søndag den 31. august 2014

Så er det i morgen, det går løs!

Jeg håber virkelig at kunne gennemføre en hel september med #septemberfjæs. Sikkert ikke særlig originalt, men i det mindste for at sætte fokus på, at vi alle kan lære at elske os selv, ganske som vi er!

Læs også mere her og her.

lørdag den 30. august 2014

Tror du på lokalaviser?

Her kommer min seneste artikel fra lokalavisen Vestegnen om... ja, netop lokalaviser!


Læser du lokalaviser? Altså, det håber jeg du gør, for ellers ville du jo ikke sidde og læse dette indlæg - og der vil ikke være nogen, der læste mine indlæg uge efter uge.
Jeg indrømmer dog gerne, at jeg ikke selv er særlig god til at læse lokalaviser. Ikke hver uge i hvert fald. Nogle gange har jeg tid og jeg kan nå at læse aviserne (jo, der er faktisk flere hos mig) fra ende til anden. Nogle gange når jeg kun at skimme dem. Andre uger ryger de ud med resten af reklamerne, uden at have været åbnet.
Jeg kan godt synes, at lokalaviserne er lidt i modvind. Mest fordi de jo kun kommer én gang om ugen og så er der jo også en del reklamer og betalte annoncer i dem. Det er meget fyld og ikke så meget indhold, siger kritikerne. Men det er trods alt det fyld, der skal dække omkostningerne, for at vi andre kan få en gratis avis ind af døren (eller... i hvert fald i postkassen).
Avisen som medie er jo på vej ud. Det siger alle de kloge. Jeg ved bare ikke, om alle de der eksperter, selv læser lokalaviser. For som jeg ser det, så er lokalaviserne de eneste steder, hvor vi kan få et godt overblik over det lokale. Vores lokalområde. Vores hjemsted. Det er her, vi kan læse om, hvad der rører sig derude. Her vi ser, hvem der er blevet gift eller har jubilæum. Det er i lokalavisen, at vi læser om vores lokalsport og om alle de sportsgrene, som ikke når de store medier. Det er lokalaviserne, der holder liv i debatter, som ellers ikke ville blive set og læst af særlig mange mennesker, hvis ikke de var i avisen. Det er aviser, der skriver om stort og småt. Om begivenheder, som ikke altid er så gode, men også om de små episoder, der gør det så godt at leve og bo på Vestegnen.
Aviserne handler kun om ting, der sker i vores nærhed. Derfor tror jeg også, at eksperterne tager fejl (jeg håber det også, for så kan jeg blive ved med at skrive til avisen). Vi kan ikke udskifte avisen med Internettet eller andre elektroniske gadgets og apps. Det er ganske enkelt ikke muligt at give samme overblik på en webside, som i en fysisk avis. Også nærheden forsvinder derinde på skærmen. Og helt ærligt, så er der efter min mening da også noget gammeldags og uhyre charmerende ved at læse en fysisk avis.






Artiklen (og de andre jeg har skrevet) findes i avisen her.

torsdag den 28. august 2014

September Selfie

Dem af jer som følger mig på Instagram (@birgitte_b) ved, at der er ufattelig mange billeder af mad, kager, frugt osv. på min profil. Der er også en del billeder af natur, især blomster. Begge ting noget jeg holder meget af og derfor er det naturligt, at de ender op på min profil.

Men nu er det, at jeg er blevet udfordret. Hende her og @ibenerica har startet hashtagget #septemberFjæs. Det går i bund og grund ud på, at smække et #selfie på ens profil hver dag (ja, hver evig eneste dag!) i september. Altså 30 billeder i rap... 

30 billeder! Den lader vi lige stå lidt... 

Jeg er virkelig ikke god til billeder af mig selv. Synes jeg ser herrens ud på de fleste. Så dette projekt er ekstremt grænseoverskridende. Tænker også lidt over, om andre virkelig gider glo på lille mig 30 dage i træk?!! (Gad vide, hvor mange følgere, der kan nå at flygte i løbet af 30 dage?). 

Jeg står virkelig i et vadested her. Kan måske lodde stemningen lidt herinde? Eller vil I være med? (lokke lokke). Tør jeg overhoved gøre det? 

tirsdag den 26. august 2014

Jeg skal være værtinde...

Jeg er igen i denne sæson værtinde for et Black Swan tøjparty - og har du lyst til at komme med, så smid mig en mail.  


Detaljerne kommer her (adressen får du ved tilmelding):

Mandag d. 1. september 2014, kl. 19.00 hos mig i 2605 Brøndby.


Amira vil meget kort fortælle om Black Swans historie og præsentere kollektionen. Og så skal der prøves tøj!

Jeg sørger for lidt at drikke og snacks. Og ellers er det bare en uformel aften med hygge  


Du kan betale med alle slags kreditkort. Der er ikke er nogen købetvang, kun prøvetvang!







Jeg har kig på denne (i så fald min første) buksedragt
Flere styles kan ses her

søndag den 24. august 2014

Suppe søndag

I dag har vi startet vores suppe-søndag igen. Det er sådan, at hele efteråret og vinteren, der får vi suppe til aftensmad om søndagen. 

Hjemmelavet suppe har altid været en favorit, da jeg selv var barn. Og det er nem mad, der kan passe sig selv langt hen ad vejen. Det er desuden en god måde lige at få brugt en lidt rynket peberfrugt, en rest pasta eller kød eller at bruge linser, så ungerne ikke opdager, at det er det, de spiser. 

Jeg har hidtil brugt meget at blende grøntsagerne, da yngste søn ikke er særlig vild med varme bløde grøntsager. Denne sæson skal der dog udfordres lidt. Så startede ud med en minestrone med meget fint hakkede grøntsager. Ældste søn var vild med den, han kan godt løbe lidt sur i alle de blendede supper. Den yngste stejlede ikke og spiste også alle de grønne stykker. Succes! 

Næste gang skal vi have en klassiker. Tomatsuppen. Den elsker mine drenge meget højt. Dog helst den fra dåse (Heinz). En "ret" vi fik en del, da jeg var alene med dem. Heldigvis er en anden af deres favoritter hjemmelavet nudelsuppe med tigerrejer og rød karry. Den kommer nok også på programmet inden længe. 

God suppe-søndag :)





Dagens minestrone frit efter Nigella's opskrift


torsdag den 21. august 2014

En halv-akademiker?

I mit indlæg med 20 ting om mig, var et af punkterne jo det med min uddannelse. Jeg har en lidt lang, rodet og underlig uddannelseshistorie. Og det er egentlig lidt et tilfælde, at jeg er endt op, hvor jeg er nu...

Efter min 9. klasses afgangseksamen har jeg taget en Højere Handelseksamen - HHX (min dansklærer var grædefærdig, fordi jeg ikke valgte gymnasiet efter folkeskolen. Hun var sikker på, at jeg spildte mine evner, ved at vælge handelsskolen) og derefter 2 år i lære som kontorelev.


Allerede før jeg blev færdig som kontorassistent, havde jeg besluttet at 'jeg ville noget mere end bare at ende på et kontor' (indsæt selv ironisk smiley). Derfor tog jeg fransk på aftenskole, for at kunne begynde på Handelshøjskolen (nu CBS - ja, jeg er gammel) med engelsk og fransk som fag. Det var dengang jeg var overbevidst om, at jeg skulle være oversætter (indsæt yderligere ironisk smiley!). Drømte om EU og tolkning. Indtil et 03 i fransk eksamen ligesom satte tingene i perspektiv.

Jeg valgte at droppe ud. Havde dog en fantastisk tid der og har en flot eksamen i kommunikation og engelsk. Så søgte derfor ind på Københavns Universitet (KUA - ja det gamle grå/orange/røde - sagde jo, at jeg er gammel) - og fik taget en bachelor i engelsk og minoritetsstudier.   

Jeg fik aldrig brugt min bachelor. For alle ved, at man ikke kan få job med en bachelor alene. Jeg fik aldrig læst kandidaten færdig. Der kom et barn og nogle realiteter i vejen så at sige. Det faste job, fast løn og fritiden uden næsen i bøgerne trak rigtig meget. 

Og nu... nu er jeg af flere omveje endt på et kommune-kontor, som administrativ medarbejder. Meget langt fra sprog og andre kulturer, men på en hylde, der pt. passer mig rigtig godt.

Jeg får ofte fortalt, at jeg ikke er 'prototypen' på en HK'er. At min tilgang til opgaverne er funderet i det akademiske og at det er noget, selv akademikere ikke kan ignorere. Og derfor bilder jeg også mig selv ind, at ingen uddannelse er spildt. Det kan altid bruges til noget. Til hvad, det må man finde ud af hen ad vejen.  





Der er flere forskellige 'søm' på min uddannelsesvej - men tilsammen giver de et helt billede :)

tirsdag den 19. august 2014

Fordi I fortjener det!

Vi skal være gode til at anbefale hinanden i Blogland - også dem vi måske ikke kender så godt... 

Jeg fik et lille spark herfra og har derfor opdateret min blog-liste (peger til højre) - der er nye spændende bekendtskaber på listen, så tjek den ud.

Vil du tippe om en blog, som du læser med på (eller din egen), så smid gerne en kommentar!





Smukke roser på vej til arbejde

søndag den 17. august 2014

Det endte nogenlunde godt...

Det kunne ellers godt have gået hen og blevet en virkelig uheldig uge for mig. Mandagen varslede jo ligesom om, hvad der var i vente...

Tirsdag begyndte da også virkelig skidt, med en stor fed edderkop, som havde forvildet sig ind i mit håndklæde. Så står man der i badet kl-meget-tidlig-morgen og tørrer sig, for så at opdage, at edderkoppen er på vej ned af ens ben.

Onsdag tabte jeg en dunk flydende vaskemiddel ned på stuegulvet. Med det resultat at dunken gik i stykker og der løb vaskemiddel ud over mig, mine sko, gulvet og poserne med vasketøj.

Torsdag 'nøjes' jeg med at spilde vandmelon ned af min skjorte til frokost.

Fredag glemte jeg min cykelhjelm hjemme og måtte køre uden (var panisk angst for, at uhelds-ugen skulle betyde, at jeg lige netop den dag faldt og slog hovedet. Heldigvis skete der intet).

Lørdag var rolig. Der skete kun et lille uheld. Som var min egen skyld (og lidt nødvendigt). Endte med at købe en cykel, der lå en del over min tiltænkte budget.

Søndag har også været nogenlunde, bortset fra at vores vaskesystem var helt i kuk og det var med rent held, at jeg fik sat tøjet over. Hvorpå så først en vaskemaskine gik i stykker. Og så en tørrertumbler. Mens mit tøj var i! WTF...

Krydser I lige fingre for, at det her ikke er noget, der fortsætter ind i næste uge?!!

fredag den 15. august 2014

Fredags pause

Flashback Friday holder pause. Sommerferien (og åbenbart også det gode vejr) er slut og jeg skal i gang med at skrive nye indlæg. 

Eller... Det er i hvert fald intentionen. Denne uge har budt på hverdag - job opstart - skole start osv. efter ferie. Som har trukket lidt på kræfterne. Der burde ellers være sat på kontoen, men lige nu synes jeg den ferie er meget langt væk. 

God fredag derude i blogland. 




Drømmer mig tilbage til ferie, sol og vandkanten. 

tirsdag den 12. august 2014

Spice It - ny webshop

Den søde Dorte som har bloggen familiefletninger har sat gang i et nyt spændende projekt. Nemlig en web-shop med produkter til madlavning plus en masse god inspiration. Spice It hedder det nye initiativ. Jeg har endnu ikke selv fået bestilt noget derfra. Har kun nået et hurtigt kig pga. ferie, men det er helt klart en shop, jeg skal kigge nærmere på. Blandt det jeg nåede, fik jeg kig på denne lille sag, som klart kommer på min ønskeseddel. Og så ved jeg, at mine unger vil blive vilde med dem her ovenpå deres morgen cornflakes.

Jeg har lovet Dorte at bringe deres pressemeddelelse her på bloggen. Fordi vi skal hjælpe hinanden i blogland og fordi jeg gerne vil støtte op omkring gode små initiativer, som fortjener en hånd med på vejen.

Læs beskrivelsen af Spice It nedenfor og kig forbi. Håber du bliver inspireret.


Ny webshop sætter mere smag på livet
Spændende krydderier, tørrede blomsterblade, olier, bouilloner og sjove ting til picnickurven. Spiceit.dk er et univers af smagfulde produkter, der gør madoplevelser både bedre og sjovere. Bag den nye webshop står et århusiansk ægtepar med passion for mad og råvarer lidt ud over det sædvanlige. 

Kryddersmør med lavendel, marengskys med tørrede rosenblade og den nemme smutvej til pulled pork. Spice It er ikke blot en ny webshop med lækre og anderledes produkter til køkkenet – det er også et univers fyldt med inspiration til nye smagsoplevelser. 
Bag Spice It står Nils og Dorte Lehner Weiling – et århusiansk ægtepar med stor kærlighed til mad og gode råvarer.
”Vi elsker at lave og spise god mad og savnede selv rigtig gode krydderier og anderledes pift i vores madlavning. Derfor har vi fundet frem til nogle skønne krydderier og alternative produkter, der er med til at booste smagsoplevelsen – og dem vil vi gerne dele med andre madglade mennesker, ” fortæller Dorte Lehner Weiling.

Det må gerne være sjovt at lave god mad
Ud over krydderier og nytænkte smagspift i form af eksempelvis tørrede bær og blomster byder Spice It også på eksklusivt køkkengrej og finurlige produkter til picnickurven. 
”Vi er en familie med fem hjemmeboende børn, så selvom vi brænder for mad af god kvalitet, er det også vigtigt, at produkterne er praktiske og sjove. Som eksempelvis frysetørrede havtornstykker, der kan pifte morgenmaden på et øjeblik, eller god hvidvin på dåse – lige til at tage med på skovturen,” siger Dorte Lehner Weiling.

På Spiceit.dk kombineres produkterne med gode råd til, hvordan de bruges, og hver måned er der nye, sæsonaktuelle 
opskrifter at finde på hjemmesiden.
”Det er både nemt og sjovt at sætte mere smag på maden, og med Spice It håber vi, at vi kan være med til at give danskerne nye smagsoplevelser og større madglæde,” lyder det fra Nils Lehner. Ægteparret udvælger løbende nye, spændende produkter fra danske og udenlandske leverandører. 

For yderligere information kontakt: Dorte Lehner Weiling, Spice It, tlf. 29 88 26 96, dorte@spiceit.dk


Og her kommer en lille opskrift du selv kan prøve, lige nu hvor lavendel er i blomst.

Kryddersmør med lavendel og timian 





  • 200 g saltet blødt smør
  • 2 tsk tørret lavendel
  • 1 tsk tørret timian
  • 2 tsk frisk finthakket timian
  • 2 fed hvidløg
  • Salt og peber

Rør smørret sammen med hvidløg og krydderurter og smag til med salt og peber. Kom blandingen på et stykke bagepapir og rul det forsigtigt sammen til en rulle. Læg det på køl i minimum 3 timer. Inden servering tages smørret ud og skæres i skiver. Meget velegnet på en bøf, til nye kartofler eller som et nyt twist til dine majskolber.

Opskrift og foto fra Spiceit

mandag den 11. august 2014

Uheldige mandag

Det er hverdag. Og ungernes første skoledag. Vi har tradition for, at jeg den dag henter dem så snart de har fri. Derefter tager vi på restaurant og spiser frokost sammen. En hyggelig dag, hvor vi lige får lagt ferien bag os og kommer godt ind i det nye skoleår på en god måde. 

Af samme grund har jeg ikke startet arbejde i dag, men holdt en fridag. Det gav ligesom ikke nogen mening at tage på arbejde for små 3 timer. Mens ungerne var i skole fik jeg startet op på et noget forsømt løb. Kom ganske vist godt afsted, men lidt sent hjem. For så at være lidt tidspresset med at komme ud af døren i rette tid. 

Det betød, at jeg både nåede at knalde albuen for fuld smadder ind i dørkarmen. På den der måde, hvor det rigtig synger og stråler ud i hele armen flere timer efter.  Og efterfølgende fik åbnet bildøren direkte op i mine 2 måneder gamle briller. Heldigvis skete der ikke noget alvorligt. Ville godt nok have været bittert. 

Resten af dagen gik uden uheld. Og frokosten var en succes. Ungerne valgte selv sushi, som vi alle tre er vilde med. Eftermiddagen brugte vi på at slappe af. Og her til aften fik vi lavet en tiltrængt oprydning i skabene hos den ældste søn. Kommer lige nu i tanke om, at jeg skal smøre madpakker. For første gang i hvad der føles som 100 år (eller bare 6 uger). Så nu slutter indlægget. Håber I alle har haft en god mandag :)




fredag den 8. august 2014

Flashback Friday nr. 5

Jeg holder stadig ferie, men I skal ikke snydes for en Flashback Friday - denne er fra marts 2012 - og heldigvis er det blevet meget bedre, selv om der godt kan være et par episoder engang imellem...

Jeg vil jo bare gerne hjem!

Personaleudgangen på mit arbejde er lige ved den 'officielle' indgang til Kommunen. Det betyder, at jeg skal hen over den lille plads, hvor borgere, mødedeltagere og andet godtfolk står og venter på enten at komme ind eller møder den lukkede dør, forbi de er kommet efter lukketid.

Normalt er det ikke et problem. Dog er det blevet værre det sidste års tid. Der er nemlig dage, hvor jeg skal ud af døren lige efter Kommunen er lukket. Og derfor render jeg lige ind i de frustrerede borgere mv., der ikke kan komme ind.

Jeg ved jo godt, det er sur numse, at de kom for sent. Og jeg prøver med al venlighed at få dem til at forstå, at jeg ikke kan lukke dem ind, medmindre jeg selv følger dem ned til bestemmelsesstedet.

Hvis de har et møde, så siger jeg til dem, at de må ringe til mødearrangøren og få dem til at lukke op. Til borgeren prøver jeg at forklare, at de skal komme i åbningstiden (og det er altid umuligt for dem- og det ved jeg godt, det er det for mange, men det er desværre ikke noget jeg kan rette op).

De ser på mig, som om jeg er en sur kælling. Måske er jeg også det til tider. Men jeg vil jo bare gerne hjem. Jeg skal jo hente børn, handle, til lægen eller har andre aftaler. Jeg gør det ikke for at pisse dem af. Seriøst - jeg ville selv blive ærgelig over ikke at blive lukket ind, men lad være med at udspyde galde over mig! Jeg vil jo bare gerne hjem...


Se indlægget her.


torsdag den 7. august 2014

Andre folks børn

Overskriften hentyder til en statusopdatering, jeg så på Facebook for lidt tid siden. Den var efterfulgt at en 'angry smiley' af dem, der er helt røde i hoved. 

Den var sendt fra Sommerland Sjælland. Hvor jeg var i går. Og jo, der er noget om snakken. Det er ikke alle børn, der er lige gode til at tage hensyn, følge regler osv. 

Men... Jeg prøver, virkelig prøver, at huske mig selv på, at det jo er de irriterende børns forældre, der har skylden her. Og ikke børnene. Det er bare svært. 

Jeg ved ikke selv, hvordan mine drenge opfører sig, når de bliver sluppet løs på egen hånd. Jeg tror ikke, de er grund til 'angry smiley'. Det håber jeg ikke. Det er ikke den feed-back jeg får, når de har været ude med andre. 

Jeg har i hvert fald gjort en indsats for, at de skal opføre sig ordentligt i det offentlige rum. Jeg kan dog ikke fjernstyre dem. Jeg må bare stole på, at de husker de spilleregler, jeg har brugt meget tid på at banke ind i hoved på dem. 
Og her er de i svævebanen i Sommerland Sjælland (som jeg selv prøvede som barn). Virkelig en klassiker. 

onsdag den 6. august 2014

Ferie foto

Her lidt mere ferie-spam. Vejret er herligt. Stranden er god. Der er is. Ingen klager herfra. 














tirsdag den 5. august 2014

Myggestik

Jeg har som barn altid fået mange myggestik. Jeg har arvet tiltrækningen på myg efter min far. Min mor og bror har altid gået nogenlunde forbi, mens min far og jeg tit er endt op med 5-10 stik på en enkel aften. 

Efter jeg blev voksen, og mere allergisk, er jeg også begyndt at udvikle allergi overfor myg. Dvs. et stik hæver, huden bliv rød og udspændt og det klør sindssygt meget. Nogle stik har været så store som bordtennisbolde og virkelig ømme. 

Men... Og dette skriver jeg med fare for at jinxe det hele... Sidste sommer gik det godt. Jeg fik stort set ingen stik og det blev ikke store. I år er jeg indtil videre også gået fri. Og det er så dejligt. Alene det med ikke at være angst for de små kræ og deres virkning. 

I denne uge er jeg i sommerhus, så mon ikke jeg alligevel ender med et par stik inden vi skal hjem. Indtil da nyder jeg bare min myggestik-frie dage. 




Strandudsigt. Vi satser på at bade hver dag!

søndag den 3. august 2014

Ferie holder max!

Jeg er i gang med sidste uge af min sommerferie. Jeg husker at nyde det. For om lidt er det slut og hverdagen melder sig. 1 uge endnu til at slappe af. Jeg håber, I også nyder den gode danske sommer :)









fredag den 1. august 2014

Flashback Friday nr. 4

Denne fredag byder på et gensyn fra august 2012 med et altid godt emne, nemlig det med navne. Et emne alle har en holdning til! Det er nemlig ikke altid nemt for forældre, at finde navne til ens børn. Det er jo ligesom lidt endegyldigt, det man vælger, ik?!!


Har du et populært navn?

Jeg har jo som bekendt 2 sønner. Den ældste er nu 11 år og 'indehaver' af et ikke så brugt navn (i Danmark). Der er omkring 3.800 personer, der hedder det samme til fornavn som ham. Hvilket jo ikke er mange ud af 5 millioner. Hans navn er da heller ikke på top 50 over navne til nyfødte drenge i 2011. Dog ved jeg, at navnet er mere brugt i udlandet, især engelsk-sprogede lande. Og for det meste er det også positive reaktioner han får, når han siger, hvad han hedder.

Det tog en del tid at finde det, dengang hans far og jeg skulle blive enige om et drengenavn. Det var faktisk rimelig svært, for der var flere kriterier i spil:

  • det skulle være kort (pga. langt efternavn),

  • kunne bruges i udlandet (er I klar over, hvor svært det er at hedde Birgitte i udlandet?!!),

  • ikke nemt for andre at lave til øgenavne/drille med (ja, jeg kan remsen 'Birgitte -Birgitte - Begøje' udenad!),

  • ikke for populært (der gik 4 'Thomas' i min skoleklasse - dengang var navnet ret populært), 

  • ikke for sjældent/mærkeligt,

  • og ikke brugt i sammenhænge, hvor jeg eller faderen ville tænke på en idiot dum dreng fra dengang man gik i skole mv.  

Stort set mission impossible! Det lykkes dog til sidst. Drengen fik sit navn på fødegangen.

Men altså, hvordan kan man vide, om man vælger det 'rigtige' navn til sine børn? Det er vel lidt et spil i lotteriet. Jeg mener, jeg ville gerne, at mine børns navne ikke er det som 'Gud-og-hver-mand' hedder. Men de skal heller ikke være over-specielle.

Jeg har venner, hvor barnets navn ikke var ret brugt, da hun blev døbt, men nu er på top 10 over mest brugte pigenavne.

Det er nok lidt en jungle, det der med navne. Håber dog at mine drenge bliver ved med at være glade for deres navn. De er valgt med omtanke (og kærlighed) :-)

PS. Til sammenligning kan jeg nævne, at ingen af mine børn har så populært et navn som mit (what the f* ?!!). Der er over 15.000 personer, der deler navn med mig (det er godt nok på nedadgående og jeg møder dem da heller aldrig - stort set, gad vide om de andre 'Birgitte' bor i Jylland?!!).

PPS. Vil du grave videre i eget/andres navn, så kig forbi her.



Læs indlægget og kommentarer her.