lørdag den 6. februar 2016

Når man ikke flytter sig

Jeg har skrevet et indlæg til lokalavisen, som kan læses online her. Eller kig med nedenfor...



For noget tid siden læste jeg, at knap halvdelen af danskerne flytter tilbage til deres barndomskommune. Overordnet viser tallene også, at vi ikke flytter os særlig meget eller særlig langt væk.

Man søger det velkendte og flytter derfor ofte tilbage til barndomskommunen eller et område, der ligner. Især når tiden kommer til, at man skal etablere sig.

Det gælder selvfølgelig kun, hvis man altså har været flyttet væk. Ikke som mig (og sikkert andre), der har boet på Vestegnen hele mit liv og nok aldrig kommer til at bo andre steder.

Ifølge en statistik, så er næsten 30% af borgerne i min hjemby også født her. En del af dem arbejder også i virksomheder på Vestegnen. Med andre ord, 30% af os har ikke flyttet os særlig meget fysisk. Personligt er jeg jo selv bosat i min barndomskommune, mens min bror er flyttet til Fyn. Udover det, så har jeg meget af min nærmeste familie boende på Vestegnen (og også en del af den udvidede). Det er derfor et bevidst valg fra min side, om at være - og forblive - tæt på relationerne. Og selvfølgelig at bo et sted, hvor jeg føler mig hjemme. Det er med andre ord tryghedsfølelsen, der skubber på for sådan en beslutning.

En beslutning som andre udefra nogle gange har svært ved at forstå. Der er langt fra Vestegnen og til København set fra københavnernes synspunkt. Omvendt mener mange på Vestegnen, at der er smukt, grønt og åbent herude set i forhold til København. Og de føler sig ikke hjemme i Københavns gader. Når alt kommer til alt, så handler det jo om at bo der, hvor man føler sig hjemme.

Når man har boet meget af sit liv i samme område, betyder det også, at man i hverdagen møder en del mennesker, som man kender fra skoletiden, ungdomstiden og måske arbejdet. Jeg har personligt svært ved at bevæge mig i det lokale shoppingcenter uden at møde folk, som jeg på en eller anden måde kender. Jeg kan være virkelig irriterende selskab, fordi jeg på de lokale restauranter ofte møder nogle jeg kender. Eller kender dem, der arbejder alle de ovenstående steder.

Det viser jo bare, at vi »der blev«, eller som kom tilbage til Vestegnen, gerne vil hinanden. Og vi vil gerne vores hjembyer. Det er et aktivt valg for os. Vi føler os trygge - og vi føler os hjemme herude på Vestegnen. Vores eget lille smørhul.

2 kommentarer:

  1. Når man ikke selv har gjort det samme, lyder det ret vildt at have både skolekammerater, ungdomsvenner med meget mere samlet på et sted. Det kan jeg faktisk ikke helt forestille mig, men på mange måder lyder det også både trygt og sundt for sjælen!
    Kh Lisbet

    SvarSlet
    Svar
    1. @Lisbeth - det er jo, hvad ens temperament er til ;-) men jeg kan godt lide det. Kh. Birgitte

      Slet

Giv mig dine tanker...