fredag den 30. september 2011

Endelig fredag

Jeg kan (for det meste) godt lide fredage. Mest fordi det er en kort dag på mit job. Og så venter en lang weekend forude. I dag skinner solen også og vejret skulle holde hele weekenden. Dejligt.

Men især denne fredag er lækker - for i eftermiddag sætter jeg mig i flyveren til Mallorca og er væk en hel uge med kæresten, under sydens sol og varme (jeg har husket solcreme Anette) ;-)

Vi ses på den anden side - god weekend derude i blogland :-)

onsdag den 28. september 2011

Det frygtede fedt

Den 1. oktober kommer der skat på fedtet. Det har gået rimelig meget hen over hovedet på mig, indtil jeg så i en avis, at en del folk nu var begyndt at hamstre smør!

Der skal nemlig betales afgift af det mættede fedt i maden. Det betyder, at en række fødevarer stiger i pris. Særligt smør, creme fraiche og piskefløde. Afgiften bliver vægten af mættet fedt i f.eks.: Kød, mejeriprodukter, spiseolier og fedtstoffer, margarine og smørbare blandingsprodukter (Kærgården mv.)

Men det bliver den totale mængde af mættet fedt i de råvarer som benyttes, der bestemmer, om der skal betales afgift. Så selv om mængden af mættet fedt i et sammensat produkt som f.eks. chips, pålæg og kager er lav, skal der betales skat af det mættede fedt i den enkelte ingrediens. Det er et temmelig kompliceret regnestykke og jeg ved ikke lige helt, hvordan SKAT har tænkt sig at opkræve afgiften. Som jeg har forstået det, skal producenten selv indberette mængderne og får derefter en regning på, hvad de skylder i afgift.

Jeg synes på sin vis, at det er et godt initiativ. Jeg tror bare ikke, at det rammer der, hvor der er behov. Det er klart, at det ikke er godt for os at spise så meget fedt, som vi gør i dag. Flere og flere er overvægtige og endnu flere dør af hjertekarsygdomme. Men... personligt vil det ikke få mig til at ændre vaner. Jeg er bevidst om, at de chips der ryger ned, ikke er godt for mig, men en ekstra afgift får mig ikke til at droppe det. Lidt ligesom at rygeren ikke stopper med at ryge, fordi cigaretterne bliver dyrere. Og finder det total underligt at stå i et supermarked og konstatere, at 4 poser slik er billigere end 4 stykker grønt/sundt.

Hvis vi skal derhen, hvor den sunde livsstil bliver generelt udbudt, er det efter min mening et spørgsmål om at sætte tidligt ind. Rådgive gravide og nybagte mødre mere og bedre omkring sundhed og kost. Lære børn fra små (der hvor de gode vaner tillægges), at spise og vælge det sunde. Og så få sat afgiften på netop det sunde ned, så det bliver et attraktivt alternativ!

tirsdag den 27. september 2011

Weekend i billeder

Ej, jeg har faktisk ikke været helt så god til at tage billeder denne weekend, selv om der skete en hel masse!

Var til klassefest både torsdag og lørdag og ellers fik vi samlet en masse kastajner søndag og lavet et par dyr eller 5 ;-)

Og jeg er begyndt at løbe igen (!) - dog kun opstart på løbeprogram, så min fod og den dårlige kondi kan følge med.

 

kastanjedyr

 

dekoration

 

kager

fredag den 23. september 2011

På vej mod vinter

 


 


Trods lovning om op mod 20 grader i denne weekend (vil dog gerne se det før jeg tror det!) så er det i dag - fredag - at vi for alvor er på vej mod vinter. Det er nemlig efterårsjævndøgn i dag og dagene bliver derfor fra nu, mørkere og kortere (og sikkert også koldere).


 


 


Fredag er det efterårsjævndøgn, præcis kl. 11.04 dansk sommertid. Dermed går vi ind i vinterhalvåret, med korte dage og lave temperaturer. Effekten bliver hurtigt stor. Faktisk betyder det, at dagens reelle længde (perioden hvor blot den mindste del af Solen er synlig) i København er hele 12 timer og 12 minutter den 23. september. Men allerede d. 26. september har vi mistet så meget dagslys, at dagen er kortere end 12 timer.


 


 


Jeg er heldigvis forberedt. Se blot min nye vinterfrakke :-)



 

 

15059935_darkgreymelance_001_list

 

 

(Mere info om jævndøgn her)

torsdag den 22. september 2011

Pas nu på derude!

For tiden kører kampagnen for højresvingsulykker "Du tror du bli'r set men pludselig er det sket" i tv. 

I den anledning kan du på deres hjemmeside indsende dit eget rim og vinde en biograftur. Du kan også teste din viden og være med i lodtrækning om en cykel.

Jeg kan slet, slet ikke rime. Men jeg ved noget om ulykker og forstår den alvor, der ligger bag kampagnen. En del af mit arbejde involverer nemlig også samarbejde med vores Beredskabschef. Som kan fortælle ikke så få historier om cyklister han har hevet ud fra under en lastbil. De fleste dog med et godt resultat. Men cykel (og til tider person) er ret krøllede efter sådan en tur under lastbilen. Tit ender cykel og person med at blive slæbt et godt stykke hen af vejen. Ofte er de fastklemt og kan ikke komme ud fra under vognen.

Derfor: Pas nu på med de der blinde vinkler!  

"Du holder på din ret, det er dumt  - for 10 Tons gør ondt"

mandag den 19. september 2011

Taknemmelighedsdagbog

Prøv det, siger jeg bare... De der 3-5 ting, der har gjort din dag god. Det positive aftryk på livet... Ja, det lyder måske lidt frelst, men jeg er jo en stor fan af Anna og efter selv at have prøvet taknemmelighedsdagbogen i en periode her på bloggen, har jeg gået og tænkt lidt over konceptet.

Derfor blev jeg rigtig glad, da jeg for et stykke tid siden så dette indlæg ovre hos Anna. Og fandt en ny måde, at værdsætte dagligdagen. Ja, mobilen er godt for noget!

I denne weekend har jeg været taknemmelig for bl.a.:

  • at sove rigtig længe søndag morgen!

  • at hjælpe en ny beboer i opgangen med lån af værktøj

  • en stor jordbær milkshake fredag aften, uhmm...


 

PS. Kan (stadig) også godt anbefale, at man går i gang med lidt dybere tankevirksomhed ovre hos Fuhrmann's side, selv om der pt. ikke kommer nye spørgsmål.

torsdag den 15. september 2011

Ingen valgflæsk her!

image

Til gengæld har vi forleden bagt yggenyk-småkager ;) og de smager godt, skulle jeg hilse og sige.

Og dagen er slet ikke gået med valg, men med kærestens fødselsdag (var det ikke derfor, der var flag på busserne i dag?)

Lige nu er jeg egentlig meget glad for at jeg ikke skulle ud og tælle stemmer i aften... Har så osse gjort min pligt de sidste 2 gange. Men spændende bliver det når det endelige resultat kommer. Imens tager jeg en kage :)

onsdag den 14. september 2011

Weekendens høst

Var som sagt et smut forbi Olderne i lørdag og blev straks sendt ud og plukke hindbær. Skulle hilse og sige, at de altså river lidt de der torne. Men det er det værd, for vi fik en hel bøtte lækre bær med hjem, som vi smovsede i om søndagen. Resten lavede jeg syltetøj og hindbær yoghurt ud af... Nå ja, og så fik vi også lidt vindruer med hjem - bare lidt ;-)

 

bc3a6r

tirsdag den 13. september 2011

Hverdag.

 


 


Når man kan noget – og så alligevel ikke: Den mindste søn kigger på sæbeautomaten og staver K-A-T-R-I-N siger Sæbe! ;-)


 


Ellers vågnede jeg i dag til Shu-bi-dua’s ’Hvalen Hvalborg’ i hovedet (hvad sker der lige for det?!!) dødtræt…


 


Sådan er det altid efter en dejlig lang weekend, der bød på både overnattende kammerat, biblioteksbesøg, frisør (ungerne), indkøb af huer til vinter, besøg hos Olderne og tur til svømmehallen søndag. Der var nu også tid til afslapning, bortset fra at jeg blev vækket meget tidligt (kl. 7) lørdag morgen!


 


Fredag fik jeg brevstemt, så jeg nu med god samvittighed kan lukke øjne og ører for alt, hvad der hedder valgkampagne (problemet er så bare, hvad man så skal se i TV?!!)


 

lørdag den 10. september 2011

Tror du?

Det gør jeg! Gud, Biblen og hele historien (måske med undtagelse af skabelsen). Jeg er kristen, men jeg respekterer, at andre tror på noget andet eller slet ikke.

Personligt har jeg brug for at tro på noget, en højere magt... Men jeg har osse måtte revidere min forståelse hen af vejen. Jeg har bl.a. måtte tolke 'til døden jer skiller' til noget med, at være sammen til kærligheden ikke er der længere...

Jeg bruger ikke 'troen' så meget i mit daglige liv. Jeg går ikke i kirke hver søndag, jeg beder ikke aftenbøn og jeg læser ikke Biblen (men det har jeg gjort og jeg læser den også for mine børn hvis de spørger). Jeg kan mit Fadervor og min trosbekendelse. Jeg kender en del historier fra Biblen, men bruger dem ikke bevidst til at handle efter.

Min tro er min grundholdning, mit fundament. Uden den tror jeg, at jeg ville have svært ved at navigere i rigtigt og forkert og jeg er sikker på, at dødsfald og sorg ville være meget svært for mig, uden at have kirken og den kristne tro.

Jeg er ikke fanatisk. Faktisk krøller jeg tæer over mennesker, der er fundamentalistiske i deres tro. Indre Mission tager jeg meget afstand fra. Det sammen med andre yderliggående trosretninger, det være sig jødiske, muslimske og kristne mv.

Jeg er døbt, konfirmeret og gift i den lokale kirke. Mine børn er døbt dernede og min ældste er blevet 'mini-konfirmand' derfra. Vi kommer til 'spaghetti-gudstjenesterne', når programmet tillader det og til julearrangementer. Da jeg var barn, var vi desuden tit til fastelavn. Et par gange har jeg været til gudstjeneste juleaften, men det har jeg helt droppet, da der er meget proppet med mennesker. Til gengæld er der masser af plads både 1. og 2. juledag.

Tro er meget individuelt, men også noget der bringer folk sammen. Og det er jo slet ikke en dårlig ting. Jeg har i hvert fald brug for min tro.

torsdag den 8. september 2011

Blog-træf for alle bloggere.

Så er det tid! Jeg opfylder gerne flere bloggeres ønske om et blog-træf her på Sjælland. Og sammen med et par med-bloggere er der nu fundet en dato:

Sæt X i kalenderen søndag den 13. november 2011, kl. 13.00

Da lokalitet er lidt afhængig af, hvor mange der deltager, skal I tilmelde jer (brug kommentarfeltet). Mere info følger...

Håber at se rigtig mange af jer :-)

mandag den 5. september 2011

Står du ved dit valg?

På arbejdet bliver der flittigt diskuteret politik og det kommende valg. Ingen siger, hvad de stemmer på, men mange kollegaer kan man godt gætte hvor ligger - i hvert fald til hvilken side.

Der bliver højlydt diskuteret betalingsring, værdisæt, TV2's lidt anderledes måde at føre debat på og hele personfikseringen. Ja, vi diskuterer. Meget 'overfladisk' - forstået sådan, at der ikke er én eneste, der erklærer sig enig med et parti. Næh, man er enig i problemstillingen og måske også løsningen. Men at sige, at man er total enig med Helle eller Lars (eller Gud forbyde det Pia!), det er ikke noget vi gør det store i.

Så er det jeg undrer mig. Hvad er der sket med dem, der engang med stolthed i stemmen fremførte, at de var medlem af KU eller højt proklamerede, at de var socialdemokrat og aldrig ville overveje noget andet? Hvor er de folk der står ved, at de sgu synes Anders co. og efterfølgere har ført en helt fin politik, som man dybest set er helt på linie med? Ikke på min arbejdsplads!

En anden ting der undrer mig, er dem der 'skifter side' - altså dem der f.eks. i de unge dage stemme på SF og midt i livet så forlader de idealer og stemmer Venstre? Kan man overhoved det? Jeg kender ingen, der har gjort sådan!

Og hvem er det, der står i 'midten' og ikke helt ved, til hvilken side de hælder? Dem der ikke har besluttet sig endnu og som åbenbart (hvis man tror medierne) kan svinge valgresultatet til den ene eller anden side. Og som kan påvirkes af lange debatter og smilende ansigter og håndtryk foran Brugsen.

Vil jeg stå ved mit valg? Ja, det vil jeg gerne... Men så må du smide en kommentar og så skal jeg nok svare ;-)

fredag den 2. september 2011

Se hvad jeg har fået!

image

En fin nøglesnor, helt hjemmelavet. Fra en super krea blogger... Jeg ELSKER blogland :)

torsdag den 1. september 2011

Skolestart

14 dage inde i skoleåret og det går som forventet med ham den lille i 0. klasse.

Gymnastik er fedt og han ville ønske, at de havde det hver dag.

Undervisning er ok, men lektier er allerede en kamp!

Pigerne gider han ikke rigtig lege med og lykken er 3 frikvarter på de dage med 5 timers undervisning.

Altså - som forventet ;-)

Til gengæld synes jeg, at det er total fedt at følge dem i skole og gå bagved dette syn:

 

skoledrenge