søndag den 8. januar 2017

Nytår i lokalavisen

Mit første indlæg i lokalavisen kom i torsdags. Det kan læses her eller online her.


2017 allerede?!! Sådan havde jeg det, da jeg stod morgenen efter nytår og skulle prøve at samle mig om et indlæg hertil.

Det er bare ikke i orden, at skrive ved hvert årsskifte »er der allerede gået et år?«. Men det er virkelig sådan, det føles. Jeg synes, året er fløjet afsted. Nogle gange kan det være helt udmattende at læse eller se tv omkring nytår med alle de der årskavalkader. For der sker så meget på ét år. Faktisk er der også så meget i gang på Vestegnen, at man flere steder kan se en ren fysisk forandring.

Nogle steder er dog helt de samme, som det har været gennem årtier. Det er der også brug for i et samfund, hvor mange ting går rigtig stærkt. Vores Vestegn er i rivende udvikling nogle steder. Andre steder står den som altid, uforanderlig - og på den måde skabes et godt fundament for vores dagligdag. Det nye og det sikre blandet sammen i en skøn forening.
Et af mine mål for 2017 er at se de sidste trækæmper. Jeg har været ude hos fire af dem og mangler derfor stadig to. Udover at kæmperne er fantastiske i sig selv, så har jeg oplevet at alle de gange jeg har været af sted, har jeg lært lidt nyt om det område, hvor de bor i. En skjult legeplads, en ny vandresti eller et virkelig smukt område med vand og skov. Der er så mange gode oaser skjult på Vestegnen. De venter bare på at blive fundet og udforsket.

Et andet mål for 2017 er at besøge flere lokale steder på Vestegnen. Hvad enten det måtte være et museum, stranden, skoven, lokale caféer, biografer og andre hyggelige steder. Det er jo vigtigt, at vi alle støtter lokalområdet og gør en indsats for at nyde de mange varierede tilbud i vores område.

2017 bringer jo også flere fysiske forandringer ind hos os på Vestegnen. Jeg glæder mig til nye grønne områder i bl.a. Ishøj, nye byggerier i flere byer og andre nye muligheder for oplevelser rundt omkring på Vestegnen. Især den grønne Vestegn er jo som bekendt noget jeg er virkelig stor fan af.

Jeg ser frem til et nyt år på Vestegnen. Jeg er sikker på, at både de eksisterende gode ting på Vestegnen, og alle de nye forandringer i det nye år, bliver rigtig gode.


4 kommentarer:

  1. Lyder som masser af gode tiltag og masser at se frem til. Altid dejligt at støtte sit lokalområde. Kram D

    SvarSlet
  2. Det lyder som nogle gode planer, for der er altid noget at opleve i lokalområdet. Og tænk, om ikke ret mange uger har børnene vinterferie.
    kh Rikke

    SvarSlet
    Svar
    1. @Rikke - ja, og den ferie glæder jeg mig til, vi skal på skiferie. Kh. Birgitte

      Slet

Giv mig dine tanker...