Viser opslag med etiketten Vinter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vinter. Vis alle opslag

onsdag den 3. marts 2021

Flere lækkerier (fra februar)

Februar var fyldt med fastelavnsboller og pandekager og andre lækkerier. Jeg fik bagt en slags müsli-kage med bær og resten af bærrene lavede jeg til topping på min yoghurt.    
Måske jeg skulle begynde at kigge efter om nogle bagere sælger noget, der ligner fastelavnsboller?!!

søndag den 21. februar 2021

Smuk natur og den måske sidste fastelavnsbolle

Fredag fik jeg årets måske sidste fastelavnsbolle. Én fra den lokale bager med saltkaramel. Jeg er næsten ved at nå dertil, hvor jeg er mæt af fastelavnsboller. Jeg kan dog ikke afvise, at jeg måske vil købe en efter ferie, hvis lejligheden skulle byde sig...
Og i går ankom vi til sommerhuset. Et dejligt hus med god plads til os alle. Vi gik en lang tur langs stranden, mens mørket faldt på. I dag har budt på solskin, vinterbadning, løbetur og masser af frisk luft - der er forår i luften. Så nu sidder jeg her med røde kinder og prøver at tage mig sammen til at begynde på lidt aftensmad. 




torsdag den 18. februar 2021

Frokost på hjemmearbejdspladsen

De sidste par uger har frokosterne været af svingende karakter. For jeg har egentlig ikke haft tid til at lave så meget og der har ikke været så mange rester. 

Så det er mest endt med en hurtig rugbrød, en nudelsuppe eller en omgang havregrød. Dog har der var et par 'hit' nogle dage, som I kan se nedenfor. 

Jeg må indrømme, at jeg efterhånden savner vores kantine. Primært fordi jeg ikke får spist nok grøntsager herhjemme. 
Pølsemix med æg, champignon og pølser.
Hjemmelavet pizza.
Lun fiskefilet med remoulade.


onsdag den 17. februar 2021

I dag har jeg fødselsdag!

I rigtig mange år har jeg fejret min fødselsdag på vej til Norge eller i Norge på vores årlige skiferie. Jeg kan næsten ikke huske, hvornår jeg sidst har haft fødselsdag på en hverdag hjemme i Danmark. Det er i hvert fald over 9 år siden.

Men i år er alt rykket og vendt på hoved - og nu vi alligevel ikke skal på skiferie, så er det fint at have fødselsdag på en helt almindelig onsdag. Jeg ville gerne have fejret den med mine kolleager på kontoret. I stedet må jeg være herhjemme og kigge ud på tåge og finregn. 

Vi fejrede dagen herhjemme på forhånd i søndags. Min ældste har nemlig haft aften/nattevagt og sover, inden han skal afsted på job igen. Min yngste har online skole og skal på arbejde senere. Jeg har selv været på arbejde hjemmefra, mens manden var på kontoret. Det er en af de dage, hvor vi ikke mødes alle fire på noget tidspunkt! 

Jeg har dog fået fine blomster og en masse gaver i dag - og hilsner fra nær og fjern (og på alle medier). Så det har været en super dag indtil videre.

tirsdag den 16. februar 2021

Snart vinterferie

Nå men altså, jeg har ikke vinterferie før på fredag. Min yngste har ferie i uge 8, modsat mange andre. Og egentlig er det vel også lidt lige meget, for der er ikke særlig mange aktiviteter i denne tid. 

Vi har vekslet vores skiferie til en uge i sommerhus og yngste og jeg tager afsted med mine forældre på lørdag. Det er med vekslende selskab, for nogle har arbejde og studie at passe og der kommer også besøg (indenfor samme boble)

Så jeg er så småt begyndt at glæde mig til at slappe af og vågne uden vækkeur. Til at spise god mad, læse bøger, se tv og gå lange ture. Det skulle blive helt 'varmt' i næste uge med plusgrader. Jeg er tilfreds, bare det ikke regner alle dage!

mandag den 15. februar 2021

Weekend på bagkant

Der var pizza og fastelavnsboller. Der var også gåtur i skoven. En cykeltur og løbetur. Og to (negative) corona test. Der var super flot solskin og frost. Og slik og sofahygge. Der var Valentins gaver og en tidlig fødselsdagsfejring. Og jeg fik ikke taget et eneste billede af det. 

Til gengæld fangede jeg den flotteste aftenhimmel og en skov, som snart vågner op til forårs-dåd. Jeg håber også, at I har haft en dejlig weekend...

søndag den 14. februar 2021

Blomster på mit bord

Jeg er gået all in på tulipaner i denne måned. Jeg elsker mange forskellige slags blomster, selv om min favorit er nelliken
Tulipaner er dog en sikker forårs bebuder og jeg har derfor købt dem flere gange denne måned. Den der knitrende lyd og deres duft er bare virkelig skøn. Og så støtter jeg den lokale blomsterbutik.


fredag den 12. februar 2021

Et års glæde

Det er et år, siden jeg fik mit Apple Watch og jeg er stadig virkelig glad for det. Jeg havde ikke troet, at jeg ville blive så glad for et gadget ur. 

Jeg har brugt noget nær alle funktioner på det - og det har desuden hjulpet med fokus på bevægelse i det daglige. Derudover har det gjort, at jeg får lavet små daglige meditationsøvelser. 

Det er selvfølgelig også en gadget og jeg er bestemt også glad for at kunne se beskeder mv. på uret. 

Desuden synes jeg bare stadig, det er et pænt ur - ikke for klodset eller for lille i skærmen.


onsdag den 10. februar 2021

Juletræ og sne

Vi har stadig vores juletræ stående på altanen. Det flyttede derud d. 29. december efter en lille uges tid indenfor. Da vi ikke troede, vi skulle have et træ, så var vi lidt sent ude med at få det købt. Resultatet var, at træet faktisk stadig var flot, da det blev båret ud. 

Jeg synes, det var hyggeligt at have lidt at kigge på derude, nu det hele var januar gråt og jeg er på permanent hjemmearbejde. Så efterhånden har det bare stået og pyntet på altanen i lang tid. Nogle gange i sol og andre gange med sne. Det drysser ikke, fordi det er så koldt udenfor og det er faktisk stadig flot at se på.

Så hvem ved? Måske kommer julen til at vare lige til påske her hos os? 

tirsdag den 9. februar 2021

Siden Lille-juleaften

Ja sgu, siden 23. december har jeg løbet hver anden dag. Ikke langt eller tidsmæssige rekorder. Bare sådan... løb.

Det har været dage i mørke, i sol, i regn, i sne og i blæst. Mest af alt har det været en kæmpe optur, at jeg har kunne få mig selv ud hver anden dag.

Nu har jeg fået en lille overbelastningsskade. Jeg burde nok holde en pause. Jeg ser lige tiden an.



mandag den 8. februar 2021

Hold ud og hold kontakten

Vi begynder ugen med mit indlæg fra Lokalavisen - i sidste uge havde jeg dette indlæg med:
Når jeg skriver mine indlæg her til avisen, så er det ofte med en deadline på op til 14 dage før udgivelse. Og i disse tider må jeg erkende, at der kan ske rigtig meget på 14 dage. Corona-restriktioner kan komme ud af det blå (synes man) eller ændres over natten. Og verden kan se ganske anderledes ud, når mit indlæg bliver trykt, end situationen var, da jeg skrev det.

I skrivende stund har vi levet med corona og alle følgerne heraf i 10 måneder. Det er lang tid og det har bestemt også været nogle ret udfordrende måneder. For at sige det mildt. Ikke mindst på grund af den store omstillingsparathed, som vi alle har skulle udvise. Situationen er svær at navigere i, synes jeg.

Al dette kan ikke undgå at sætte sine spor i os. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange mennesker, der nu for alvor føler sig isoleret og ensomme under denne krise. Når alt er lukket ned, så bliver vores interaktion med andre voldsomt begrænset. Og vores adfærd er begrænset, så det kan være svært at ændre på noget.

Tristheden er udbredt her i en grå og våd januar, som føles lang som et ondt år. Jeg prøver - ligesom alle andre - at holde humøret oppe og være positiv og se fremad. Det er svært og jeg indrømmer gerne, at det ikke er alle dage, som er lige gode.

Jeg har derfor lovet mig selv, at jeg her i vinter skal være bedre til at holde kontakten med mine venner og familie. Jeg vil skrive og ringe mere og sørge for at give flere i min omgangskreds lidt opmærksomhed. Min veninde havde f.eks. fødselsdag her i begyndelsen af januar og jeg har ikke set hende siden september. Så jeg sendte hende en fin buket blomster for at lade hende vide, at jeg tænkte på hende. En anden veninde går jeg tur med udenfor, selv i regn og rusk. Andre har jeg forsøgt at huske med små gaver, en mail eller en opringning.

Det er virkelig vigtigt, at vi er gode ved hinanden og os selv. At vi husker, at vi ikke er alene om at have det stramt med tingenes tilstand. Måske kan du selv genkende nogle af mine tanker i dette indlæg? Jeg håber, at vi alle kan være med til at passe bedre på hinanden i disse lidt strenge tider.

lørdag den 6. februar 2021

Frost og blå himmel

Sikke en lørdag. Se lige den blå himmel! Solskin gør altså noget godt for humøret. Det samme gør 9 km. i benene i form af en gåtur rundt i Brøndby. Og så en fastelavnsbolle og en kop te hjemme i varmen. 


fredag den 5. februar 2021

Rastløshed og weekend

I går spurgte min mand, hvad vi skulle lave i weekenden. Jeg ved det ikke... Og jeg kan godt mærke, at jeg efterhånden er en smule rastløs og modløs over ikke at kunne lave noget særligt (andet end gåture og løbeture og Netflix). 

Jeg savner at tage til København og gå tur i Tivoli, at gå i butikker og på café eller se venner og familie (i større antal). Alle de små ting, som man egentlig tager for givet. Weekenderne er tvungen afslapning og det er også dejligt. Men jeg glæder mig godt nok også til, at tingene bliver mere normale.

Solen skulle komme i morgen - og det er altid et lyspunkt. Det samme er de fine tulipaner, som har stået over en uge i min stue. God weekend derude...

onsdag den 3. februar 2021

Hjemmekontor frokost/morgenmad

Her på hjemmekontoret flyder tiden nogle gange sammen, så jeg ikke altid får spist på de "normale" tidspunkter på dagen. Det er nok ulempen ved hjemmearbejde. For desværre indtager jeg de fleste måltider (morgenmad og frokost) foran skærmen i en pause (eller et online møde). Til gengæld prøver jeg så at prioritere en gåtur udenfor.

Det sidste stykke tid har der været flere skønne rester, men der har også været en dag med rugbrød. 
Morgenmaden er ofte yoghurt eller noget cornflakes. Måske en bolle, hvis vi har nogle tilbage fra weekenden. Ellers prøver jeg at gøre det enten nemt eller hurtigt - og helst begge dele. Kaffen er essentiel og derfor er selve morgenmaden ikke så vigtig for mig. Jeg kan jo netop pga. hjemmearbejde, bare gå ud og tage noget andet/mere, hvis jeg bliver sulten igen. 
Jeg har også fået bagt i sidste uge. På en lang torsdag er det skønt (endelig) at slippe arbejdet og så gå i køkkenet og afstresse med noget dej. Jeg bagte boller med alle julens rester: marcipan, chokolade, æble, rosiner, kanel, ingefær og vanilje. De duftede så skønt og smagte også rigtig godt. 


mandag den 1. februar 2021

Forresten…

Så er det underligt at have en blog om livet, når livet ikke byder på særlig meget for tiden. 

Både lørdag og søndag er gået med at være meget udenfor, fordi solen tittede lidt frem, men også fordi der ikke er specielt meget andet at lave. Jo Netflix og sofahygge, men det duer ikke en hel dag med solskin. 

Jeg er begyndt at gå med hue. Fordi det er koldt udenfor. Jeg elsker frostvejr jo. Selv om det smerter for tiden at vide, at der ikke kommer en skiferie, så prøver jeg at nyde vintervejret i Danmark.

Om nogle uger tager vi alligevel på vinterferie. Det er bare i sommerhus. Og der skal planlægges lidt og pakkes og sådan. Så går der lidt tid med det...

fredag den 29. januar 2021

En måned mere hjemme...

Det er godt, at vi fik besked om forlængelsen af restriktionerne allerede. Jeg kan ligesom bedre kapere det hele så. Selv om det er ærgerligt, at vi skal være endnu længere tid hjemme.

Jeg har været på kontoret i dag og der er underligt tomt her. Glæder mig til vinteren er forbi og vi kan gå mod mere normale tilstande.


onsdag den 27. januar 2021

Naturen i skumringen

Jeg er ikke helt færdig med at sukke over naturen i Dronningmølle
Særligt lyset, når solen er på vej ned. Skumringstimen. Det var så smukt. Næsten helt umuligt at fange med et mobil-kamera.

tirsdag den 26. januar 2021

Weekend i Dronningmølle

Det var koldt og til tider blæsende. Og vi brugte ret mange penge på at varme sommerhuset op. Men ahhhh, hvor var det også skønt at komme lidt væk. At være tæt ved havet. Og ikke have nogle deadlines eller ting, man skulle nå.

Sidst jeg var i Dronningmølle er en del år siden, men ikke meget er ændret. Naturen er stadig smuk og der er stadig gode lange ture at gå i området. 

Det og løbeture - og læsning og en del tv. Kombineret med god mad og sløve morgener med kaffe i sofaen. Ja, så gik den weekend egentlig ret hurtigt...


mandag den 25. januar 2021

Anderledes snaps fra Bornholm

Dette er en anbefaling, men ikke reklame. 

Jeg kender Line fra dengang, hun boede i Københavns området og vi begge deltog i Black Swan arrangementer mv. 

Siden hen er Line flyttet til Bornholm og har her startet en lille ny virksomhed med snaps og syp. 

Det er absolut et besøg værd, også hvis du ikke kan lide snaps. Jeg købte en blåbærsnaps til julefrokosten og alle synes, den var blød og rund i smagen og absolut ikke at sammenligne med en 'almindelig' rød Ålborg. 

Vi skal støtte de små iværksættere. så jeg håber, at du vil hjælpe med at sprede ordet og måske selv er interesseret i at købe og smage noget helt nyt. Der er flere dejlige varianter - og ellers kan man få en smagekasse med 5 små flasker forskellig snaps og syp. 

OG! Lige nu er der 15% rabat på webshoppen med koden: 15PROCENT. - indtil fredag...


søndag den 24. januar 2021

Bog nr. 1 - American Dirt

Årets første bog! Jeg har været lidt længe om at få læst den. Dels fordi, den er på engelsk og derved er læsehastigheden ikke så høj. Og dels fordi jeg også har skulle læse op til eksamen (som var i onsdags). Og så vil jeg godt indrømme, at der er røget lidt mere Netflix indenbords end normalt. 

Det ER en god bog. Den er tragisk og der er tidpunkter, hvor jeg følte, at nu kunne der dog ikke ske flere dårlige ting og ulykker i historiens handling. Den er grum, men samtidig gennemsyret af håb og af kærlighed.

Den springer mellem flere personers synspunkt og deres opfattelse af situationerne og det fungerer faktisk rigtig godt.

Handlingen er egentlig meget simpel - Lydia og hendes søn flygter gennem Mexico mod det forjættede USA, for at undslippe kartellet. Alle strabadser igennem rejsen, dem de møder og hjælp og ulykke er beskrevet, som var det forfatteren selv, der havde gennemgået dem.

Faktisk forstår jeg godt, at bogen har fået stor ros - og jeg er helt sikker på, at dette er en bog, jeg vil huske i lang tid fremover. Bogen hedder 'Jordens salt' på dansk.