Lang uge og nu fredag

Øj, jeg synes denne uge har været lang. Helt modsat de forrige fredage, så trænger jeg i den grad til weekend i dag. 

Jeg har faldet i søvn på sofaen mindst to dage. Torsdag morgen blev jeg gennemblødt af regn på vej til arbejde. Jeg har ikke nået så meget studiearbejde som planlagt. Det hele har været sådan lidt gråt. 

 

Men nu er det heldigvis weekend. Dagene tegner stadig grå, men ungerne kommer hjem i morgen. I eftermiddag går turen et smut til København, hvor kæresten og jeg har planlagt en tur i Tivoli. Rigtig god fredag derude...

Jeg har aldrig været fattig

I sidste uge var dette indlæg i Lokalavisen. Du kan se det online her. Eller læse videre...

I virkeligheden så ved jeg ikke noget om at være fattig. Jeg har prøvet flere gange at have lav kassebeholdning. Jeg har prøvet at have overtræk og jeg har prøvet at have meget lidt penge at rutte med. Jeg har dog aldrig prøvet at være fattig. Sådan helt trængt, så jeg ikke havde flere penge til de almindelige nødvendigheder såsom mad - måned efter måned.
Det må være så hårdt og stressende at vide allerede midt på måneden, at der ikke vil være nok penge til helt basale ting. F.eks. mad, rejsekort, medicin eller tøj. Jeg kan på ingen måde sætte mig ind i, hvordan det er.

Noget som jeg dog kan gøre, er at hjælpe hvor det er muligt. Jeg er medlem af flere forskellige grupper, som prøver at hjælpe i det små. Som prøver at hjælpe de familier, der er trængte. Der er nemlig en voksende gruppe, som virkelig har behov for hjælp. De findes også her på Vestegnen.

Det er mange andre gode initiativer, der er sat i værk. F.eks. er der etableret en lokal byttebørs. Her kan man som ganske almindelig borger sætte mad i form af dåser og tørvarer på en reol. Herfra kan de hentes af dem, der har svært ved at få midlerne til at slå til.

Der er faktisk mange andre ting, som der kan gøres. Man kan forære ting og tøj væk til andre, der har mere brug for det. Det kunne være møbler, legetøj eller cykler. Bare det er ting, som godt kan bruges igen, når vi andre skifter ud. Personligt er jeg af den type, som sætter mine brugbare ting ned i storskraldsgården under genbrugsskiltet. Tøj giver jeg ofte videre til andre, da det typisk ikke fejler noget (andet end at det er blevet for småt til mig).

Jeg er også rigtig glad for, at bl.a. vores lokale bager giver overskudsbrød væk til folk, der ikke har så meget at gøre godt med. Brød, som måske bare var blevet smidt ud eller givet væk, bliver nu formidlet videre til dem, der har brug for det i vores lokalområde.

Der er ikke brug for, at vi deler meget. Der er brug for, at vi deler det vi kan og selv har overskud til. At vi støtter op om de mange gode tiltag, som en række frivillige står for. Det er ikke nemt, at være fattig og det tror jeg, de fleste kan sætte sig ind i.

Når man har været med længe...

Da jeg læste dette indlæg, kom jeg i tanke om, at jeg faktisk har været blog-læser en hel del år. Altså, jeg kan huske dengang med det løb og den lyserøde dragt. Og en af grundene til, at jeg selv kom i gang med at blogge var, at jeg ikke kunne lade være. 

Jeg tænker ofte på, om den tid jeg bruger på egen og andres blog egentlig er noget tid, jeg skal skære i. For at få et større frirum. Men tid til hvad? Mere tv eller Facebook? Til at læse bøger?

Både min egen blog og de blogs jeg læser, giver mig nemlig noget. Ofte noget helt forskelligt. Det giver andre perspektiver på ting. Det åbner mine øjne for, at der findes forskelligheder og at det er i orden. 

Jeg savner dog nogle gange tiden uden sponsorerede og reklame indlæg. Dengang bloggerne havde noget på hjerte, de ville af med. Hvor en blog ikke var et fuldtidsjob. Og jeg synes, det er super ærgerligt, at jeg kan tænke 'mon dette indlæg er sponsoreret', når produkter anbefales. Plus jeg er irriteret over, selv at skulle skrive i mine anbefalinger, at det ikke er sponsoreret. Det ødelægger lidt af oplevelsen ved at læse blogs. 

Nogle siger, at blogmediet er på vej ud. At det er Twitter eller andre platforme, der afløser dem. Jeg ved det ikke, men jeg synes stadig, der er mange gode (små og store) blogs derude. 

Fredagens aktiviteter

Så i fredags var jeg jo til Kulturnat og det var en god aften. Vi var oppe i trafiktårnet hos BaneDanmark, ude og spise og på rundtur i Industriens Hus. 

Trafiktårnet var meget imponerende og kontroltårns-agtig. Det ligger på den anden side af Dybbølsbro og har en imponerende udsigt over København. Industriens Hus er den store glasbygning på hjørnet af Rådhuspladsen, hvor Dansk Industri har hovedsæde. Det var rigtig spændende at få set bygningen indenfor og høre om de tanker, der ligger til grund for byggeriet. 

Bagefter skulle vi have været til endnu et arrangement, men der var så utrolig lang kø, at vi sprang over. I stedet gik vi på café og fik en god snak. Til sidst gik vi i Tivoli (vi har begge årskort) og her var næsten ingen mennesker. Der er fint pyntet op og hyggeligt som altid. Jeg er dog total mormor og altid helt kvæstet om fredagen, så jeg var hjemme allerede kl. 22.30.

Lidt dumt...

Eller, det er i hvert fald knap så smart at være i byen lørdag og drikke en kop kaffe lige omkring kl. 01.00. 

Så var det godt, jeg kunne sove længe søndag morgen. Det var dog knap så godt, at jeg lige faldt i søvn på sofaen om aftenen mellem kl. 19 og 20. For så ikke at kunne sove helt så tidligt, som jeg burde på en søndag.  

I dag er jeg bare træt med træt på. Tror jeg skal tidligt i seng.

Maren ved, hvordan mandage er!

Bog nr. 22 - en fortælling om at miste

Jeg har ind imellem studiebøgerne læst denne lille, men tunge bog. Tung, fordi det er et seriøst emne. Sorg og følelser i forbindelse med alvorlig sygdom og død i familien. Den handler også om, hvordan det er at miste et familiemedlem, inden de rent faktisk er døde?

Bogen er en personlig beretning, men der er så mange tanker, der vil være genkendelig for pårørende, der har haft f.eks. demens inde på livet*. 

Rigtig mange gange måtte jeg stoppe op med læsningen og holde en pause. Fordi der blev sat ord på nogle følelser omkring min mormors sygdom, hospital og hjemmepleje og plejehjem ophold, samt til sidst død. 

Det var utrolig befriende, at kunne nikke genkendende til de følelser, som beskrives i bogen. Selv om vi ofte i min familie har talt/taler om de følelser, der var i spil med min farfars og mormors demens, så er denne bog også en god 'støtte'. 

Den dårlige samvittighed som beskrives i bogen har jeg oplevet mange gange, dog ikke så meget som min mor og hendes søskende, i forbindelse med min mormors sygdomsforløb. Derfor er denne bog også vigtig, for at få italesat, at det ikke er forbudte følelser, når man føler sig lettet over, at f.eks. et besøg hos den syge er slut.

Jeg kan anbefale bogen til alle, som har/har haft sygdom og død blandt familiemedlemmer.



*Bogen handler ikke om demens, men om forfatterens far, som lider af afasi som følge af en blodprop. 

Kulturnat i aften

Jeg har i mange år gerne ville deltage i Kulturnatten i København, men har aldrig rigtig fået passet det ind. Så i aften skal jeg afsted. Jeg er lidt spændt på, hvor mange mennesker der vil være ude.  

Min veninde har lavet en plan for os. På den måde bliver jeg ført nænsomt igennem min første Kulturnat i rigtig mange år. 

Rigtig god fredag derude.