onsdag den 1. september 2021

Et farvel (og måske på gensyn)

På årets første efterårsdag kommer dagens indlæg til et farvel for nu. Jeg har efter mange (lange og grundige) overvejelser besluttet at stoppe med at blogge. Jeg har længe synes, at tiden var moden. Og efter 11½ år som blogger er det måske på tide at trække stikket...

Måske er tiden endda løbet lidt fra denne form for medie. Jeg savner 'de gode gamle dage', hvor blog-fællesskabet var stort og noget håndgribeligt. Det har været under ændring længe, men jeg har stædigt holdt ved bloggen, da jeg (stadig) godt kan lide at dele stort og småt. 

Jeg kan dog mærke, at det med at dele 'stort' ikke længere er så påtrængende. Ej heller har jeg lyst til at dele så meget fra privatlivet. Endvidere er mine børn nu så store, at jeg ikke længere brug for den ventil, som bloggen var engang. 

På mange måder er jeg jo selv på vej ind i livets efterår - eller godt på vej. Jeg føler, at 40'erne er et godt sted for mig. Jeg har mere tid end nogensinde til mig selv. Jeg kan gøre en del af det, som jeg har lyst til at lave. Jeg oplever en større ro og en vilje til at sortere i alt det, som ikke giver mig energi (også arrangementer og personer). 

Jeg har i år trukket mig en del fra sociale medier generelt. Jeg deler knap så meget og har måske et større behov for at være 'privat'. Måske vil jeg savne at blogge og så vender jeg måske tilbage. Under alle omstændigheder så forbliver bloggen lige her for nu. Jeg laver bare ikke nye indlæg (og jeg har heller ikke opsagt mit domæne). 

TAK for mange gode, sjove og lærerige år med jer læsere her på bloggen. Det er en smule vemodigt at skrive dette indlæg, men jeg føler, tiden er moden nu og jeg skal en anden vej end herinde. 
PS. Jeg fortsætter på Instagram på min profil @birgitte_b