lørdag den 30. juli 2016

Rejsefeber

Jeg kommer (nok) til at holde ferie. Sådan helt fra bloggen. 

For der er minus Internet på Mallorca og det jeg kan få fat på, bruger jeg nok på at opdatere min Instagram (@birgitte_b).

Jeg kommer til at læse alle jeres kommentarer og indlæg, når jeg er hjemme igen. For jeg vil ikke stresse i ferien - og især ikke over manglende læsning af blogs. Jeg har sat lidt indlæg på til udgivelse, mens jeg er væk - og så håber jeg at kunne lave et lille indlæg med lidt stemningsbilleder. Men igen, manglende Internet osv. Intet er sikkert ;-)

Rigtig god lørdag derude - dette indlæg skulle gerne nå jer, når jeg allerede ligger ved poolkanten.


fredag den 29. juli 2016

Bog nr. 14 er læst

Så er bog nr. 14 læst - på rekordtid endda. Mandag aften til torsdag aften. Dagene med 'staycation' har gjort det muligt at læse meget. Jeg læser bla. på stranden/badeland og mens ungerne ser tv/film om aftenen. 
Bogen er 'Jeg hedder ikke Miriam' og er en beretning om romaer i 2. verdenskrig... men også meget mere end det. Tiden efter krigen og om at leve med eftervirkningerne fra krigen. Jeg synes, denne bog var rigtig god. 

Det er en beretning fra en overlevende fra koncentrationslejrene under 2. verdenskrig. Men også en historie om, hvor svært det var at komme videre. Om overlevelses-strategier og skam. Om vilje og styrke til at leve. Den er fiktion, men den kunne lige så godt være bygget på fakta. Hård læsning, men også nødvendig i mine øjne...

Læs mere om bogen her.

torsdag den 28. juli 2016

Hjemmeferie med godt vejr

Vi har været heldige med denne uges ferie. Ulig vores første ferie, så har der været varme, sol og badning i denne. Søndag og tirsdag var vi i (forskellige) friluftsbad på Vestegnen og det var noget så skønt. På den måde er 'staycation' ikke så dårligt. Der skal dog stadig laves mad, vaskes tøj og holdes lidt hus, så jeg glæder mig til lørdag, hvor vi flyver sydpå mod (mere) varme.
I dag har hele familien cyklet en tur til Vallensbæk Mose, fået is og set en troldDer er smukt ved mosen og vejret har været igen dejligt i dag. Jeg klager ikke!
Der er lidt længere svartider på bloggen her i ferieperioden, men det er jeg sikker på, at I klarer... 


tirsdag den 26. juli 2016

Bog nr. 13 - helt uden uheld

Det er indbegrebet af sommerferie, at kunne ligge på stranden og læse. Så det gjorde jeg i går, selv om vejret var en del blæsende og knap så meget sol og varme. Ferietid er for mig også, at der er tid til at læse mere end i hverdagene.
Derfor blev jeg færdig med bog nr. 13 i går aftes. Bogen - ja den var god. Bedre end den sidste og knap så lang. Derfor fik jeg også læst den meget hurtigt. Ok, den var også virkelig spændende. 
Bogen hedder 'Black Eyed Susans' og refererer til de blomster, der er på coveret. På dansk hedder den 'Kvinden i graven' og det er en af den slags bøger, hvor man liiige skal læse et kapitel mere, inden man skal sove. Heldigvis er kapitlerne små, men handlingen springer frem og tilbage i tiden. Hovedpersonen er undsluppet en seriemorder, men kæmper stadig med følgerne - og med at beskytte sin datter, for det ser ud som, at morderen alligevel ikke er han, som er bag tremmer i fængslet. Mere ros går til personkarakteristikken, som er virkelig god og dyb, især på hovedpersonerne. Den kan varmt anbefales. Endnu mere faktisk hvis du, som mig, var vild med 'Kvinden i toget'. Der er en lille præsentation af Julia Heaberlin og bogen her.

søndag den 24. juli 2016

Ferie hjemme

Så er ferien i gang. Den føles ikke helt som i gang, men det skal nok komme. Især når mandag rammer og jeg ikke skal op. Eller dvs. det skal jeg, for yngste og en kammerat skal på tur og afleveres kl. 9 til en dag ude i sommerlandet. 

I denne weekend har jeg nået at sove længe og nyde det gode vejr. Altså sådan "rigtigt" med en tur i friluftsbad og solbadning i dag. Til sidst blev det dog alt for varmt. Jeg når hurtigt den grænse og skal faktisk helst være noget tid i skyggen. Eller i koldt vand. Hvilket betød at jeg tog et hurtigt 'dyp' i det kolde vand flere gange.
Jeg elsker når Danmark viser sig fra den gode side - med sommer, sol og blå himmel. Selv om temperaturerne i disse dage er liiidt for meget for mig personligt, så er det jo med at nyde den varme, vi har sukket efter så længe. Så det gør jeg... God søndag derude - håber I har haft den dejligste weekend.


fredag den 22. juli 2016

I dag begynder min ferie

Jeg glæder mig til at sætte vækkeuret på pause i to dejlige uger. Derfor kan der godt være lidt stille her på bloggen. Jeg er dog som altid at finde på Instagram @birgitte_b

Jeg kan se, at der er langt mindre læsere end normalt og det må jo betyde, at I også er ude og nyde det dejlige sommervejr (mens det er her).

Så glædelig ferie til jer der ligesom mig skal i gang med ferien. Glædelig ferie til jer, der stadig har. Og god weekend til jer, som skal tilbage til hverdagen eller som endnu ikke har ferie. Må solen skinne på os alle...


torsdag den 21. juli 2016

Bog nr. 12

Jeg er langt om længe blevet færdig med bog nr. 12. Det har været et sejt træk, ikke mindst fordi bogen er på 1039 sider(!) - og den ikke har været så spændende på dem alle. 

Faktisk har jeg et par gange været ved at gå helt død i den, men jeg fortryder ikke, at jeg hængte på og kom igennem. 
Det er nok én af de længste bøger jeg har læst, men ikke én af de bedste. Den vandt dog mod slutningen, da alle enderne blev bundet lidt sammen. Det har taget en hel måned at få den læst - sidst jeg læste en tyk bog, tog det kun én uge
Bogens handling springer frem og tilbage i tid (tidsspændet er 60'erne til i dag, men med mest fokus på 70'erne). Det gør egentlig ikke så meget, men der er i mine øjne meget 'fyld' på siderne, som ikke er så relevant for historierne. Der er også mange personer i historien og en del af dem, mangler man lidt mere karakteristik af. 
På flere måder tror jeg, at den er et tidsbillede af den tid i New York med stoffer, punk, modernisme mv. Så hvis man er til sådanne bøger - inklusiv kærlighed, familiedrama og socialrealisme så er det en god bog. Om ikke andet, så prøv den af. Den kan lånes på bibliotekerne.

Jeg satser på at begynde en ny bog denne weekend. Det bliver nok en i den lette genre. Jeg er stadig i tvivl, om jeg når #25booksin2016 - men på den anden side, så er jeg færdig med Game of Thrones(!) og kan bruge lidt mindre tid på tv. Plus ferien jo begynder om sølle én arbejdsdag.  

It's here!

Sommeren besluttede sig for at kigge forbi. Så nu smider jeg mig ud i det dejlige solskin og nyder varmen på mine bare ben. Helt ærligt, hvor længe har vi ikke ventet på det?!!

... UPS! Fik ikke trykket 'udgiv' på dette indlæg i går, men ja, det var en dejlig varm solskinsdag (og min kusines fødselsdag) og i dag tager vi endnu en sommerdag. Så ikke et ord om, at jeg skal være på arbejdet indtil kl. 18.

tirsdag den 19. juli 2016

Noget galt...

Der er alligevel noget galt med denne sommer, når man i midten af juli køber nedenstående frakke og tænker: ja, måske kan jeg bare tage den på med det samme?


Nå, men lørdag købte jeg denne lækre sag fra Only - og glæder mig til, at den skal i brug (til efteråret!)

Jeg har skrottet den model, jeg havde hængende (én meget lig frakke), da den gennem årene var krøbet (eller noget... det er åbenbart ikke kun bukser, der har den tendens) og der desuden var gået hul i foret. 

Så mangler vi bare sommeren, så den kan hænge i skabet lidt længere...



PS. Der er ingen spons/reklame i dette indlæg. Min kæreste spottede jakken, da jeg prøvede en kjole i Only butikken. Jeg har selv betalt den og har ikke nogen aftale med butikken om at anbefale produktet/dem.

mandag den 18. juli 2016

Nedtælling og en afslappet weekend

Om sølle 4 dage har jeg ferie. Jeg er så småt begyndt at tælle ned til sommerferien. Jeg glæder mig til at sætte vækkeuret på pause i to uger og bare slappe af med familien.

Jeg indrømmer dog gerne, at de sidste to uger har været relativ afslappende. Jeg har jo været på arbejde, men her har været stille på telefonerne og mail, så stressen har lagt sig. Desuden har ungerne ikke været hjemme, hvilket har betydet at jeg ikke har skulle bekymre mig om planlægning af aftensmad, indkøb og hyppig tøjvask - og jeg har haft plads i kalenderen til kæreste-tid, tv (masser af det!), veninde-hygge, ture til København, shopping osv.

Det har ikke været dårligt, men jeg kan også godt mærke, at NU trænger jeg altså til den ferie (og godt vejr, men der beder jeg nok om for meget)

Denne weekend gik med spa-ophold på Comwell i Korsør, hvor kæresten og jeg blev lagt helt i blød i boblebad og morgenkåber. Vi spiste god mad og vin og endte med at falde i søvn relativ tidligt (jeg er bare ikke god til at være længe oppe om fredagen). Lørdag efter morgenmad og tjek-ud kørte vi til Slagelse for at shoppe lidt. Jeg skulle besøge en lille butik, hvor jeg kender ejeren, for at prøve en sommertop, jeg var faldet for (dette er ingen reklame, jeg har selv betalt for toppen og er ikke blevet bedt om at anbefale butikken). Der var også tid til café-hygge med kaffe og den før-omtalte æggemad. Skarpt efterfulgt af et hurtigt visit hos veninde og familie, som også bor i byen.
Behøver jeg sige, at lørdag aften gik på sofaen efter udpakning? Og alt for meget tv (ja, vi ser stadig Game of Thrones). 


Søndag begyndte med en pedicure, morgenmad på Baresso og shoppe-tur med veninde i Fields. Plus lidt hjemmehygge med læsning, pandekage-bagning og lidt tv-tid (Game of Thrones igen. Ja, vi er nok snart færdige med alle sæsonerne!).
Mandag morgen kom på en eller anden måde alt for tidligt... men, der er jo kun 4 arbejdsdage tilbage inden ferie. Hurra!

søndag den 17. juli 2016

Årets bedste æggemad

Weekenden har været lang og god. Også kold, men det er jeg næsten vant til nu. 

I går spiste jeg frokost med kæresten på café i Slagelse. Her fik jeg bestilt et stykke smørrebrød (noget jeg ellers sjældent vælger) med æg og rejer. Og hold nu op det smagte SÅ godt. 
Det er så dejligt, når mad kan overraske på denne måde. 

Håber I har haft en dejlig weekend - nu nydes pandekager i sofaen. 

fredag den 15. juli 2016

Trist verden

Jeg vågnede op til nyheden om Nice. Det er virkelig tragisk, som vores verden er for tiden. Så mange uskyldige mennesker, der skal dø verden over, fordi nogle er uenige. Det er forfærdeligt og jeg tager stor afstand fra det.

Det sagt, så skal sådanne nyheder ikke tage livet fra os og jeg fortsætter ud i sommerlandet som planlagt. En weekend med skønne planer og håb om bare lidt solskin.

Rigtig god fredag til jer alle - pas på hinanden derude.

torsdag den 14. juli 2016

Søvnvinduer

Jeg kan ikke huske, hvor det var jeg først læste om begrebet 'søvnvindue'. Men for mig er det den tid jeg har, fra jeg er træt og let kan falde i søvn. Det er i almindelige hverdage typisk mellem kl. 21.30 -22.30. Den tid, hvor jeg er godt træt og lytter efter kroppens signaler og går i seng. 

Hvis jeg mister mit søvnvindue, så ender jeg med ikke at kunne falde i søvn, før jeg har vendt og drejet mig flere timer (eller hvad der føles som flere timer). Som sidste uge, hvor jeg faldt i søvn på sofaen i et kvarters tid og derfor missede søvnvinduet. For da jeg vågnede og gik i seng, var jeg alligevel blevet så vågen, at jeg havde svært ved at falde i søvn igen.

Al det der med dårlig søvn har stået på i noget tid nu. Nogle gange går det godt (som i weekenden). Andre dage er det helt ad h... til. 

Jeg savner en stabil lang periode med god søvn. Jeg ved, det kan lade sig gøre, for jeg mærkede det i ferien. At jeg kunne sove tungt og længe uden opvågninger midt på natten/tidlig morgen. 

Alt i alt handler det meget om at lytte til min krop og benytte søvnvinduet. Det er bare ikke altid så let... 


tirsdag den 12. juli 2016

Snyd - og et udsalgstip

Jeg er jo hverken høj eller tynd og jeg er heller ikke 25 år længere, men nogle gange tror min hjerne, at jeg er... 

Det er de dage, hvor jeg sukker over jeans med huller, midi nederdele, converse sko, små shorts eller tårnhøje stilletter. Ingen af delene duer til mig (pga. krop og alder), men mine hjerne siger, det er pænt og så skal jeg jo prøve... 

Heldigvis er jeg blevet meget bedre til at undgå fejlkøb. Og jeg shopper derfor forsvindende lidt udsalg på nettet. Jeg har dog investeret i et par køb på det seneste (jeg er jo ikke hellig, vel?!!). Det meste er røget retur dog, men jeg vil lige tippe om denne kjole/tunika, som fik lov til at blive. Og det er jeg glad for. Jeg har brugt den hver uge siden jeg købte den, med leggings under - og nogle gange et tørklæde også (dansk sommervejr er jo rimelig koldt). Den er blød i stoffet og løs i formen. 
Bær lige over med mig og mine total dårlige outfit-billeder! Kjolen kan stadig fås her, men kun i små størrelser. For god ordens skyld skal jeg lige nævne, at der ikke er tale om spons eller reklame. Bare et tip om en rigtig lækker og billig kjole.

mandag den 11. juli 2016

Fra 9 til 7

Det er antallet af timers søvn, vi taler om her. Denne weekend har jeg nemlig været velsignet med 9 timers søvn. For så at droppe ned på 7 timer i nat, afbrudt af regn og torden. Mandagen er derfor en hård nyser...

Det har været en dejlig weekend, når vi lige ser bort fra vejret. Altså den sommer lader vente på sig. Har virkelig ondt af dem, der holder ferie nu i Danmark - og forstår godt, at mange vælger spontant at køre sydpå til varmere vejr.
Nå, det var et sidespring. 
Lørdagen begyndte stille og roligt, indtil vores toilet besluttede sig for ikke at virke mere. Det trak ikke vand ind og kunne så ikke skylde ud. Så er det jeg bliver glad for at bo til leje og kunne ringe til en VVS'er. Som kom efter en times tid og ikke kostede os en øre. Om aftenen havde vi et vennepar til middag. Noget som jeg i lang tid har været rigtig dårlig til. Altså at få inviteret. Vi havde en super hyggelig aften, hvor vi droppede grillen til fordel for at sidde inde og hygge med raclette. Det er flere år siden vi sidst lavede det, men det er virkelig lækker mad og nemt og enkelt - dog med en del forberedelser. 

Søndag var sløv, indtil regnen endelig holdt op og vi begav os ud i lokalområdet for at finde et par trolde. Det var virkelig fantastisk at være ude i lettere lun luft og uden regn. Og fordi vi havde så mange rester fra lørdag, så kom mine forældre til middag og vi tog endnu en omgang raclette. Så er den vist også luftet nok for det næste stykke tid!
Ud over søvn, gæster og udflugt, så har weekenden budt på afslapning med Game of Thrones, bog og kaffe. Jeg har ikke gidet gøre rent, der er blevet handlet og jeg har ryddet lidt op. 4 gange har vores opvaskemaskine kørt, men altså - det har været en god weekend. Håber I også har haft en helt fantastisk én af slagsen.


PS. Der er altid flere billeder på min Instagram profil - @birgitte-b

fredag den 8. juli 2016

Mod enden

Det lakker mod enden. Weekenden er lige om lidt. Den er tiltrængt (igen, igen). Trods arbejdet er stille, så kommer der stadig uforudsete opgaver og vælter planerne om at få ryddet op i bunkerne og de gamle sager (dem vi så smukt kalder 'hængerne')

I går aftes var ungerne forbi et kort smut og vi spiste en ordentlig bunke sushi. Efterfulgt af en opsætning af Nem ID (ældstesøn) og en masse snak om deres ferier. 
Mine unger er jo heldige at kunne holde alle 6 sommerferie-uger fri med den ene eller anden forælder. Og de oplever en masse, samtidig med at de får slappet af og ladet op til kommende skoleår. 

Nå, men forude venter weekend, som skal gå med at sove længe, se for mange afsnit af Game of Thrones, spise god mad, læse bog, have besøg af venner og nyde sommervarmen (hvis den kommer)

Håber I får en dejlig fredag...

torsdag den 7. juli 2016

#TBT

Det er torsdag. Det regner ikke - for i dag er jeg jo længe på arbejde (indsæt selv ironi-smiley)
Så er det jo godt, at jeg kan muntre jer med et lille kig tilbage i tiden - til juli 2010 - hvor vejret (og humøret?) var ret så meget bedre end dette års juli. 

... Og ja, børnene er kommet over det med ikke at kunne lide studenterbrød. Jeg er til gengæld ikke rigtig kommet af med de ekstra kilo...


onsdag den 6. juli 2016

Regn

'En snegl på vejen, er tegn på regn' - ja tak for kaffe - åbenbart ikke kun i Spanien, men i den grad også Danmark. Suk. Kom nu sommer!




tirsdag den 5. juli 2016

Mail spam

Efter-ferie-oprydning i mail-boks afslørede en del spam-mails. Seriøst - hvorfor får man disse mails? Hvad er formålet? Er der virkelig nogen, der vil sende oplysninger på den måde? Hvor kommer de fra? Er der mennesker i den anden ende af sådanne mails? Jeg er virkelig totalt uforstående overfor det...


Greetings to you and your family,I am Mrs.Kadi BALLA, a widow from Burkina Faso west African, I am sending this brief letter to solicit your partnership to transfer $7.5 million US dollars. I shall send you more information and procedures when I receive positive response from you, Please and please I will like you to kindly respond to my mail via my private email address for security and confidential reasons:( 

Best Regards

Mrs.Kadi Balla


*jeg har udeladt mailadressen, så I ikke falder for fristelsen af at få et par millioner...

mandag den 4. juli 2016

Opdagelser på en mandag


  • Mine bukser er krøbet i ferien... eller? Jo, det må være det - og ikke al det slik, jeg har spist i ferien.
  • Bedst som man kan se enden på det der fodbold EM, ja - så begynder Europaligaen og Superligaen da bare i denne uge.
  • Tog til tiden og ikke særlig mange mennesker - der er nu noget ved at køre med det offentlige, når de fleste har ferie. Jeg var også den eneste kunde i 7-11 her til morgen. Sker ellers aldrig på hverdage i myldertiden.
  • Det var vist meget godt, at jeg ikke var på kontoret i dag. 3 kopper kaffe inden kl. 10 skulle der til, for at få mig op i gear. Så er det dejligt med laaangt møde hele formiddagen.
  • Solen har skinnet det meste af dagen - virkelig optur, selv om ferien er slut for nu...

søndag den 3. juli 2016

Regnvejsbilleder

OK, det har været en temmelig regnfuld uge her i Danmark. Men jeg trænger til lidt billeder her på bloggen (faktisk så er jeg ikke fan af, at blogge fra mobilen - og når man indsætter billeder derfra, så er de ikke til at redigere. Så i dag har jeg trukket computeren frem fra sit hi).


Alle billeder er fra sommerhus-ferien. Rigtig god søndag derude - i morgen begynder hverdagen igen for mig (dog med blød opstart i form af workshop i København).

lørdag den 2. juli 2016

Juli

Jeg har altid haft følelsen af 100% sommer, når vi har ramt juli måned. Ligegyldigt hvordan vejret er i Danmark, så er juli lig med sommer for mig. 

Nogle juli måneder har jeg haft helt fri. Andre juli måneder har jeg arbejdet. Denne juli måned skal gå med 3 ugers arbejde og så én uges ferie. Alligevel er denne juli stadig lig med sommer. 

For stemningen er helt og aldeles sommer. Der er mindre stress på arbejdet og mindre trafik på vejene. Folk er i et mere afslappet humør og har en større accept af, at ting ikke går så hurtigt. Hele byen drager et lettelsens suk og slapper en smule af. 

Jeg håber på mere sol og varme i juli og et par (3!) dejlige uger på jobbet.