Trods ferie-blues, så har jeg været godt tilfreds med at komme ind i hverdagen igen stille og roligt. Ikke så meget stress, samtidig med at jeg har fået ordnet en masse småting, lavet aftaler for denne og næste måned og en del andre praktiske ting.

Jeg er kommet i sandaler (igen). Jeg har haft sandaler på hele ferie og troede egentlig, det ville være slut derefter. Så jeg var rigtig glad for at få en ekstra chance for at gå i sandaler - og flashe mine (semi)brune fødder lidt igen. 

Det har regnet om natten og været sol om dagen. På den måde har det også været ret godt vejr at komme hjem til. Efter min ferie-bog, så er jeg tilbage på studielæsning. Plus jeg har fået organiseret madplan, omstillet sæbeforbrug til blødt vand og begyndt så småt at tænke over ungernes vinterudstyr. 
Lige nu er fokus dog på weekend. En dejlig én af slagsen uden for mange planer. Jeg håber, at få tid til en kop te og en stak ugeblade. Et ret beskedent ønske synes jeg selv. Nu må vi se, hvordan dagene forløber. Rigtig god weekend til jer alle.



torsdag den 21. september 2017

Bog nr. 21 - Into the Water

Denne bog var rigtig god. Så kort kan det siges. Jeg læste den på ferien i Rom. Den er super god i opbygning og handlingen er spændende.

Jeg var jo vild med Paula Hawkins første bog 'The Girl on the Train'. Denne er også god. Ikke helt på højde med den første. Det tror jeg dog til dels er fordi udvalget af bøger i genren nærmest er eksploderet. Så vi læsere er mere kritiske og har læst mere i samme tema. 

'Into the Water' handler om søskendeforhold, familieforhold og om alt det, som ikke bliver sagt. Den er faktisk lidt dybere end bare en thriller. Den giver stof til eftertanke.

Jeg regnede plottet ud inden slutningen, men det gjorde den ikke mindre spændende. For jeg som læser vidste ikke, hvordan forfatteren ville præsentere hele slutningen. Der var enkelte emner, som ikke rigtig blev samlet op til sidst. Jeg synes dog alligevel, det var en rigtig fin bog. Jeg var temmelig fanget af den undervejs.
Bogen er også udkommet på dansk, hvor den hedder 'Det dybe vand'. Jeg læste den på engelsk. Dels fordi det er original sproget - og dels fordi jeg har læst hendes første bog på engelsk.


onsdag den 20. september 2017

Vis hensyn i trafikken

Der var nyt indlæg i Lokalavisen i sidste uge - det kommer lettere ferie forsinket lige her:

Billedet har ikke noget at gøre direkte med indlægget, men pas nu på den lavthængende sol i trafikken.

Jeg har prøvet at udnytte det gode vejr i august og september. Jeg er derfor begyndt at gå flere dage, når jeg skal på arbejde. Det betyder selvfølgelig også, at jeg skal gå hjem. Ofte er det midt i myldretiden begge veje og jeg kan iagttage bilisterne, som sidder i kø ned langs vejen.

Rigtig mange bilister har gang i deres mobiltelefon, mens de kører. Nogle snakker (håndholdt), nogle tager selfies og andre sidder og sms'er. En del bilister er i det hele taget rimelig uopmærksomme. Indtil videre har det ikke resulteret i uheld, mens jeg har været tilstede. Dog er der morgener, hvor jeg må hoppe for livet i fodgængerfeltet. Det er åbenbart vigtigt, at være opmærksom i trafikken, når man selv er 'en blød trafikant'.

Som bilist er jeg ikke hellig. Jeg kan blive grebet af stemninger. Når man ikke rigtig kommer nogle vegne i en kø. Eller man lige skal med til venstre, selv om man ved, at 'svingpilen' slukker, når man kører. Jeg ved ikke, hvilke minutter det er, man kunne spare. Oftest ingen tror jeg. Som cyklist er det dejligt at kunne overhale alle bilerne i kø, men det går også nogle gange hårdt for sig på cykelstien. Folk overhaler indenom, de kan ikke høre pga. høj musik i ørerne, de taler i mobiltelefon og bliver provokeret, når man bruger ringeklokken som advarsel.

Jeg holder mig dog fra mobilen af ren og skær omtanke for trafikken. Jeg kan heldigvis også se andre trafikanter, der er med på den idé - de koncentrerer sig og tager hensyn til andre. Det er rart, at vi har lidt omtanke for hinanden her på Vestegnen. At man bekymrer sig lidt for sine medmennesker - eller tænker lidt på andre. Især i trafikken, som til tider kan være farlig. Det behøver jo ikke være mere, end at holde en ekstra gang for en fodgænger eller sætte farten lidt ned. Eller at holde til højre på cykelstien. Der skal være plads til både de hurtige, de langsomme, nybegynderne og børnene. Ja, til os alle...

Jeg synes faktisk, vi generelt er gode til at tænke på hinanden. Det har jeg skrevet om før. Jeg ville bare ønske, at vi blev endnu bedre. At folk tænkte på, hvad deres handlinger betyder - ikke kun for dem selv, men også for andre. Trafikken er et godt sted at begynde i. Her er den enkelte jo med til virkelig at gøre en forskel.


mandag den 18. september 2017

Jeg er fuld i Rom

Fuld af indtryk. Stemninger. Menneskemylder. God mad. Traveture. Solskin. 

Jeg er vild med Rom. Jeg har allerede smidt en ny mønt i Trevi fontænen for at være sikker på, at komme tilbage til Rom igen. 

Jeg er også snart tilbage på bloggen og besvarer kommentarer. Skal bare lige nyde det sidste feriesol. 

søndag den 17. september 2017

Nyt armbånd

Jeg har købt et nyt armbånd (det farvede)Det støtter udsatte afrikanske kvinder. Det er et rigtig fint projekt, fordi det sælges uden mange mellemled og derved sikrer de afrikanske kvinder en god pris for deres produkter. Jeg elsker at støtte gode formål ved køb af en lille ting. Læs mere om Musali projektet her.
Armbåndet er købt for egne penge. Indlægget er ikke sponsoreret eller aftalt.


lørdag den 16. september 2017

Ting, jeg ikke fik blogget om i denne uge. Eller taget billede af...

  • At der tirsdag var paneret flæsk i kantinen. Og hvor seriøst godt det smagte. Jeg er fan af visse traditionelle retter. Dette er én af dem. 
  • At jeg sover virkelig dårligt stadig pga. hoste. Trods hostesaft med advarselstrekant. Det hjælper lige fedt. 
  • At yngste glemte sit idrætstøj onsdag. Det er aldrig sket før i min karriere som mor. Og jeg ærgrer mig - mere end jeg burde. 
  • At skoledagen gik godt - og jeg nåede at læse al materiale til forberedelsen. 
  • At mit kræftforløb blev afsluttet uden bemærkninger på Rigshospitalet. 





fredag den 15. september 2017

Farvel til regn (håber jeg)

I dag sætter jeg næsen mod Rom sammen med kæresten. Jeg har booket et 4-stjernet hotel ikke langt fra den Spanske Trappe. Det bliver dejligt med lidt varme og sol.

Jeg håber, det også er et farvel til al den regn, vi har haft i denne måned. Desværre ser det lige nu ud til, at der kommer noget regn i Rom (!) natten mellem lørdag og søndag. Så kryds lige fingre for, at det kun er om natten.

Der kommer lidt indlæg på bloggen, men jeg er væk. Dog er det ikke sikkert, jeg er så flink til at svare hurtigt på kommentarer. Det er jeg sikker på, at I forstår.

Rigtig god weekend!

Man vil nok kunne se billeder fra Rom på min Instagram: @birgitte_b


torsdag den 14. september 2017

Jeg er vild med Kvium

Så er det sagt! Jeg blev introduceret til Kvium,  da jeg fik på Handelsskolen. Min dansklærer var selv ret begejstret for Kvium. Derfor så jeg én af hans udstillinger på Glyptoteket i forbindelse med undervisningen*. 

Siden da har jeg spottet Kvium (både personen og hans værker) flere gange. Kvium er skør og underlig og total uforudsigelig, men det er det, jeg elsker ved hans værker. 

Så det var uden tøven, at jeg tog til Arken for at se hans seneste værker. Oh la la, jeg blev ikke skuffet. Jeg overvejer faktisk at se udstillingen én gang til senere på efteråret.

*Det var i øvrigt også på Handelsskolen, at jeg lærte hvor relativt nemt det er, at lave en analyse af Kviums billeder - når man altså først har luret hans skjulte motiver.

onsdag den 13. september 2017

Sidste år i september - noget om læbestift

Sidste år i september tog jeg en ny læbestift i brug. Her i denne måned er den ved at være brugt op. 

Jeg har for tiden flere læbestifter, end jeg nogensinde har haft. Og jeg bruger dem. Jeg er simpelthen gået væk fra min elskede gloss og bruger nu læbestift dagligt. 
Favoritterne lige nu

Havde du sagt til mig, at det ville være sådan for bare tre år siden, så ville jeg ikke have troet det. Mission accomplished! (i henhold til dette indlæg). 


tirsdag den 12. september 2017

(Stadig) ikke på toppen

Denne der influenza er stadig noget, jeg har glæde af. Nu er det blot hoste. Jeg lyder som en søløve, har ondt i halsen og hoster og hakker. Generelt er jeg ikke ikke på toppen. Selv om det er blevet meget bedre siden søndag. 
I morges havde jeg tid til en kop te hjemme, inden jeg kørte yngste i skole. Ja, det ligner opvaskevand, men det var nødvendigt med lidt mælk i, så den hurtigere var drikkeklar.


mandag den 11. september 2017

Det med at pakke

Jeg er ikke god til at pakke. Jeg er typen "hvad nu hvis". Og jeg har svært ved at undvære. Hjemme har jeg mange valg, alt efter mit humør den dag (og vejret selvfølgelig). Jeg er glad for mit store valg mellem tøj og beautyprodukter. 

Jeg vil rigtig gerne have en masse tøj med på ferie. Så er der jo lidt at vælge imellem og hvad nu, hvis jeg spilder på den ene t-shirts eller det bliver koldt en dag. 

Jeg havde f.eks. gummisko og strømper med i sommerhus. Trods jeg altid har sandaler på hele sommeren, også i regnvejr. Jeg havde dog barberet cremer og make-up ned til (et for mig) minimum både i Lalandia og i sommerhus. Jeg er bare en kvinde, der har et stort arsenal, som jeg vel og mærke bruger hver dag.  

Når jeg lige om lidt skal til Rom, så ved jeg godt, at det bliver varmt. Men det ender nok med, at jeg tager sko, strømper og en jakke på i flyveren. Selv om jeg slet ikke får brug for dem dernede. Jeg ved, det er tosset. Men jeg pakker for meget alligevel...


søndag den 10. september 2017

Edderkopper

Jeg er som sådan ikke bange for edderkopper. Det er et godt dyr, som holder småkryb, myg og fluer væk. Jeg er heller ikke sådan udpræget begejstret. De må gerne være der, men helst udenfor lejligheden. 

Jeg har haft et par nærkontaktoplevelser med edderkopper før, f.eks. her. Og lige nu er det sæson igen, for at de forvilder sig ind. Ingen edderkopper i håndklæderne endnu, men der har da været en rigtig stort jagtedderkop, som måtte fanges med et glas (normalt tager jeg dem med hånden) 
Og forleden så jeg denne fine fyr. Virkelig dejligt, at jeg ikke lige vadede ind i dens spind. 


lørdag den 9. september 2017

Blødt vand

Flere spurgte i dette indlæg om, hvad blødt vand egentlig er. Her i Hovedstadsområdet har vi hårdt vand. Virkelig hårdt. Der er skruet max. op for dosis med afspænding og salt i opvaskemaskinen. Elkedel og kaffemaskinen kalker til på ingen tid. Vaskemaskinen skal have virkelig meget sæbe.  

Så det skal være slut nu. For nogle virkelig kloge og smarte folk har fundet ud af, hvordan man kan tilsætte nogle 'naturlige kemikalier' (det er en temmelig teknisk proces, som jeg ikke forstår) i vandet og derved få blødere vand. 

Det er ufarligt for os borgere at få det bløde vand. Vi kan blot se frem til at bruge mindre sæbe i badet (så den dyre frisørshampoo holder endnu længere), mindre vaskemiddel og en længere tid med ren elkedel.

Og hvorfor glæder man sig så til det? Jamen, jeg synes, det er vigtigt at passe på miljøet. Det gør jeg fra d. 18. september ved at bruge mindre kemikalier i opvaskemaskinen, mindre sæbe i vaskemaskinen og i badet. Og ved at bruge mindre afkalker i mine husholdningsapparater. 
Læs mere her. Der er også en forklaring på lidt af det tekniske.

fredag den 8. september 2017

Fraklip inkl. sol

Jeg skynder mig at lave dette indlæg, så vi alle kan blive mindet om, at det faktisk ikke har regnet i 100 år (men bare siden onsdag)... Sidste uge var det faktisk ret godt vejr. Jeg var ude at bade både fredag og søndag. Himlen var blå og solen skinnede. Det har september vist glemt i denne uge.
Lørdag bagte jeg boller. Jeg fik ordnet en masse småting. Og læst min bog
Og søndag spiste kæresten og jeg sushi. 
Mandag måtte jeg så gå syg hjem fra arbejde. Kender I det med at blive syg og det så bare går ned ad bakke rigtig hurtigt?!! Om eftermiddagen kunne jeg dårlig stå på benene. Jeg er frisk igen, bortset fra irriterende hoste, der åbenbart har tænkt sig at hænge ved.
Jeg har sovet så dårligt hele ugen, at jeg nærmest trænger til at gå i hi. Plus det regner H.E.L.E tiden. Onsdag og torsdag var en lang omgang regn. Det regner stadig nu her fredag. Jeg troede ellers på Dortes fine kommentar her. Pt. ser det dog ud som om, at jeg kan se frem til gratis drinks i Århus. 

Weekenden - ja, jeg skal prøve at blive helt rask. Ellers er der kun småting på programmet. Ligesom sidste fredag. Nå ja, jeg skal da også læse til studiet. Kun 168 sider. Håber I alle får en dejlig weekend.


torsdag den 7. september 2017

Så blev det i dag

Dagen hvor jeg måtte tage sko og strømper på og lade sandalerne stå. 

Jeg er ikke udpræget begejstret. Mine fødder er ikke glade for sko. 
Men det kolde og våde vejr gjorde det nødvendigt. 

På en lang dag som i dag, nåede jeg endda at skifte strømper et par gange. 

Jeg er ikke fan af regnvejr...

onsdag den 6. september 2017

Hvad september byder på...

Jeg kan som sådan godt lide efterår. September er dog en helt klar favorit. Himlen plejer at være blå og solen skinner dejligt, trods det bliver køligere. Bladene bliver de flotteste røde, gule og brune farver. 

Jeg begyndte september med at falde i søvn på sofaen kl. 21.13 fredag aften. Det havde været en hård uge. Lørdag var jeg til Black Swan tøjparty med en kollega og eftermiddagen forsvandt ind i en virkelig god bog. Søndag havde jeg tid til at nusse rundt, spise hjemmebagte boller og drikke kaffe, få svaret på en del mails og sendt sms'er ud i verden til forsømte modtagere. 

Mandag gik med arbejde og med at gå syg hjem... og nu er det allerede onsdag. Jeg har måtte aflyse to arrangementer. Til gengæld har jeg for en gangs skyld taget en ekstra dag hjemme for at være helt rask i morgen. Jeg kunne måske være taget på arbejde i dag, men så havde jeg brugt tiden på kontoret med at hoste og hakke... Så hellere blive hjemme og lave lidt arbejde hjemmefra. 

Ellers er september programmet lige nu noget med:
  • Kvium udstilling på Arken
  • Forældremøde
  • Skoledage
  • Testdag inde på Østerbro
  • HK arrangement vedr. OK18
  • Opfølgningstjek på Riget efter min operation
  • Kærestetur til Rom
  • Yngstesøn skal på lejrskole
  • Ældstesøn skal til en masse fester
  • Overgang til blødt vand
  • Badeture
Det bliver endnu en hektisk måned, men også nogle gode afbræk med ferien, som jeg glæder mig ret meget til.


tirsdag den 5. september 2017

Et andet indlæg

Her skulle have været et indlæg om min september. 

Det er lige udsat, da jeg er nede med noget influenza... 

Heldigvis bedre i dag end i går. Det er værd at huske.




mandag den 4. september 2017

Bog nr. 20 - og sikke én

Jeg er altid lidt skeptisk, når en bogs forside er plasteret med mærker om priser. På denne bog er det dog fuld fortjent. "Den underjordiske jernbane" er en fantastisk bog. Gribende, forfærdelig og hjertevarm på én og samme tid. Jeg har ikke haft en læseoplevelse så god som denne, siden jeg læste "Alt det lys vi ikke ser". 

Bogen handler om de sorte slaver i den amerikanske syd. Den handler også om hvide, om overlevelse, om umenneskeligheder og om at leve videre - på trods af alt, hvad der sker. Der er en bedre beskrivelse af handlingen her

Forfatteren har opdelt handlingen i flere små bidder og det fungerer virkelig godt. Samtidig er sproget strippet for overflødigheder. Der er på intet tidspunkt den overdrevne sentimentalitet, som ofte ses i bøger af samme genre.

Den lever fuldt ud op til ros og alle priserne. Det er virkelig en bog, som alle litteraturelskere burde læse. Den er en kæmpestor anbefaling fra mig.


søndag den 3. september 2017

Når man vil bruge lokalområdet mere

Ugens indlæg i Lokalavisen er at finde online her. Ellers læs videre i dette indlæg.

Her i sommerferien var jeg meget stædig med at bade i havet. Jeg lavede en aftale med mig selv om, at jeg skulle ud og dyppes i havet hver dag, mens vi var i sommerhuset. Trods det kolde vand, blæst og til tider regn, så holdt jeg mit eget løfte og var ude og bade i havet hver dag.

Da vi kom hjem fra ferie, ramte hverdagen for alvor og der var ikke tid til at bade hver dag. Men hverdag betød også, at der kom en del bedre vejr (det er jo meget typisk). Så trods hverdag og arbejde, så faldt snakken igen på badning. Hvor fedt det havde været (især hvis det ikke havde regnet så meget) og hvor dejligt, det var bagefter sådan en hurtig dukkert.

Samtidig kom vi til at tale om, at det egentlig ville være en god idé, hvis familien kunne bruge endnu flere af Vestegnens muligheder resten af året. Jeg synes personligt, at det ville være dejligt, at udfordre os selv på noget vi ikke plejer at gøre - og måske finde endnu flere af de gode (og gratis) oplevelser på Vestegnen. Resultatet er blevet, at jeg skal fortsætte med badningen herhjemme.

Derfor - trods hverdag og det (stadig) kolde vand, så har jeg været ude og bade i Strandparken bølger hele tre gange. Jeg vil gerne fortsætte helt til det bliver frysende koldt, men nu må vi se. Det har dog indtil videre været fedt at finde nogle små huller i den travle hverdag eller weekenden og lige smutte på stranden for at bade.

Her i midten af august har vi desuden haft besøg af et vennepar fra England. Vi tog dem en tur ind til København, hvilke de synes meget godt om. Ellers fik vi tiden til at gå med at vise dem lidt af Vestegnen. Vi gik nogle fine ture i nær-området og vi tog dem med ned til stranden for at bade én af dagene. Det de lagde meget vægt på var, hvor tæt alting var på os. Arbejde, hovedstaden, strand, skov og indkøbsmuligheder. Desuden var de ret forbavset over, hvor grønt her var, hvor brede vejene var og hvor lidt trafik der var. Det er dejligt at have besøg udefra, så man lige kan få sat alle de gode ting ved Vestegnen lidt på plads. Her er jo dejligt - og det skal vi nok huske at minde hinanden om engang imellem.


fredag den 1. september 2017

Fraklip på en fredag

Denne uge har været fyldt ud med aftaler. Hver dag har der været noget i kalenderen. Og næste uge ser lige sådan ud. Så en weekend uden alt for mange planer er tiltrængt. 
Ugen har budt på både sol og sommer, men også efterårsagtigt vejr med regn (og torden)
'Ægte' fraklip fra fredagens farsbrød - inkl. gaffel... Madblogger bliver jeg nok aldrig, men det smagte virkelig godt.
Lige siden hjemkomst fra sommerhusferien har kæresten og jeg badet hver uge - det er 4 uger med badeture. Nogle uger har vi kun badet én gang, andre uger to gange. På den lokale strand. Indtil videre er badevandet stadig 18 gr. varmt koldt. Så vi fortsætter lidt endnu. Det giver os et godt kick og en grund til at komme ud hjemmefra. (jeg bader med en uv t-shirt af hensyn til mit ar, som ikke må få sol det næste år).
Den nye sæson med Black Swan Fashion er i gang. Jeg har prøvet meget af kollektionen og i morgen tager jeg en tur mere. Her er jeg i nogle virkelig lækre jeans. Som jeg nok ikke køber, for det par fra sidste sæson er 'still going strong'. Men jeg har selvfølgelig andre styles i kikkerten. 
Mandag var jeg til DHL stafet i Fælledparken med arbejdet. Vi var mange afsted (ca. 250) og det var en hyggelig eftermiddag og aften med lækker grillmad.

Ugen bød også på første skoledag og jeg er fortrøstningsfuld omkring dette semester. Modsat sidste semester er jeg nu på et fag, som jeg selv har valgt. Det hjælper voldsomt på motivationen, kan jeg mærke. Trods lektien til næste undervisningsgang er én hel bog (168 sider) plus et oplæg til opgavens emne. 

Så weekenden skal også gå lidt med at læse. Heldigvis er der andre ting på programmet - plus noget afslapning. Det er virkelig helt tiltrængt. Hav en dejlig fredag!



torsdag den 31. august 2017

I aften skal jeg til foredrag

Med Maren. Jeg glæder mig. 

Jeg er stor fan. Har både kalender, kopper, bøger og et enkelt stofnet. 

Jeg glæder mig til at se hende live - og grine (forhåbentligt)





onsdag den 30. august 2017

Efterår på vej

Mandag morgen var sådan én af de morgener, hvor der er efterår i luften. Hvor solen hang lavt og blændede alle i trafikken. Det var køligt og jeg havde trøje på. Et varsel om det der kommer. 

Og så var der i går med høj sol og temperaturer. En ægte sommerdag, hvor himlen var blå. Så skønt...

Faktisk så er det jo fredag, at efteråret for alvor tager fart. Men det er også på fredag, at der er 14 dage til jeg skal en smuttur til Rom. Det glæder jeg mig usigeligt til. 

Jeg har været i Rom i 2010 med kæresten. Vi var begge vilde med byen og nu skal vi altså tilbage. Det bliver fantastisk at holde lidt ferie i noget varme - og en charmerende by.


tirsdag den 29. august 2017

Søndags-mad

Lige om lidt er det efterår. Så begynder vi på 'suppe-søndag' igen. Indtil da har vi fået lidt lette retter om søndagen. Og i søndags stod den på One-pot Pasta med en masse grøntsager.

Det tog lidt tid at få alle ingredienserne klar. Mest fordi jeg finthakkede dem og ikke brugte min mini-hakker. Ellers kan det gøres ret hurtigt. Enten grøntsager i større stykker eller så brug en hakker eller lignende.

Alle typer pasta duer til opskriften. Jeg havde bare en rest skruer liggende. Alle slags grøntsager kan bruges. Al slags kød kan i princippet bruges. Man kan også udskifte de mosede tomater med 2 dåser hakkede tomater.


Her er opskriften:

  • 400 g. pasta. 
  • 1 flaske mosede tomater
  • ½ chorizopølse skåret i halve skiver 
  • 400 g. kyllingefilet skåret i mundrette stykker
  • 1 løg
  • 3 fed hvidløg
  • ½ squash
  • ½ grøn peber
  • ½ rød chili
  • 1 lille dåse majs
  • 1 rød peberfrugt
  • 2 gulerødder
  • 4 almindelige tomater
  • salt
  • peber
  • 1 tsk. basilikum
  • 1 tsk. oregano
  • 1 spsk. stærk paprika
  • 1 bouillonterning (jeg brugte en grøntsagsterning)
  • vand, så det lige dækker fyldet
  • ost til at drysse på (vi havde både revet mozzarella og parmesan)

Alle grøntsager hakkes/snittes. Jeg svitsede lige kylling og chorizo et par minutter, inden jeg væltede resten af ingredienserne i. Der skal småkoge, indtil pastaen er færdig. Rør evt. lidt i retten undervejs. 

Ungerne synes, retten var lidt stærk. Så hvis den ikke skal være godt krydret, så hold igen med chili og paprika. 



mandag den 28. august 2017

Netflix anbefaling - G.L.O.W

Jeg har set en del anbefalinger af Netflix serien G.L.O.W. på forskellige blogs. Så i lørdags så kæresten og jeg nogle afsnit af den. 

Hold nu op, den er sjov - og god. Altså, helt klart bedst hvis man selv har levet i 80'erne. Ellers er der nok en del (gode) detaljer, som man nok ikke forstår. Der er nemlig fuld knald på permanent, benvarmere, bodystockings, 80'er make-up, stoffer og alkohol. 

Et andet plus er, at hvert afsnit kun varer ca. 30 minutter. Det er lige til at overskue. Så stor anbefaling herfra...




søndag den 27. august 2017

Bog nr. 19 - mere krimi

Eller noget i samme genre. Jeg vil sige, at 'the woman in cabin 10' er ligesom "Kvinden i toget". Den findes også på dansk. 

Den bygger meget fint en stemning op, men jeg synes især slutningen er lidt for ufærdig. Den føles en smule flad. Måske er det bare fordi, jeg er virkelig lidt kritisk. Måske er det meningen. 

Den er ikke dårlig. Den er heller ikke fantastisk. En god bog. Ret spændende i handlingen - ideel til en ferie, vil jeg sige. 
Handlingen finder du noget om her.
PS. Hvis I er trætte af, at jeg pt. kun læser (og anbefaler) krimier, så tag et kig på denne liste ovre hos Malin - eller søg her på bloggen på 'bøger'.


lørdag den 26. august 2017

Sidste uge i Lokalavisen

Lokalavisen har ikke fået lagt sidste uges indlæg online, men det kommer alligevel her. 
Det handler om at komme tilbage til hverdagen: 


”Mest af alt holder jeg af hverdagen”. Sådan lyder det meget kendte Dan Turèll citat. Her efter sommerferien har jeg tænkt en del over det med hverdagen. Jeg holder meget af den. Og jeg er da på sin vis også glad for, at den er vendt tilbage efter en god lang ferie (som dog ikke så varm og solrig).
Sommeren er i min optik allerede ved at gå på hæld. Der har ikke været meget af den her i Danmark. Mest af alt synes jeg, at sommeren har været præget af blæst, regn og kølige temperaturer. Hvis vi får et varmt efterår, så kan det måske veje tingene lidt op, men jeg er ikke optimistisk på den konto. Til gengæld er jeg godt i gang med hverdagen igen og det er også godt.
Mens sommerferien har været over os, så er der alligevel sket en del på Vestegnen. Det er vel et af de mange kendetegn ved vores område. Man kan være væk et par uger og når man kommer tilbage, er der altid noget ændret eller noget nyt i gang. Der sker så mange gode ting, som det ikke altid er til at få øje på. Tingene står sjældent stille på Vestegnen trods ferietid.
I denne sommer har der f.eks. været afholdt en helt ny type festival i Badesøen i Albertslund. Jeg nåede desværre ikke at deltage. Men det er et tiltag, der til fulde viser, at der forstås at tænke ud af boksen, når det kommer til at forny Vestegnen. Samtidig har Museet Kroppedal vikingeudstillinger i det fri. Desuden barsler Forstadsmuseet med ny udstilling, som absolut også er et besøg værd. En anden ny ting er, at Naturvejlederne kan træffes i den kommende tid i Strandparken. Man kan her lære om, hvilke ting på stranden, der kan spises (der er flere end du tror). Der er også en krabbedag for de mindste, plus en masse andre aktiviteter.
En anden ting jeg har hæftet mig ved her i ferien, var en artikel om tilflytning til Vestegnen. Det viser sig nemlig, at rigtig mange par flytter ud af København og ind på Vestegnen. Det er både tæt på København, men også til at betale for mange. Plusserne er et større hus og grund i forhold til København, samtidig med at man får de grønne områder. Det er fedt, at tilflyttere har fået øjnene lidt op for Vestegnen. Jeg håber, at de alle vil opleve glæden, som jeg har, ved at bo på Vestegnen. Både i sommerferietider og i hverdagen.


fredag den 25. august 2017

Forude venter...

En weekend med en masse aktivitet. Der bliver fart over feltet denne weekend - dog håber jeg, at der bliver tid til lidt afslapning også. Om ikke andet så i aften og i morgen aften. God weekend til jer derude.
Her er stakken af bøger, som skal læses dette efterår.



torsdag den 24. august 2017

En omgang fraklip

Godt og blandet. Fra sidste fredag og til nu. Jeg har ikke fået taget mange billeder, men her er lidt...

Arbejdet holdt grill-frokost sidste fredag. Desserten var en kæmpe jordbærkage fra den lokale bager. 
Da weekenden gik med besøg af englænderne, så bød søndag på Københavner-sightseeing. Rundetårn, Nyhavn, Papirøen, Christiania og en travetur rundt og tilbage over Christianshavns Torv og Strøget. 
Vores gartnere har ikke ferie, men sørger for at holde kommunen fuld af flotte farver.
Nåede at fange det sidste af en dobbelt-regnbue mandag. Udsigt fra køkkenvinduet.

Englænderne tog videre tirsdag formiddag - ned igennem Europa og er pt. i Holland med sol og varme. Kæresten og jeg tog en badetur på stranden tirsdag og i går stod på vasketøj... Føler mig en smule udmattet de sidste par dage. Så det er nok meget godt, det snart er weekend.






onsdag den 23. august 2017

Glæder i arbejdslivet


  • Min kollega har givet mig et glas hjemmelavet marmelade (og det er ikke første gang).
  • I går fik jeg afsluttet en opgave. Én af dem, der blev ved med at poppe op i mine påmindelser. Og som havde gjort det i over 40 uger.
  • Der var blomkålssuppe i kantinen i dag. Trods det er sommer, så elsker jeg suppe.
  • Et konstruktivt møde endte ikke som jeg ville have det, men måske på en meget bedre måde.
  • Mine studiebøger er ankommet. Nye og helt ubrugte. Det er der alligevel lidt charme ved.  


tirsdag den 22. august 2017

Tristhed i blogland

Nogle gange så bliver man bare så trist. Når livets stjerner bliver slukket alt for tidligt. Én af de sødeste og mest positive bloggere, jeg har fulgt i flere år er her ikke mere.

Jeg har ingen ord - heldigvis har andre sagt noget pænt og godt her og her.


Update: jeg svarer ikke på kommentarer til dette indlæg. Det er ikke ond vilje. Der er bare ikke så meget mere at sige.


mandag den 21. august 2017

Travl uge

For at sikre den bløde opstart, havde jeg med vilje ikke lavet nogle aftaler efter arbejde i den første uge efter ferien. Det samme har jeg prøvet at gentage i denne uge, men det har ikke helt lykkes. Der er dog dage helt uden aftaler og jeg kan mærke, at de efterhånden er tiltrængt (især efter en weekend med tryk på)

I dag er dog stadig med de overnattende gæster. Plus en middag med dem og mine forældre. Jeg håber, at der bliver tid til badning i morgen og måske også noget serie-tv. Det er desuden blevet tid til skole-opstart (næste uge) og det er jo også lig med noget lektielæsning. Jo, der er nok at tage sig til for tiden...


søndag den 20. august 2017

Søndagstur


Denne weekend har været "hård" på den sociale front. Lige nu sidder jeg træt, vindblæst og mæt af indtryk i min stue. Vi har besøg af et vennepar fra London og det betyder også, at jeg er lidt mere "på" end en almindelig træt søndag. Håber I har haft en dejlig weekend...



fredag den 18. august 2017

Introvert i nogen grad?

I dette indlæg spurgte søde Livsglimt ind til det, at jeg ofte så mig selv som introvert (og hvis I ikke kender Lisbets blog, så kan jeg varmt anbefale den).

Lad mig slå fast fra begyndelsen - der er ikke nogle, der er rene introverte eller ekstroverte. For at lære mere om ekstroverte og introverte, har jeg personligt haft stor glæde af Anna Skyggebjergs (nu lukkede) blog og hendes bog om introverte.

Som Anna ofte skriver, så er det de introverte, der går hjem fredag efter arbejde og sætter sig i et hjørne med en bog, gerne alene. Her lader de op. De ekstroverte tager ud og får en fredagsøl i byen og ude med mennesker. For sådan lader de op. Derfor ved jeg, at jeg afgjort er mere introvert end ekstrovert.

Jeg er til gengæld meget ekstrovert i min egen 'kreds'. Altså min familie, hvor jeg føler mig tryg. I min vennekreds, hvor jeg er tryg. Steder og mennesker jeg er vant til at omgås. Desuden er jeg 'tillært ekstrovert'. Dvs. jeg har lært mig selv at stå på en scene. At være den der træder frem og holder oplæg og underviser. Alt det er en facade, jeg bruger. Det dels skjuler og udfordrer min introverthed. 

På mit arbejde går jeg meget med den ekstroverte kappe. Jeg laver grin med mig selv og kommer med kritiske kommentarer eller flere idéer. Mest dog i min egen afdeling. På udebane er jeg lidt mere tilbageholdende.

Jeg er også én af dem, der ikke går til folk ved konferencer, hvor jeg ikke kender nogle. Jeg er lidt en type, som Maren viser her. En 'klæber', der fungerer bedst, hvis der er nogle jeg kender. Så er jeg tryg. Jeg øver mig meget på at gå hen til fremmede og small-talke. 

Det er ikke for ingenting, at jeg før i tiden (og til dels også nu) bliver spurgt, om jeg er sur eller bliver kaldt for snobbet. For det er den facade jeg har og som andre ikke altid kan gennemskue, slet ikke er snobberi eller surhed. Det er bare, fordi jeg er introvert. 

Jeg holder ekstremt meget af, at sidde i min stol og læse. Bare forsvinde ind i en bog. Sådan lader jeg batterierne op. Når ugen rammer fredag, så kan jeg næsten ikke magte, hvis jeg har en aftale, der betyder, at jeg skal ud. Allerhelst vil jeg være hjemme og bare slappe af. Det betyder ikke, at jeg ikke nyder at komme ud. Det kræver bare lidt overvindelse nogle gange. 
Til gengæld er jeg blevet bedre til at spotte, når jeg ikke er i trivsel. De perioder, hvor der er alt for mange aftaler, slider på mig. Især hvis det er 'udebane' arrangementer. Jeg forsøger at rette op på det, ved at få mine 8 timers søvn og sætte tid af til at lave ingenting. Oftest har jeg ikke de store planer for weekenderne, når ungerne kommer hjem. 

Det kan til tider være svært at leve som introvert i et meget ekstrovert samfund. Så jeg prøver at finde min egen vej. Og generelt skal der jo være plads til os alle, introvert som ekstrovert. Rigtig god fredag.

      

torsdag den 17. august 2017

Bog nr. 18 - The Dry

To krimier - og endda lige i træk... Det plejer ikke at være noget, jeg gør. Denne så jeg dog en anbefaling på og da jeg trængte til en engelsk bog, så var det oplagt (den udkommer på dansk d. 25. august)

Handlingen foregår i en lille flække i Australien. Det har ikke regnet i to år og situationen er ret anspændt i det lille samfund. Historien drejer sig både om en begivenhed for 20 år tilbage og det nutidige mord på familien Hadler. 

Det bedste ved at læse denne bog på original sproget, var alle de australske vendinger og talemåder, som jeg kender og holder meget af. Også handlingen er bygget meget fint op. At det er forfatterens debut, får man slet ikke fornemmelse af. Den er velskrevet og spændende og meget svært at lægge fra sig. 


onsdag den 16. august 2017

På dagen i dag

I dag er det 3 år siden, jeg købte en ny cykel. Den er på ingen måde så slidt, så den opfylder alle plus'erne på denne liste

Det er også 2 år siden, familien ryddede op og ud i min mormor og morfars hus. 

Og det er én dag siden, jeg igen badede ved Brøndby Strand

Ellers kører hverdagen for fulde drøn. Intet nyt under solen...


tirsdag den 15. august 2017

De mange ferie-plager

Normalt hænger jeg mig ikke så meget i det, der ikke fungerer. Det giver mig et dårligt humør, hvis jeg skal bruge energi og fokus på negativitet. 

Nu hvor ferien er lidt på afstand, kan jeg dog godt løfte sløret lidt for, hvilke *ahmen* "udfordringer" vi havde. Her er de (mange) uheldige ting, som der skete i ferien:
  • Bilen gik i stykker. Dagen før vi kørte i sommerhus, måtte den på værksted og få skiftet et tændrør. Farvel 3.700 kr.
  • Opvasker gik i stykker. Den første aften i sommerhus har jeg proppet opvaskemaskinen, for at konstatere, at den ikke vasker rent. Én håndopvask, renset filter og kørsel af andet program senere: farvel varmelegeme og goddag til opvask i hånden på hele ferien. 
  • Lynnedslag så strømmen gik. Vi var godt nok ikke hjemme, men søndag kommer der skybrud og lynet slår ned i sommerhuset. Strømmen går. Heldigvis kunne vi ved returnering tænde ubesværet igen og køleskabet havde holdt på kulden. 
  • Regnvejr on/off - mest on. Der var ikke mange dage i de to ugers ferie, hvor det ikke regnede. Nogle dage var det heldagsregn, andre dage 'bare en byge' eller flere.
  • Myggestik - så store som dueæg. I sommerhus er der myg. Det er klart. Hvorfor de skal spise primært mig, ved jeg ikke. Jeg er jo overfølsom og svulmer voldsomt op af deres stik.
  • Ødelagt hår pga. strandbadning og manglende hårkur. I ferien havde jeg ikke været så god til at pleje håret og jeg havde saltvand i håret ganske lang tid af gangen (noget med at gå fra stranden og hjem - og så være den sidste der kom i bad). Hvilket ikke gik min frisørs næse forbi forleden. Så det prøver jeg at rette op på med søndags rutinen.
Og så var der selvfølgelig alle de gode ting, der skete i ferien. Familiehygge, ture, badeture, grillmad og generel afslapning. Dog tænker jeg, at næste sommerferie gerne må være lidt mindre præget af uheld.