Viser opslag med etiketten Manden. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Manden. Vis alle opslag

søndag den 22. august 2021

Søndagsbrunch og motion

Søndag når det er bedst! I dag har jeg nydt sensommeren til fulde med både cykeltur, løbetur og en gå-tur, hvor manden og jeg plukkede brombær i skoven. 

Og jeg har været i Albertslund og få den lækreste brunch med hindbær milkshake 'on the side'.
Det gælder om at nyde solen og den blå himmel, mens den er her - og det føler jeg virkelig, at jeg har gjort. Håber I også har haft en skøn søndag...

torsdag den 5. august 2021

Tivoli på en fredag

I fredags tog manden og jeg tidligt fri. Turen gik til København, hvor vi skulle bruge vores Tivoli kort. Det blev en skøn dag mellem bygerne. Og hen på aftenen blev det faktisk helt godt vejr. 
Vi spiste en meget sen frokost i Tivoli Food Hall og derefter en kæmpe Bubble Waffle på Ismejeriet. Det var virkelig for meget af det gode med den is, så ingen af os kunne spise aftensmad. 
Det føles meget "normalt" at kunne tage toget ind til København og gå i Tivoli på sådan en hverdags-fredag. De sidste restriktioner fra Corona er mundbind i toget ved ind/udstigning og fremvisning af Corona-pas i Tivoli. 

Jeg håber på en god varm august uden for meget regn, så der kan blive flere skønne ture i Tivoli.

tirsdag den 3. august 2021

God mad i Malmø

I forlængelse af dette indlæg, så vil jeg her fortælle lidt om, hvad / hvor vi spiste i Malmø*.

Faste læsere af bloggen vil måske huske, at vi stort set altid spiser aftensmad på Mando's. I år gjorde vi ikke! Vi snuppede en frokost der i stedet. Min mand fik Plankebøf og jeg fik salat med rejer. Som altid var det et godt måltid og der var ikke for mange mennesker, fordi vi kom til sen frokost.
Meget af tiden i Malmø går med at drikke kaffe og her kan jeg varmt anbefale Waynes Coffee, hvor vi faktisk også har spist frokost nogle gange. Ellers skal man ikke snyde sig selv for et besøg på et af de mange konditorier, som ligger i Malmø. 

Vores personlige favorit er Konditori Hollandia. De har de lækreste kager, som kan måle sig med La Glace, hvis du spørger mig. Prisen er lidt høj, men jeg lover, du bliver ikke skuffet over udvalget eller smagen på kagerne.
Vi tog et glas vin på vinbaren Gustavino nær hotellet om aftenen. Og det var virkelig et hit. Hyggeligt sted med god betjening og stort udvalg af vin i glas plus mulighed for snacks og lette retter. Vi fik kun drikkevarer, men det jeg kunne se på de andre borde så virkelig lækkert ud.

Aftensmaden blev af den lette slags (ikke kaloriemæssigt, men gourmetmæssigt), da vi ikke kunne få bord hos La Roche. Vi har spist der før og det er også en lille perle med rigtig gode tapas. Vi endte derfor hos Surf Shack, hvor vi forspiste os i snaskede burgere og en voldsom milkshake. 
Søndag fik vi morgenmad på hotellet, så frokosten skulle ikke være overdådig. Vi endte med at få en poke bowl hos Hawaii Poke. Ej, hvor var det lækkert. Jeg fik edamame hummus i min ret og det var så sindsygt lækkert. Det kunne jeg godt forestille mig at lave derhjemme også.

Endelig så tog jeg 'fika' med hjem til Vestegnen. På stationen har St. Jacobs Stenugnsbageri åbnet et lille brødudsalg, som jeg næsten tømte. Jeg fik både en vanilje snurre, kardemomme snurre og en kanelsnurre. Ej, de var sindssygt gode og jeg kan helt klart anbefale at købe noget derfra, hvis man er i Malmø (de har flere butikker rundt i byen).
*Alle anbefalinger i dette indlæg er mine egne. Der er ingen reklame i nogle af dem.






fredag den 30. juli 2021

Sommertur til Malmø

Sidste weekend føles som lang tid siden, men heldigvis er det jo fredag i dag og en ny weekend kan begynde!
Det er lang tid siden manden og jeg sidst var i Malmø. Jul 2019 var det. Før Corona lukkede hele verden. Men nu er Sverige grøn (i UVM rejsevejledningen), så en traditionel sommertur kunne bookes med meget kort varsel. 
Vi brugte lørdagen inde i byen med shopping og sightseeing og god mad både frokost og aften. Vi nød varmen og solskin og stemningen i byen. 
Søndag gik vi en lang tur gennem slotshaven og ud til stranden og ind til byen igen. Vi fik en super lækker frokost, inden vi tog hjem til Vestegnen igen. 

Vi har mange stam-steder, som vi besøger i Malmø. Denne gang fik vi besøgt nogle nye steder, som også var rigtig dejlige. Så måske skal vi til at overveje to overnatninger, i stedet for én, på vores næste besøg i Malmø.

torsdag den 1. juli 2021

En dag i Zoo

Tirsdag var hele familien i Københavns Zoo. Det er noget nær, den eneste dag i denne ferieuge, hvor ingen skal arbejde eller har andre aftaler. Sådan er ferie hjemme jo også. 

Mandag skulle bilen til service og manden og jeg var en tur på stranden. Ungerne havde travlt med aftaler og arbejde. Det er lidt underligt at have så store børn lige pludselig. 

Men tirsdag var vi i Zoo og det var hyggeligt. Det var også varmt, men til at holde ud. Der er noget afslappende og mental ro for mig ved at kigge på dyr. Jeg tror, jeg kan stå og kigge på elefanter i timevis. 
Til slut havde vi dog været hele haven igennem og da vi var kommet tidligt, så kunne vi slappe lidt af om eftermiddagen inden min kusine, kæreste og lille dreng kom til grill aftensmad. 
Onsdagen gik med vasketøj og regnvejr. Det er dejligt, at det ikke længere er så varmt, men det kunne godt stoppe med at regne så meget. Det er jo nok bare vilkårene for at holde ferie i Danmark så tidligt på sommeren. 

tirsdag den 15. juni 2021

Kladde, nu som indlæg

Hov, måske er denne blog ved at udvikle sig til sådan én med madfoto hver uge? Men lige nu har jeg super travlt med noget arbejde i det virkelige liv. Og min polleallergi er på toppen, så jeg er død træt for tiden. Som i - helt ind til benene og kunne gå i seng kl. 20.30 træt!

Så I må muntre jer lidt med en kladde fra maj måned, hvor jeg fik en masse dejlige ting at spise i forbindelse med genåbningen. Bla. denne nudel-ret med tiger-rejer. To af mine virkelige favoritter.
Og så fandt vi en aften, hvor begge mine drenge var arbejds-fri og vi kunne gå ud og spise sushi ad libitum. Det var næsten alt for meget...
Og manden og jeg tog smørrebrød med hjem efter en tur i Tivoli. Den der all-time favorit med æg og rejer går man ikke galt i byen med.
Jeg arbejder stadig hjemmefra nogle dage om ugen og til tider kan jeg svinge mig op til at lave noget lækkert. Her et par rester brød og skinke og æg. Tryllet om til en lækker frokost. 
Tillige er kaffebaren i det lokale center åben igen og det skulle fejres med en is-cappuccino. Den kunne godt gå hen og blive en sommer favorit for mig. 
Sidst, men ikke mindst, så fik jeg lov at smage den nye frappé fra McDonalds på lanceringsdagen. Med venlig hilsen fra min yngste søn. Den er overraskende god - i betragtnig af, at jeg ikke er så stor fan af skumfiduser. 


mandag den 7. juni 2021

Gode østers

I min naboby er der en virkelig god fiskehandler og vi køber ofte fra den. Der er nogle rigtig gode fiskesalater og lakseroulader, som vi er meget glade for.

For nogle uger siden havde de også friske østers og min mand købte en til mig med en lille smule chili på også. Mums, den var god!

Engang brød jeg mig ikke synderligt om østers, men jeg har de sidste par år smagt nogle virkelig gode (og friske) østers. Der er ligesom også kommet mere fokus på tilberedning og præsentation af nye smage/tilbehør. Selv om jeg stadig gerne nyder dem direkte fra skallen.

Østers deler tit vandene mellem folk, men jeg tror også, at meget østers-glæde kan ødelægges af ufriske og dårlige østers.

Min yngste søn kan ikke lide dem. Han har smagt dem to gange over tid - i Danmark og i Barcelona. Min ældste er lige så vild med dem som jeg - og vi nyder dem gerne sammen, hvis vi er i nærheden af en fiskehandler. 

fredag den 4. juni 2021

I den sidste uges tid...

Jeg har været i biografen. Den film jeg så var kedelig og ikke noget at råbe hurra for (æv). Til gengæld tror jeg, at halvdelen af salen havde glemt, hvordan man opfører sig i en biograf. Der var i hvert fald en del, som både snakkede under filmen, kiggede på mobiltelefon og rendte på toilettet og generelt ikke kunne sidde stille (og det var ikke unge mennesker)

Jeg har været ude og gå flere lange ture. Det er så skønt, nu vejret endelig er godt og alting er mere grønt og farverigt. Jeg er nærmest afhængig af at gå de 10.000 skridt hver dag og prioriterer det også i hverdagen.  
Der blev tid til en tur i Tivoli og jeg fik spist muslinger og en masse andre lækkerier. Jeg fik nye sneakers i gave af manden. De er så lækre at gå i - har allerede fået dem i brug.
Mandag var der hjembragte lækkerier fra Torvehallerne til hjemmefrokost. Det var slet ikke tosset. Og jeg fandt en pose med M&M's som jeg kan lide. Dvs. jeg er helt syg med dem. Underligt nok, for jeg er ikke den store chokolade spiser, men de her er nærmest ligesom crack. Jeg kan slet ikke lade posen ligge!
Weekenden er indtil videre uden de store planer, men jeg tænker bestemt at det gode vejr skal nydes - og måske skal jeg prøve at få lidt sol på mine (meget) hvide ben. God fredag!

tirsdag den 26. januar 2021

Weekend i Dronningmølle

Det var koldt og til tider blæsende. Og vi brugte ret mange penge på at varme sommerhuset op. Men ahhhh, hvor var det også skønt at komme lidt væk. At være tæt ved havet. Og ikke have nogle deadlines eller ting, man skulle nå.

Sidst jeg var i Dronningmølle er en del år siden, men ikke meget er ændret. Naturen er stadig smuk og der er stadig gode lange ture at gå i området. 

Det og løbeture - og læsning og en del tv. Kombineret med god mad og sløve morgener med kaffe i sofaen. Ja, så gik den weekend egentlig ret hurtigt...


torsdag den 21. januar 2021

Fredag på en torsdag

I dag går jeg på weekend. Efter en uge med hjemmearbejde, hjemmeskole, eksamensforberedelse og mundtlig eksamen online, så er jeg godt brugt. Jeg har derfor taget en fridag i morgen.

Lige nu er jeg på vej i sommerhus. Helt til søndag er manden og jeg væk. Min ældste søn har derfor lejligheden for sig selv. 

Det bliver dejligt at komme lidt væk og få nogle nye rammer. Selv om der ikke kan laves mere i sommerhus end derhjemme, så er det alligevel skønt at se lidt nyt natur. Brændeovnen skal helt sikkert også i brug.

Jeg har pakket al mit varme og blødeste tøj og ser frem til en weekend med meget afslapning!

onsdag den 6. januar 2021

I dag slutter julen

I hvert fald hvis du tager udgangspunkt i den kristne tro. Det er nemlig i dag Hellig Tre Konger. Den dertilhørende salme er "Dejlig er den himmel blå". En af mine absolut favoritter. For nogle år siden hørte jeg faktisk den oprindelige version, der genfortæller hele helligtrekongers historie. 

Og så er det i dag, at jeg har bryllupsdag. Hele tre år er gået, siden jeg blev gift. Fejres kan det kun i det små, når tingene er som nu. Så det bliver blot en omgang take-away og måske et glas vin til at fejre dagen. 
Pudsigt nok så sneede det faktisk også den dag, vi blev gift!


onsdag den 30. december 2020

Ingen jul i Malmø i år

Der blev ingen juletur til Malmø i år. Det var både held i uheld, at jeg ikke havde bestilt noget - eller at vi ikke skulle afsted. For julen blev vendt noget op og ned et par gange og jeg endte af forskellige årsager med at holde jul hjemme med manden og mine to drenge. 

Så at manden og jeg ikke kom til Malmø må komme i samme kategori, som alle andre ting, som blev ændret eller aflyst pga. Corona i år. Malmø i julen er ellers et af mine favorit afbræk i december og juletravlheden og det er en tilbagevendende tradition for min mand og jeg. 


fredag den 20. november 2020

Fredags-host

Min forkølelse er bare gaven, der bliver ved med at give! Nu med hoste. Jeg er ikke den mest tålmodige type, når det kommer til sygdom. Jeg mærkede en bedring i går og nu vil jeg selvfølgelig helst være helt rask. Mest fordi manden og jeg skal i sommerhus denne weekend

Jeg har arbejdet hjemmefra i dag og det er gået helt fint. Det skal lige nævnes, at fredag har vi en normtid på 5 timer, så det har været til at overkomme. Og helt fri holder jeg ikke i weekenden, for den obligatoriske opgave til studiet skal der også kigges på. 

Solen skinner her og jeg håber, det ikke bliver alt for koldt og regnfuldt - selv om det også er hyggeligt, så har jeg sat næsen op efter nogle gode gåture i sommerhusområdet. Som en backup har jeg pakket en stak ugeblade og en (håber jeg) god bog. Så kan weekenden godt begynde!

søndag den 25. oktober 2020

Weekenden som gik...

Det var en noget nedslående fredag aften med en masse nye restriktioner ift. Corona. Så lørdag gik manden og jeg en virkelig lang tur i solskinnet (omkring 10 km.) og brugte eftermiddagen på kaffe og i selskab med den mest charmerende 9-måneder baby jeg kender (og hans mor og far). Og så var der i nat, hvor tiden igen blev rykket (tilbage til normal). Søndag formiddag blev brugt på en gå-tur i skoven med en god veninde. Og så er den weekend pludselig gået. 


tirsdag den 29. september 2020

Hvem går 14 km. i klip-klappere?

Jeg tror, søndag var min sidste dag i klip-klapperne for i år. Det er lidt vildt at tænke på, for det bliver jo oktober måned i denne uge. 

Men søndagen var varm og solrig. Manden og jeg gik en rigtig fin og lang tur i lokalområdet. Både langs strand og skov. Det blev til 14 km. i alt - i klip-klapperne.  
Det gælder jo om at suge så meget solskin til sig, inden vi for alvor overgiver os til efterårets mørke. 


mandag den 14. september 2020

Weekend i sommerhus

Lugten af brændeovn har været dominerende for min weekend. En fredag eftermiddag landede manden og jeg i sommerhuset til en afslappende weekend. 

Og vi fik godt nok ikke lavet meget andet end at sove længe, gå tur, løbe tur, læse bøger, gå langs vandet, spise ude og ligge på sofaen og se Netflix. 

Vejret var ok, men vi fik dog også brugt brændeovnen flittigt.
Uret i sommerhuset går ikke, så lige meget hvilket tidspunkt, så er klokken bare kvart i 3! 

Der er mange brombær i området, men nogle bær var allerede forbi og andre ikke helt klar endnu. 
På vej hjem i går talte vi om, at det egentlig var underligt så hurtigt tiden kan gå, selv om man ikke laver særlig meget. 

En yderst tiltrængt weekend væk fra de sædvanlige omgivelser. 


fredag den 21. august 2020

Den sidste uges tid

Siden sidste fredag har jeg været en del ude. Jeg har spist smørrebrød med min mand. Jeg har fået is på arbejdet. Jeg har været på La Glace på en helt almindelig onsdag og jeg har været i Tivoli - og Tivoli Food Hall. 

Desuden har jeg set to veninder, på hver deres dag. Og arbejdet med at få alle opgaver løst. Denne uge har de virkelig væltet ind, nu alle har fundet ud af, at jeg er tilbage fra ferie.

Så nu er jeg næsten helt forpustet og så klar til weekend. Lige nu regner det, selv om vejrudsigten havde lovet tørvejr. Jeg håber, at det bliver lidt bedre vejr her i weekenden så vi kan nyde det sidste sol og sommer.

Kartoffelmad

Smørstegt fiskefilet

Astronaut is i varmen

Sportskage på La Glace

Bao i Tivoli


mandag den 3. august 2020

Mandag i min sidste ferieuge

Det er både vemodigt og dejligt at gå ind i den sidste ferieuge. Jeg er glad for, at det gode vejr kommer nu. Det kunne vi godt have brugt lidt af i sommerhusferien. Men so be it. 

I dag har været fyldt med praktiske gøremål. Min ældste og manden har været ude og spille golf, mens yngste og jeg har lavet en masse andre ting. 

Vi skulle både bytte et vækkeur, på apoteket og hente varer, prøve sko, handle og læse lidt til skolen. Vi har været på biblioteks-besøg, ordnet nem-ID opdatering, afleveret pant, sorteret affald og fået det afleveret. Der blev lavet aftensmad med frikadeller, tzatziki, kartofler og ristede svampe. 

I morgen står den på tøjvask og løbetur, men heldigvis også et besøg hos nogle dejlige mennesker i en nærliggende kolonihave. Og i dag var der også lige plads til en lille jordbær-is-shake. 

tirsdag den 14. juli 2020

Sommeraftener med tv

Kan I huske det år, hvor sommervejret var rigtig skidt og jeg derfor så en masse Game of Thrones?  

Eller det år, hvor sommervejret heller ikke var for godt og jeg så Handmaid's Tale.

I år er sommervejret (igen) ikke noget at prale af. Så vi er gået i gang med at se den danske tv-serie Matador. Det er hyggeligt. Især fordi min mand aldrig har set Matador. (Jeg derimod har set den alt for mange gange og kan flere replikker og scener udenad). 

Ja, jeg troede altså ikke, at der var nogle tilbage, som ikke havde set den serie. Selv mine unger har set den... Men det passer jo fint til kolde sommeraftener med eller uden regn. 


mandag den 13. juli 2020

I år bliver der ingen sommertur til Malmø

Selv om der lige er lukket op for Syd-Sverige, så bliver manden og jeg hjemme denne sommer. Vi er begge enige om, at vi ikke ønsker at udsætte os for en potentiel større Corona smittefare ved at tage til Sverige. 

Turen til Malmø har ellers i mange år været en tradition. Vi har været afsted både om sommeren og til jul. Men i år springer vi altså over. Malmø er der også til næste år (eller måske vi kan komme afsted til jul)