mandag den 22. april 2019

Bog nr. 9 - The man who didn't call

Den bog var fantastisk. Ikke siden jeg læste 'mig før dig' af Jojo Moyes, har jeg læst en så stærk bog i denne lidt svære "kærligheds-roman/chik-lit genre".

Den har en rigtig fin handling. Noget bliver afsløret hen af vejen. Det er ikke til at gætte alle lag. Og sproget er rigtig flot. Den er ret svær at slippe og jeg læste den også på tre dage under ferien
Den fortjener alle roser, den har fået. Og en stor anbefaling herfra.

søndag den 21. april 2019

Påskeferie highlights

Det er påskeferie. Med en masse dejlige timer i solskinnet. Eller... Jeg er blevet forkølet. Sådan rigtig godt og grundigt. Plus jeg sidder og læser bøger til min opgave. Det kan jeg selvfølgelig godt gøre i solskinnet, men det er bare ikke lige lykkes. 

Jeg synes ikke, det er varmt. Muligvis fordi jeg er syg. Under alle omstændigheder så har jeg stadig strømpebukser på - eller lange bukser. 

Jeg har 0 påskefrokoster, som jeg skal deltage i denne påske. Men manden og jeg havde en fin Langfredag med et vennepar. Vi var i Botanisk Have. Der mangler lige det sidste, inden haven for alvor er sprunget ud. Men noget er kommet i blomst og foråret er her altså. 
Til frokost spiste vi i Tivoli og gik en tur rundt i den dejlige have. Jeg håber, at I også nyder påsken. De sidste par dage skal bruges til at blive rask, inden hverdagen banker på tirsdag.


fredag den 19. april 2019

Bog nr. 8 - The Last Anniversary

Den bog var ok. Ikke så meget mere end det. En feriebog. 
Den handler om ens valg i livet. De gode og de dårlige. Der hvor bogen står meget stærkt, er beskrivelsen af en fødsels-depression. 

En 'feel-good' bog som nok hurtigt er glemt igen.  

torsdag den 18. april 2019

Skal vi snakke om vejret?

Sidste uges indlæg i Lokalavisen handler om vejret - og det at trænge til forår:

Hvis man ikke kan tale om andet, så kan man altid tale om vejret. Det er altid et godt emne, for alle kan have en mening om vejret. Så det skal dette indlæg handle om.

For puha, hvor har vejret været virkelig u-forårsagtigt her i marts måned. Det er vist ikke gået nogen forbi, at vi har slået alle rekorder for nedbør i denne måned. Det ville ellers ikke have været så slemt (i min optik), hvis der havde kommet lidt sne i begyndelsen af marts. Desværre var det bare regnvejr, blæsevejr og gråvejr det meste af måneden. Det har været temmelig deprimerende med heldagsregn og den manglende sol.

Mere end 100 millimeter regn er der kommet i marts. Jeg tror, Vestegnen har været ret gennemsnitlig med hensyn til regnmængde. Det virker i hvert fald som om, at det har regnet uafbrudt i denne måned. Kombineret med en ordentlig omgang storm og blæsevejr. Det er ikke en rekord, som der er noget specielt godt ved. Mange steder i vores område er vandstanden forhøjet og der har samlet sig små søer af vand rundt omkring på plænerne.

Vi sukker vist alle efter forår og sol. Foråret er der, hvor Vestegnen ligesom vågner lidt igen efter vinterperioden. Der kommer flere folk på gaden. Nogle går ture. Nogle går i haven. Det er lige som en bjørn, der vågner efter vintersøvnen. Sådan vågner vi også og kommer ud af vores huse. Personligt længes jeg efter de mange flotte forårsblomster, som plejer at pryde gadebilledet på denne årstid.

Vi har passeret forårsjævndøgnet, hvor nat og dag er lige lange og herfra går vi mod sommer. Flere lyse timer og et håb om blå himmel og sol. Og netop solen gør glad. Og når vi er glade, så er vi også mere overbærende med andre og mere rummelige. Eller - det er kun min teori. Jeg oplever bare, at solskin gør noget ved os.

Vejret har betydning for, hvor meget der sker udenfor på Vestegnen. Selv om der er en del arrangementer, som allerede er planlagt - og vil blive gennemført selv om vejret er dårligt - så hjælper det altid på deltagelsen, hvis vejret viser sig fra den pæne side.

Efter sådan en marts med gråvejr og regn i stride strømme, så trænger vi altså til det forår. Et forår med blomster i alle farver og former. Et forår med blå himmel og små tider udenfor, hvor solen kan varme os lidt. Jeg glæder mig til et fint forår på Vestegnen.


fredag den 12. april 2019

Påskeferie coming up

Så blev det endelig ferietid. Og jeg skal med mand og børn til Barcelona. Jeg glæder mig, selv om turen nok bliver en del anderledes end sidste gang jeg besøgte Barcelona
Til gengæld ser det ud til, at vejret dernede bliver både varmere og mere solrigt end herhjemme. Der skal heller ikke så meget til at overgå det snevejr(!), vi havde på Vestegnen i formiddag.

Jeg regner med at trække stikket ret meget på denne ferie. Så hvis du vil opdateres, så sker det mest ovre på min Instagramprofil @birgitte_b 

onsdag den 10. april 2019

Ændret tøjstil?

Der var engang, hvor jeg ikke gik meget i kjole. Jeans var min favorit. Nu er det nærmest omvendt. Jeg foretrækker kjole eller nederdel. 

Det hænger nok meget sammen med, at jeg ikke cykler så meget mere. På mit tidligere arbejde var det absolut mest praktisk, at jeg havde jeans på. Både fordi jeg cyklede, men også fordi at det mit arbejdssted var mest almindeligt (og praktisk), at man gik i bukser.  

Mit nuværende arbejde involverer kontakt med borgere og erhvervsliv. Og selv om det ikke er hver dag og meget klares digitalt eller over telefonen, så er det var bedst for mig, at se lidt mere 'pæn' ud i tøjet.

Samtidig har min tøjstil selvfølgelig udviklet sig gennem årene. Jeg føler mig meget mere hjemme i kjole/nederdele end for ti år siden.Jeg har stadig mange jeans i skabet, men nu også suppleret med kjoler, nederdele og almindelige bukser. Alt i alt et godt miks, som kan bruges til stort set alle anledninger.

  

tirsdag den 9. april 2019

Det er lige om lidt tid til...

Tid til at magnolien springer ud. 

Jeg elsker at bo lige ved hele to magnolier. De er så smukke. Desværre kun i meget begrænset tid. 

Jeg håber, at de springer ud snart. Og at jeg måske når en forårs-tur i Botanisk Have for at se deres kæmpe magnolia


mandag den 8. april 2019

Med udsigt til ferie

Jeg skal snart på påskeferie. Skal bare lige have overstået en uges logistik. 
Den er slem, denne uge. Der er alt for mange aftaler for både mig og resten af familien. Så både om aftenen og om morgenen må vi bruge lidt tid på at få dagene koordineret. 

Heldigvis er ferie allerede på fredag. Også denne gang er den yderst tiltrængt.


fredag den 5. april 2019

Marts fraklip

Egentlig burde disse indlæg hedder 'greatest hits' - eller 'højdepunkter'... Men nu hedder de bare fraklip og disse er fra marts.

Og den måned er bare fløjet afsted. Alligevel kan jeg se på mine billeder, at den faktisk har været ret lang... Eller også har jeg bare nået en masse i marts. Der har været ret mange familie- og vennekomsammen. 

Her er en de-konstrueret rejecocktail, som jeg lavede til en kom-sammen med gode venner.

Denne fine skulptur fandt jeg på væggen på Arken.

Fredage med bland-selv slik.

Og marts har budt på flere fine solnedgange.

... og et fægtestævne for min yngste søn. Inkl. medaljehøst.

Der blev bagt kage i marts. Flere gange. Her en sneglekage.

Forår på vej.

Hvide hjemmelavede boller helt uden spelt.

Flere fine forårstegn.

Og en familie kom-sammen. 
Som også bød på voksne og børn, der spillede fodbold i solskinnet.

God weekend!


torsdag den 4. april 2019

Her går det... ok?

Jamen, det gør det. For jeg kæmper mig lidt igennem hverdagene for tiden. Og det der sommertid, det hjælper ikke rigtig på træthed. Jeg falder alt for sent i søvn og er træt om morgenen - som i øvrigt er rigtig mørk, når jeg skal op.

Til gengæld er det ret optur at tænke på, at i morgen er fredag - og min yngste har fødselsdag. Plus solen skinner i dag!



tirsdag den 2. april 2019

Undgå madspild

Sidste uges indlæg i lokalavisen var lidt atypisk. Alligevel synes jeg, det var relevant nok til at komme i avisen.
Denne uges indlæg handler om noget, som jeg (vist) ikke har skrevet om i avisen før. Det er et emne, som betyder meget for mig. Det er også noget, som jeg bruger en del tid på i mit private liv. Nemlig madspild! Jeg bruger temmelig meget krudt på at undgå det. Jeg prøver at blive mester i kunsten at få vores indkøb brugt. Men også, at det mad vi laver bliver spist op.

Det med at bruge alt, hvad der er købt ind kræver en del planlægning. Det kræver, at jeg laver madplaner. At jeg bruger tid på opskriftsøgning, Det kræver faktisk også en del fantasi.

Personligt får jeg næsten ondt i hjertet af at skulle smide mad ud. Jeg synes bare ikke om tanken med, at smide noget ud som sagtens kan spises og intet fejler. Når jeg har lavet en portion mad, så er der oftest noget til rest. I min husholdning bliver det spist over de næste par dage. Hvis jeg ved, det ikke er tilfældet bliver resten frosset ned til en anden dag. Vi holder såkaldte »restedage« (de kan også gå under dæknavnet »buffet«), hvor der er forskellige retter fra fryseren at vælge imellem.

Det er en lettelse for mig på travle dage at kunne nøjes med at tage mad ud af fryseren, som blot skal varmes. Derfor fryser jeg oftest resterne. Før i tiden brugte jeg dem til frokost, men lige nu er jeg et sted med en rigtig god og billig kantine. Så hvis resterne skal bruges, gemmes de i køleskabet og spises over de næste par dage.

Det sparer egentlig også en del penge at organisere og minimere madspild. For rigtig mange butikker har mulighed for rabat ved større indkøb. Og skal man bruge et halvt blomkål den ene dag, ja hvad gør man så med den anden halvdel? Det er her, planlægningen kommer ind i billedet.

Der er desuden kommet rigtig mange gode initiativer til at minimere madspild og til at hjælpe andre, som måske har lidt knappe ressourcer. Jeg er vild med at mange butikker giver overskudsmad væk eller er tilmeldt forskellige ordninger, hvor det kan købes til billige penge. Det hjælper både med at minimere madspild, samtidig med at dem med knappe midler får mulighed for at få mere for pengene.


Jeg håber, at det stigende fokus på at undgå madspild vil hjælpe både min egen og andres pengepung, men også i høj grad vores klimaforbrug.


mandag den 1. april 2019

Ingen indlæg i dag

... eller, det her er jo et indlæg?!! Hvor om alting er, så har det bare været en total mandag i dag - og en 1. april. 

Jeg var så uheldig, at jeg skulle til København til morgen. Da der ikke var nogle tog, så var jeg med busser. Ja, i flertal. I uendelig lang tid og i bilkø stort set hele vejen. 

Men intet er så galt, at det ikke er godt for noget. Solen skinner og flere fine forårsblomster og træer er sprunget ud. Og det er heldigvis ikke en aprilsnar!
Tom Nørreport station.