onsdag den 17. juli 2019

Hjemme igen i DK

Vi kom hjem fra Korfu meget sent søndag. Lige omkring midnat faktisk. Så det har været nogle dage med afslapning, udpakning, oprydning og tøjvask. Vejret er knap så fantastisk, men det har også været fint.

Faktisk har der været flere dejlige ting ved at komme hjem til Danmark:
  • Man kan drikke vand direkte fra hanen igen og ikke skulle købe vand på flaske hele tiden.
  • Man kan smide papir i toilettet og ikke i den spand, som står ved siden af toilettet.
  • Man skal ikke smøres ind i solcreme flere gange dagligt.
  • Man skal ikke finde skygge eller aircondition for hver 25 meter, man går.
  • Man kan bruge andet tøj end bikini og toppe.
  • Man behøver ikke have solbriller på fra morgen til aften.
  • Man kan tage mascara på, uden at den er smeltet efter 30 min. 
Til gengæld så har man ikke dette kønne syn...

tirsdag den 16. juli 2019

Bog nr. 14 - The Girl in the Letter

Denne bog har jeg arvet fra en Instagram-veninde. Det er så fint, når bøger kan gå videre i stedet for at dø på en hylde...

Denne bog er en rigtig fin bog. God handling som springer mellem tid, omend den er lidt forudsigelig til tider. Der er enkelte karakterer, som tabes undervejs og ikke helt bliver foldet ud. Den er dog sådan en bog, som man gerne liiige vil læse lidt videre i, selv om man burde gå i seng.

Helt enkelt handler den om en graviditet, som skal gemmes væk. Ivy sendes væk i skam for at føde sin baby. Hvordan det hænger sammen med journalisten Sam og hendes liv og familie foldes fint ud på de lidt over 350 sider.

Den er ikke oversat til dansk endnu. Jeg læste den engelske udgave på tre dage. Hvis du vil læse den/arve den, så skriv til mig. Så kommer den videre ud i verden.


torsdag den 11. juli 2019

Ferie-indlæg

Jeg er midt i min sommerferie. Faktisk én dag over midten. Det er allerede sket en masse i ferien indtil nu. Og så alligevel ikke. Der har været tid til at slappe af. Lade op. 

Lige nu er vi på Korfu. Det er varmt. Der er god mad. Masser af stunder ved vandet. Fregner der titter frem, som følge af meget sol. 

Sommerferien er halvt gået. Eller der er halvt tilbage. Det er dejligt. 

lørdag den 6. juli 2019

Det danske sommervejr

Ja, i går var det sådan her:
Og den anden dag - og i dag - så står den på heldagsregn. 

Det er koldt og varmt på skift. En typisk dansk sommer? 

Under alle omstændigheder, så er jeg ikke ked af, at vi tager en tur ned i varmen i morgen...


fredag den 5. juli 2019

Berlin var fin...

Men ikke fantastisk. Jeg ved ikke. Jeg fik ikke den der wow-fornemmelse af byen. Jeg synes, den var stor, tung, grå... men måske er det bare mig. Jeg er jo inkarneret London-fan, men faktisk også glad for Barcelona og Lissabon

Berlin var fin og det var fantastisk at se Brandenburger Tor og resterne af Berlin Muren. Vejret var ret så hedt søndag, da vi ankom. 39 grader sneg den sig op på og det var helt ulideligt for især mig. Jeg bliver aldrig god til så ekstrem varme. 

Vi ankom som sagt søndag. Nogle kunne godt have fortalt mig, at alt stort set var lukket om søndagen. Det var lige gået min næse forbi. Så det var ikke meget køleskabet kunne fyldes med. Vi boede i en stor lejlighed i Charlottenburg, ca. 5 km. fra centrum. 
Charlottenburg slot

Den første dag gik med at få fundet et sted at få frokost og gå en lille tur i nærområdet. Mandagen var straks bedre med temperaturer på 28 grader og en tur til midten. 

Vi var på spionmuseum, Rittersport Musem/butikken og ved Brandenburger Tor og det jødiske mindesmærke. Yngste og jeg nåede også Teknisk Museum og et smut til Checkpoint Charlie om tirsdagen.
Brandenburger Tor

Teknisk Museum

Derefter var det hjem igen onsdag. Havde det været kun en voksentur, havde vi nok brugt mere tid på at shoppe og bare gå rundt og opleve byen. Vi gik en fin lang tur onsdag, men må nok bare indrømme at det at gå uden mål, ikke er særlig attraktivt for børn.

Jeg vil ikke afvise, at jeg kommer tilbage til Berlin en anden gang. Jeg fik nok ikke set det hele trods alt...



torsdag den 4. juli 2019

Bog nr. 13 - Øens hemmeligheder

Feriebøger. Jeg elsker dem. Lette bøger, som ikke kræver for meget tankevirksomhed. 
Sådan en bog er 'Øens hemmelighed'. God og ikke for tankevækkende. Ligetil og uden et kompliceret plot. Handlingen halter lidt nogle steder og flere bi-historier bliver ikke rigtig sluttet af. Der springes frem og tilbage mellem fortid og nutid og det fungerer som 'sædvanligt' for forfatteren. Ikke hendes bedste bog. Men alligevel en fin bog til stranden eller en storm- og regnfuld aften (danske sommer, jeg kigger på dig!).