onsdag den 29. april 2020

I disse tider... - del 3

  • Nyder jeg foråret max.! Alle de dejlige farver gør noget godt for humøret.
  • Får jeg gået nogle gode ture - og løbet lidt. Det ses på antallet af fregner i mit ansigt.
  • Spiser vi os pt. igennem ret mange rester fra fryseren. Bortset fra de dage, hvor jeg laver mad - og dermed nye rester.
  • Glemmer jeg at drikke nok vand på hjemmearbejdsdagene. Det er ikke så godt.
  • Er jeg blevet sådan lidt 'ligeglad' med min e-boks. Jeg er ellers typen, der altid læser de ting, som kommer på digital post samme dag. Men i takt med at det har væltet ind og login metoden på mobilen ikke er med ansigts-genkendelse, så kan der godt gå op til en uge, før jeg får læst posten.
  • Skal jeg holde min sidste feriedag i morgen - og jeg har fri d. 1. maj på mit job. Det bliver en dejlig forlænget weekend. Som jeg selvfølgelig har lavet en masse planer for allerede. Burde egentlig bare slappe af med Netflix og min bog.
  • Og nu vi taler om bog, så er jeg næsten færdig med den aktuelle. Så nu overvejer jeg om det skal være en elektronisk bog næste gang. Eller om jeg skal genlæse noget fra reolen. Eller tage forbi min veninde... det bliver nok det sidste.
Læs også del 1 og del 2 i denne serie.


tirsdag den 28. april 2020

Frokost på hjemmearbejdspladsen

Hjemmearbejde har faktisk betydet nogle helt ok frokoster. Mest med rester, for jeg er ikke super fan af rugbrød. Og så har jeg brugt lejligheden til at rydde lidt op i glemte rester fra fryseren.
Det gode ved rester er selvfølgelig også, at jeg undgår madspild. Det betyder også, at der ikke er så meget forberedelse til frokosten. Og så håber jeg selvfølgelig, at mikroovnen holder lidt endnu.
Det sagt, så håber jeg dog også, at jeg snart kan komme på arbejde igen og få mad i kantinen. For vi har en god kantine og jeg savner det store udvalg af grøntsager
Desværre ser det ud til, at det ikke sker foreløbigt. Så indtil da må jeg nøjes med mine hjemme-frokoster.


mandag den 27. april 2020

Skøn søndag

I går fik jeg snøret løbeskoene efter en ufrivillig pause på nogle dage. Jeg har fået overanstrengt mit ene ben, så har sat både hastighed, kilometer og frekvens ned. Så i går blev indledt med en 7 km god løbetur

Efterfølgende gik manden og jeg lige 14 km. Vi har gennem hele perioden haft en veninde, som vi har gået tur med. Hun bor i Brøndby Strand, så ofte går vi derud, går rundt og går tilbage. I går var en ekstra lang tur og stængerne var da også ret ømme, da vi landede hjemme i sofaen.

På turen slog vi forbi et lille ishus, hvor jeg fik årets første soft-ice
Og til dessert om aftenen fik jeg desuden årets første jordbær med mælk og fløde
Og med disse første begivenheder kunne jeg se tilbage på en virkelig skøn og dejlig søndag, trods solen ikke lige var fremme. 



lørdag den 25. april 2020

Bog nr. 13 - To brødre

En af de bøger, som jeg har haft på min huskeliste i umindelige tider. Heldigvis stod den også i reolen hos min veninde og jeg kunne låne den med hjem inden påske-helligdagene begyndte. 
"To brødre" er en rigtig god bog. Også en skræmmende og forfærdelig bog. Den er fyldt med kærlighed og familie og venskab. Der er en god beskrivelse af, hvordan det tyske samfund udvikler sig igennem 1930'erne, samtidig med at familiens historie bliver udrullet.

Det er nemt at relatere udviklingen af nazismen til det stigende fremmedhad i vores aktuelle tid. Samtidig kan jeg også som læser forstå familiens valg og de handlinger, som sker ud af deres kærlighed. 

Jeg kan varmt anbefale denne bog. Læs mere om bogens handling her.


onsdag den 22. april 2020

I disse tider... - del 2



tirsdag den 21. april 2020

Dejlige tulipaner

Det er sørme heldigt, at det har været en solrig april i år. For ellers havde denne Corona tid nok været svær at komme igennem. Tulipanerne er sprunget ud og bringer flere farver ind i udelivet - foråret kommer ganske som det plejer. Det er så smukt at se på.




mandag den 20. april 2020

Tanker om Corona og mit lokalsamfund

Sidste uge havde jeg dette indlæg i lokalavisen. Det kan også læses online her. Det kan ikke komme bag på nogle, at det handler om Corona...
I skrivende stund er vi i gang med fjerde uge af et nedlukket samfund på grund af corona-virus. Og det er vist ikke gået nogen forbi, at vi befinder os midt i en krise. En grim sygdom har spredt sig over hele verden og har også ramt Vestegnen.

Corona har allerede gjort en masse ting ved vores lokalsamfund. Vores børn har været hjemme i lang tid og måske har vi også selv været hjemme. Vores lokalsamfund kører på absolut lavest blus. Butikker er lukket og arrangementer er aflyst.

Denne periode har til gengæld betydet, at flere har fået øjnene op for de mange dejlige udeområder, som vi har på Vestegnen. Der er masser af gode steder, hvor vi har kunne nyde udelivet i de sidste mange uger. For det er jo stort set det eneste, vi har kunne (og måtte) gøre. Så både stranden og skoven har været flittigt besøgt. De fleste mennesker tager gode hensyn til andre og der har endda været ros fra politiet over vores opførsel i det offentlige rum. Vi skal holde afstand og så huske, at der er rigelig med plads til os alle på Vestegnen. Vi behøver ikke alle samles på det samme sted.

Sammenholdet, som er kendetegnet for Vestegnen, står sin prøve i disse tider. For selv om vi er ovre den værste tid lige om lidt, så er der stadig brug for mådehold, afstand og rene hænder. Husk at tage hensyn til andre. Lad være med at klandre andre for, at de ikke gør som dig. Det gør ikke noget godt at gøre sig til dommer over andre. Vis overbærenhed for at alle ikke har samme overskud som dig selv. Brug i stedet tid på at hjælpe andre. Dem som ikke selv kan købe ind. Gå tur sammen og sig hej og vink, når vi passerer hinanden. Køb lokalt og støt de små erhvervsdrivende, så meget som muligt. Det er nu, det hele skal fungere ved fælles hjælp.

Hvordan fremtiden ser ud, når vi kommer over det værste - ja, det er der ingen, der kan spå om. Det vil helt sikkert ikke være det samme Vestegnen, som vi kendte engang. For vi skal i en lang fremtid stadig tage forholdsregler for at undgå at smitte hinanden. Der vil være ting, som ikke går tilbage til normalen.

Jeg håber dog, at vi kommer godt igennem denne coronakrise og ud på den anden side som en anderledes, men stadig genkendelig Vestegn.


fredag den 17. april 2020

Sådan gik påsken

Jeg havde jo påskeferie hele sidste uge. Og det var på mange måder skønt. Og på nogle måder lidt underligt. 
Der er meget, som blev gentagelser af de øvrige dage. Heldigvis var himlen blå og solen skinnede, som aldrig før. Vi kom ud hver dag. Vi spiste påskefrokost med fisk og lune retter, bare os. Vi lavede engelsk morgenmad og nød, at vi ikke skulle op til bestemt tidspunkt.



torsdag den 16. april 2020

Pollen vs. corona

I mit hjem vinder pollen kampen om snot, kløende øjne og hoste. Vi har ikke corona, men vi er allerede ramt af årets pollensæson. Det gode vejr, manglende regn og den stride blæst gør kun tingene værre. Så frem med piller og andre hjælpemidler, trods det skønne forårsvejr. 




onsdag den 15. april 2020

Anbefaling nr. 3 - støt de små iværksættere - Legebutikken

Som lovet så kommer her endnu et indlæg i en række af anbefalinger af lokale/små iværksættere og firmaer. Denne gang vil jeg anbefale Legebutikken.dk - også en kending for dem, som fast læser med herinde.

Legebutikken har både legetøj, interiør, pynt og udeleg. Og jeg har faktisk købt hos dem flere gange. Dog er det mest interiør, som jeg gør mig i. Medmindre jeg skal købe en gave til nogle børn. 

Jeg har flere sæt sengetøj fra Snurk og herunder kan I se mit nyeste sæt. Min yngste søn fik også et sæt plus en pude, som han nærmest ikke har sluppet siden. 
Til august har vi barnedåb i familien og der vil nok også blive bestilt en eller flere ting fra Legebutikken.dk  

Lige nu kan du finde mange gode tilbud på deres hjemmeside. Og i disse hjemme-tider er der masser af aktivitetsbøger, puslespil og perler. Plus en masse gode idéer til ude-leg. Har du små børn hjemme, så vil jeg varmt anbefale, at du kigger på deres side



Anbefalingen her er lavet på mit eget initiativ uden forudgående aftale og er ikke reklame. Omtalte produkter er købt for mine egne penge.


tirsdag den 14. april 2020

Bog nr. 12 - Lad mig dø

Min sidste biblioteksbog hjemme. Så nu må de altså snart gerne åbne igen! Der er dog ikke lige udsigt til, at det sker før efter 10. maj. Så jeg er glad for, at jeg fik hentet nye bøger hos min veninde
Bogens oprindelige titel er "Let me lie", som er en mere sigende overskift, hvis du spørger mig. Der er mange tvist og overraskelser i bogen, mens slutningen er lidt flad efter min mening. 

"Lad mig dø" er mit første bekendskab med Clare Macintosh. Altså, jeg har ikke læst noget af hende før nu, men jeg har flere af hendes bøger på min huskeliste. Og stilen og opbygningen i bogen er meget lig andre i samme genre. Så på mange måder føles det bekendt. Det er en fin bog og handlingen er ikke til at forudse. For Annas forældre har begge begået selvmord - eller har de? Hun får hjælp af den pensionerede politimand Murray og det er svært at skelne mellem sandhed og løgn.





fredag den 10. april 2020

Husk klimaet (også selv om det er corona-tider)

Selv om vi er hjemme, så udkommer Lokalavisen også. Og her er et indlæg fra sidste uges avis:

Dette indlæg skal handle om klimaet og klimaforandringer. Det er nok noget, som mange tænker kan være svært at få indarbejdet i hverdagen. For alle de artikler og tv-udsendelser, som sætter fokus på klimaforandringer, kan være svære at relatere til. Især når man bare har en helt almindelig hverdag på Vestegnen. Det er store tal og fakta, som bliver bragt til bordet - og alle de mange forskellige landes udledninger af co2 kan virke overvældende, når vi sidder hjemme i sofaen med aftenkaffen.

Derfor kan alt det med klima være en svær nød at knække for os alle. For hvordan får vi gjort det bedste for klimaet i den travle hverdag? Det skal helst ikke være for svært at få indarbejdet. Men faktisk er det nok de små tiltag, som kan lykkes bedst med at blive til nye og gode vaner.

Jeg læste for noget tid siden en sætning, omkring det med klimaindsatser, som jeg egentlig synes er på et meget lavpraktisk og logisk plan: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre lidt. Selvfølgelig kan én person eller én families indsats ikke redde hele verdens klimaudfordringer. Men tilsammen kan mange bække små, gøre en stor å - som ordsproget siger.

Hvis vi alle gør en lille indsats, så er det bedre end slet ikke at gøre noget. Plus at alle små indsatser kan batte noget i det samlede regnskab. Hvis f.eks. alle skar bare en flyrejse væk om året, så ville det betyde en hel del i det samlede co2 regnskab. Eller hvis vi alle doserede sæben korrekt i vaskemaskinen, så ville det betyde en hel del mindre belastning på vores spildevandsrenseanlæg.

Der er masser af små tiltag, som vi alle kan gøre i klimaets navn - allerede fra i dag: Spar på vandet ved at bruge vandet fra din elkedel til at vande blomster med. Lad ikke vandet løbe, mens du børster tænder. Skift til miljøvenlige rengøringsprodukter. Genbrug så meget som muligt - både tøj og ting. Mange har allerede fundet ud af, at der er penge at spare ved f.eks. at opsamle regnvand til at vande i haven med. Det er jo ikke kun godt for pengepungen, men også for miljøet. Det er selvfølgelig også bedst, hvis du tager cyklen eller den kollektive trafik i stedet for bilen.

Alting tæller nemlig i det store regnskab og alle kan være med til at finde på nye gode tiltag, som passer lige ned i deres hverdag... Prøv selv!


onsdag den 8. april 2020

I disse tider...

  • Krydser jeg fingre for, at vores mikroovn holder til efter butikkerne lukker op. Den har skrantet længe og er 13 år gammel. Og vi bruger den næsten dagligt. Så det er ikke usædvanligt, at den er lidt i farezonen for at gå i stykker. Men selv om jeg kan købe en ny online, så vil jeg helst ud og se de forskellige modeller fysisk.  
  • Har jeg købt ny el-kedel, da den gamle ikke kunne afkalkes i bund og var begyndt at få rustpletter i bunden af kedlen. Igen, vi taler om en model fra 2012 og den har mere end udtjent sin værnepligt. Jeg købte en ny på nettet og fik den leveret forleden. Det var åbenbart ret let at finde en model, jeg var sikker på opfyldte vores behov (jf. ovenstående). Så nu kan vi både koge vand og få vand til te med forskellige temperaturer.
  • Er det skønt, at vejret er godt. Det gør det mere spiseligt at være hjemme på ferie. Trods det er noget af en opgave at motivere to teenagere til lange gåture. 
  • Får jeg løbet ca. hver anden dag. Jeg løber mellem 6 og 8 km. Og nu kan det altså mærkes i mine knæ.
  • Har jeg været forbi min veninde og hente bøger. Hun arbejder på vores lokale bibliotek og stor bog-fan. Så det var næsten som et lille bibliotek, jeg kunne vælge fra. Jeg ser frem til nogle dejlige påskedage med bog og te.

mandag den 6. april 2020

Feriedag uden indhold

Jeg kan mærke, at denne ferie er lidt svær. For det er ikke sådan, vi plejer at holde ferie. Selv om vi er hjemme i ferien, så er vi næsten altid sammen med andre eller ude og opleve noget. 

Denne ferie er begrænset til at være hjemme og til korte ture udenfor. Selv om det selvfølgelig er virkelig dejligt, ikke at skulle op og arbejde eller sørge for ungernes skole, så er det lidt svært at være i. Vi er hjemme på fjerde uge og det mærkes. Nok mest mentalt, for vi fastholder løbeture og lidt gåture i solskinnet.
I dag har vi ikke lavet meget. Min yngste havde fødselsdag i går, hvor han blev 15 år. Det prøvede vi at fejre lidt med morgenmad, besøg til kaffe udenfor og middag med favorit-retten raclette. Så vi trængte til en dag uden for meget aktivitet. 

Vi fik dog lige hilst udenfor på min svigerfar, som bliver 80 år i dag. Jeg havde bagt hindbærsnitter til ham og min svigermor. Efterfølgende gik vi en tur ved Vestvolden og vi så også 'sovende Louis'. 


søndag den 5. april 2020

Søndag på en lørdag

I går var en langsom dag. Lidt som en søndag. Vi sov længe. Vi fik hjemmelavede boller og æg. Vi så tv. Vi lavede påskeæg med marcipan og chokolade. Vi vaskede tøj. Vi fik traditionel påskefrokost. Og så mere tv. Vi spiste is. Og flød på sofaen. En dejlig dag, hvor ferien rigtig blev skudt i gang. 

torsdag den 2. april 2020

Påskeferie lige om lidt

Jeg går på ferie lige om lidt. Altså når jeg holder fyraften i aften. Og måske tænker du derude, at der ikke er nogen forskel fra de sidste tre uger

Men jo, jeg skal holde ferie. Og det betyder, at jeg ikke skal op til bestemt tidspunkt. At jeg ikke skal arbejde og være online indtil en fyraften. Det betyder også, at jeg kan løbe eller gå en tur, når jeg har lyst - og når det passer ind i mit skema. Det gør, at jeg kan tage ud med ungerne eller hygge ekstra længe over morgenmaden. 
Så ja, selv om der stadig er corona-lukket i landet og vi ikke skal noget (andet end at være hjemme), så glæder jeg mig alligevel til ferie.