onsdag den 4. december 2019

Black Friday og forbrug

Jeg holder mig stadig på den gode side af tøj-indkøb (dvs. ingenting). Jeg har intet købt, selv om flere af mine strømpebukser virkelig trænger til en udskiftning. Jeg har sorteret for 3. gang i mit skab. Jeg har brugt sommernederdele og kjoler med trøjer over og leggins under. Og jeg har haft en kritisk tilgang til alt, hvad jeg har haft på den seneste måned.

Black Friday var dog en lang strøm af fristelser. På forhånd havde jeg udset mig nogle fødselsdags- og julegaver, som skulle indkøbes. Og det blev de. 

Men hold op, hvor var det svært ikke at lade sig friste. Det væltede ind med mails med gode tilbud allerede fra onsdag og det stoppede faktisk først i går. Mange af mine julegaveønsker var også på tilbud. Så det krævede en del selvbeherskelse IKKE at købe noget ekstra, nu jeg var i gang med at shoppe.

Nu er en del julegaver kommet i hus og jeg er gået i tænkeboks med de sidste. Hvis du leder efter en julegave med mening, så kan jeg anbefale armbånd og/eller øreringe fra Musali. Jeg har lige købt (endnu) et armbånd og dermed hjulpet med at støtte kvinderne i Zambia - læs mere om projektet her.



tirsdag den 3. december 2019

Jule-indledning

I går havde min yngste klippe-klister dag i skolen. Julens mange forberedelser og traditioner er nu for alvor skudt i gang. 

Weekenden blev da også indledt med, at vi fandt julepynten frem og pyntede hele lejligheden. Lørdag var ungerne i Tivoli med mine forældre og jeg var på den traditionelle tur med min svigerinde for at se Royal Copenhagen juleborde. Ganske som sidste og forrige år og året før det.

I år var temaet hav. Og det kom der en masse forskellige borde ud af. Jeg har valgt at vise mine favoritter ovenfor - resten kan I se på min Instagram. Jeg fik shoppet lidt julegaver bagefter og så stod lørdag aften på afslapning.
Søndag var vi til kirkens julemarked og en ny tradition - juletræs-tænding på Rådhuset. Begge dele super hyggelige og heldigvis regnede det ikke! 

Julen og december er her for fuld drøn og jeg prøver at nyde 'den søde juletid' uden for meget stress...


søndag den 1. december 2019

1-års julestjerne jubilæum

Vi har overstået 1. søndag i advent. Og dermed holder min yngstes og min julestjerne 1-års jubilæum. Faktisk er det en stor fælles indsats, at planten stadig er i live. Min yngste vandt den i tombola på julemarked sidste år  - den 1. søndag i advent. 


Julestjernen har ikke fået nye blomster og den er også en smule tynd efterhånden, selv om den er vokset. Jeg ved faktisk ingenting om julestjerner - og om man overhoved kan få dem til at blomstre igen. 

Men under alle omstændigheder så har den nu overlevet i et år herhjemme og det er i sig selv en stor bedrift!