mandag den 24. september 2018

Søndag med sol og kastanjer

Måske I kan huske mit indlæg sidste år omkring kastanjer? I går fik jeg konstateret, at kastanjer er der nok af i år - og de er ret store og lige til at samle op fra jorden. 

Yngstesøn og jeg gik en lang tur på over én time i går eftermiddag. Det var koldt, men også solskin. Vi samlede kastanjer og grankogler. Yngste gik på jagt efter de perfekte pinde. Det var en søndag med gode lykkeglimt.




lørdag den 22. september 2018

Roser i Tivoli

På dage med rigtigt efterårsvejr, så er det dejligt at se tilbage på sidste uge, hvor jeg var i Tivoli. Her var nemlig de allersidste roser i fuld flor. De er så flotte og farverige, at man ikke kan undgå at komme i godt humør af dem.












torsdag den 20. september 2018

Bog nr. 30 - Lone Star

Denne bog har jeg desværre været længe om at læse. Det er ikke fordi, den er dårlig. Faktisk er den helt ekseptionel og fantastisk. 

Desværre har der bare ikke været tid til at sluge den. Der kom lektier og træthed og livet i vejen. Det er ret ærgerligt, fordi jeg så brugte en del tid på at bladre tilbage i den. Bla. på grund af det ret store persongalleri. Man skal altså helst ikke slippe den i for mange dage. Denne bog fortjener fuld opmærksomhed fra læseren.

Bogen er selvbiografisk. Den er klog i tilbageblikket på en ret usædvanlig barndom. Hvor forfatterens far bor i USA og hun selv bor i Danmark. Der er søskende, stedmor, drama og skuffelser. Der er også glæder og små unikke stunder. Det hele fortælles i spring. Frem og tilbage i tid og i lande. Det fungerer godt og jeg er lige ved at sige, heldigvis er den ikke kronologisk. Og sproget - oh la la, så flot. Jeg kan varmt anbefale denne bog, omend den er speciel i både form og historie valg.

tirsdag den 18. september 2018

Glimt fra en ret så fin weekend

Fredag fik jeg faktisk ros. Af hende hud-damen (hvis man kan kalde nogen det). Min gode vane med at drikke mere vand har givet resultater for min hud. Hydrationen er på 99%. Det er da ret flot.

Bagefter gik vi gennem Stræderne i stedet for Strøget. Et gammelt 'trick' som jeg kender fra da jeg arbejdede inde i city. Jeg arbejdede på et tidspunkt på et kontor lige over Café Kys i Læderstræde. Stræderne har hygge, små finurlige butikker og knap så mange turister, modsat Strøget. 

Her ligger også Bertels Salon, som er eksperter i cheesecake. Skal du til København en dag, så gå derind og få kage og kaffe*. Du vil ikke fortryde. Jo, måske kan det være svært at vælge hvilken kage, du skal smage. *(ingen spons, blot anbefaling).
Med kaffe og kage lyst stillet gik vi i Tivoli og så de allersidste blomster, inden de lukker for sommersæsonen. 
Lørdag gik med mandens fødselsdag. Lagkage og boller med varm kakao til. Helt traditionelt. Jeg lavede en virkelig lækker og flot (synes jeg selv) lagkage med lemon curd, Bastogne kiks og bærskum. Desværre glemte jeg at tage billeder af den. 

Til aftensmad fik vi en omgang take-away sushi fra vores lokale biks. Det er den bedste i området. Og heldigvis elsker både jeg og manden sushi.
Søndag var jeg med to veninder ude og spise brunch. Hold op det var lækkert og vejret var så godt. Vi gik en tur i skoven bagefter og fik snakket livet igennem. 

Så alt i alt en skøn weekend - sådan én der er dejlig at tænke tilbage på en helt almindelig tirsdag.


mandag den 17. september 2018

Kommentarer kan være svært

I er et par stykker, som har skrevet til mig omkring kommentarer på bloggen. Åbenbart har der været et 'udfald', så kommentarer ikke kom igennem. 

Det skyldes ikke noget, som jeg har gjort eller ændret. Desværre er det heller ikke første gang, jeg støder på problemet. Og jeg kan heller ikke genfinde det, som I har skrevet.

Platformen jeg bruger til min blog er 'Blogger'. Og for det meste er den rigtig god. Den kan have nedbrud, som oftest resulterer i, at der ikke kan kommenteres. Dog går det godt, hvis man bruger en Google konto som udgangspunkt. Det gør ikke alle - og det skal også være muligt at kommentere uden sådan én. 

Jeg har et par gange overvejet at skifte til Wordpress i stedet for Blogger. Det brugte jeg i tidernes morgen, da bloggen var knyttet op på Urban avisen. Jeg synes dog, det er en del teknisk. For jeg kan (for det meste) godt lide Blogger. Platformen kan ikke så meget, men det er fint til mit behov. 

Jeg beklager altså endnu engang, at der har været problemer med at kommentere. Jeg håber, at I ikke er skræmt helt væk fra at kommentere på andre indlæg.

Smiley på dæksel - en del af kunsten fra min yngstes skole


søndag den 16. september 2018

Har du fundet en bænk?!!

Denne uge har jeg skrevet (endnu) et indlæg til lokalavisen. Det kan du læse her - og det handler om noget så vildt som bænke (og alderdom).
"Når jeg bliver gammel, så vil jeg sidde på en bænk, der hvor havet slår ind over molen". Sådan lyder linjen i sangen fra Gnags. Jeg kommer altid til at tænke på den sang, når jeg tænker på at være gammel.

Jeg føler mig ikke gammel lige nu, men kan nok ikke nægte at årene flyver af sted og jeg rykker længere mod den alder, hvor f.eks. pension begynder at betyde noget. Alderdom og pension er i min alder ikke kun noget, man tænker på en gang imellem, men også noget, som man skal tage aktivt stilling til.

Og jeg tænker da også en del over min alder og kommende boligsituation for tiden. Jeg er sikker i min sag om, at lejebolig er det rigtige for mig. Jeg duer ikke til at have mine penge bundet op i mursten eller anden fast ejendom. Til gengæld så er jeg også ret sikker på, at jeg gerne vil flytte i noget mindre når (eller lige før) pensionen træder ind. Jeg vil nemlig gerne have det økonomiske frirum til at kunne rejse. Ud over det, så er jeg virkelig ikke fan af at gøre rent. Så det vil ikke gøre mig spor, hvis jeg skulle flytte til en del mindre kvadratmeter. Så længe jeg kan blive på Vestegnen, så er det nok planen.

I sidste måned var jeg en tur i nabo-kommunen. Jeg skulle se én af de fine (fugle)Reder, som er bygget i forbindelse med Vestegnens Kulturuge 2018. Det var dog også noget af en tur ned af »Memory Lane«. For jeg kom en tur gennem det kvarter, hvor jeg har brugt en del af min ungdom. Og hold nu op, hvor havde jeg mange gode og sjove minder fra den tid. Jeg drømte som ung aldrig om at flytte til København, men var helt indstillet på at pendle til og fra studie. Derfor boede jeg på Vestegnen gennem hele min studietid. Det var slet ikke et problem for mig og jeg elskede følelsen af »at komme hjem«, når jeg landede med s-toget.

Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvor på Vestegnen jeg gerne vil blive gammel. Der er mange ting, der skal tages hensyn til. Og hvem ved, hvad jeg vil søge efter om 20 år? Men jeg har allerede fundet en bænk. På stranden helt nede ved vandet. Den er så god at sidde på og bare kigge på havet og solnedgangen. Og som det bedste, så er den beliggende lige på Vestegnen.


fredag den 14. september 2018

Weekend upcoming

Jeg er stadig træt. Dog har jeg prøvet at skrue lidt ned for ambitionerne sådan generelt og det går. 

Altså jeg er stadig irriteret over, at jeg ikke får læst mere. Men jeg er snart færdig med min bog og den er god! Mere om det i et senere indlæg.

Jeg skal til København i dag og have ansigtsbehandling. Det bliver dejligt, selv om det er i en stol i Magasin. Jeg elsker bare at blive forkælet på den måde.

Og ellers går weekenden med fødselsdagsfejring (manden og en veninde). Der skal laves lagkage og der skal spises brunch. Det skal nok blive godt.
Og her er mine tirsdags-fødder!

torsdag den 13. september 2018

Oh hello...

Jeg er krøbet i gummisko. Selv om jeg ellers havde sandaler på helt indtil tirsdag. 

Jeg kan godt lide efterår, men det er altid lidt vemodigt, når jeg skal sige farvel (og på gensyn) til klip-klapperne. 

Til gengæld er gummisko godt for tiden, for jeg render stærkt. Både på job, skole, trafikken og hjemme. 

Så - hej! Alt er godt, men jeg har bare ikke haft tid til bloggen. 


mandag den 10. september 2018

Når unge laver kunst

På min yngstes skole har de hvert år nogle 'luksus-uger'. dvs. at den almindelige undervisning er suspenderet og de laver forskellige emne-relaterede ting i stedet. Jeg havde noget lignende på min egen folkeskole. Denne gang var der forskellige værksteder i ugens løb og min yngste søn var i Kunst-værkstedet. I torsdags var der så åbent hus og vi forældre kunne komme og se, hvad børnene havde lavet i løbet af ugen. Der var bolche værksted, brød og pesto, cirkus, mediehus og så kunstværkstedet. 

Og her må jeg bare konstatere, at de børn er 100 gange mere kreative end jeg nogensinde har været (eller bliver). De skulle finde steder på skolen, hvor kunst kunne laves og samtidig give hverdagen et lille tvist. Her er lidt af de ting, som jeg spottede på skolens område...


søndag den 9. september 2018

Nødder og chili

Efteråret er her - og der er også rykket lidt efterårs specialiteter ind i mit køkken. Det første er nødder. Som jeg ikke selv spiser, da jeg er allergisk. Mine børn derimod elsker nødder og vi har købt de første valnødder og fundet nøddeknækkeren frem fra gemmerne. 
Det andet er chili. Vi kender en del mennesker, som har chili planter. Ja, vi har også nogle selv, men den har endnu ikke givet nogle frugter, da den står udenfor (og vi kom lidt sent i gang med dem). Så vi har nu fået første afkast fra min svigerfars plante og de er gode. Aromatiske uden at være alt for stærke. 


lørdag den 8. september 2018

Frugt "forbandelser"

Banan. Den frugt jeg er allermindst glad for. Og stort set den eneste frugt, som jeg med garanti kan spise uden at få en allergisk reaktion.
Det er så irriterende at skulle tænke over, hvad for noget frugt man spiser. Jeg er stadig på den gode side med melon og vindrue, men det er lidt irriterende at være allergisk overfor både blommer, nektariner og æbler.



torsdag den 6. september 2018

Lang uge og det sidste solskin

Jeg synes, denne uge har været lang. Jeg er så træt for tiden, så jeg har været i seng allerede før kl. 22 stort set alle dage. Udmattet er nok det ord, jeg leder efter. 

I går tog jeg dog manden under armen og trodsede trætheden. Vi fik en god dukkert på den lokale strand og en kop kaffe bagefter.
Ikke at det hjalp synderligt på, hvor død jeg var om aftenen. Men det gav en dejlig følelse lige at suge det sidste solskin inden (sen)sommeren for alvor er ovre.


mandag den 3. september 2018

Weekend med cocktails & kage

Det har været en dejlig weekend. Jeg har fået slappet lidt af og lavet en del praktiske ting. Alt sammen på de 2,5 dage, som udgør min weekend.

Fredag var dømt til skønhedspleje. Jeg fik både ordnet øjenbryn og klippet og farvet mit hår. Derefter fik manden mig overtalt til en middag med et par bøffer og godt med sovs. Det er ikke noget, vi laver særlig ofte. 

Lørdag tog jeg til Odense og mødtes først med min kusine til shopping og en drink på Storms Pakhus. Derefter hjem til min svigerinde, som havde inviteret til cocktails og kage for en masse skønne kvinder.  
Selv om jeg kom lidt sent i seng og ikke var helt ædru, så var søndag også fin. Fik både læst på togturen og ordnet en masse praktisk derhjemme. Plus jeg lige fik lavet alle slatne grøntsager om til sovs og lavet ingefærshots. Ret så produktivt inden dagen sluttede med noget tv...


søndag den 2. september 2018

Efterår med kultur

Denne uges indlæg i lokalavisen er online og handler om kultur i det lokale. 
Om et split-sekund, så er det efterår. På én måde, så kom det meget pludseligt. Som om den uendelige sommer aldrig ville slutte, men alligevel gjorde det. Og så var det tid til efterår. Med varsel om regn og rusk, men også en sol, som vil skinne på de mange farver, som naturen byder på om efteråret. Det er ikke alt sammen skidt, selv om de lyse timer bliver færre og mørket holder sit indtog i vores liv.

Efteråret kommer - om vi vil det eller ej. Et efterår, som på en eller anden måde altid rimer på kultur. Efteråret er spækket med arrangementer, som for at lokke os lidt ud, inden vinteren for alvor står og banker på.

De mange kultur events skydes for alvor i gang med Vestegnens Kulturuge. Seks af Vestegnens kommuner er igen samlet om at give alle på Vestegnen (og dem, der skulle have lyst til at komme forbi) et brag af en oplevelse.

Tidligere års kulturuge har blandt andet givet os kunstværkerne 'De glemte kæmper' rundt om på Vestegnen. Kæmperne hjalp med en stor opmærksomhed på, hvad Vestegnen også er. Jeg kender nemlig flere - også mange som ikke er fra Vestegnen - der virkelig har opdaget eller gen-opdaget steder, som de ellers ikke ville besøge. Alt sammen på grund af Kæmperne.

I år er kunstværkerne (fugle)Reder, som bygges rundt omkring i kommunerne. Jeg glæder mig til at se dem alle færdige. Det dejlige ved opførelsen af disse kunstværker er, at frivillige på Vestegnen er med til at bygge. Rederne bliver forhåbentlig gode udflugtsmål for mange på Vestegnen. Ligesom med Kæmperne, så håber jeg, at årets Reder også kan bruges som udgangspunkt for en tur ud i andre kommuner end ens egen.

Ud over kunstværkerne, så er der virkelig mange gode og spændende arrangementer i Kulturugen. Jeg har allerede sat et par krydser i min kalender. Hvad enten man har lyst til musik, foredrag, museums rundvisning, teater eller en tur i naturen - ja, så er der noget på programmet, der kan friste de fleste. Der er meget at vælge imellem og noget for både børn og voksne eller hele familien. Så uanset hvad udgangspunktet er, så er det værd at slå vejen forbi.

Kulturugen er i uge 37, men allerede fra fredag den 7. september går de første arrangementer i luften.  Man kan i øvrigt se flere oplysninger, praktiske informationer og hele programmet for Vestegnens Kulturuge 2018 på www.vkir.dk