Rejsetrang

Min kollega er fløjet på ferie på Malta. To uger i varmen og ved en pool. Jeg under hende det meget. 

Lige nu har jeg selv udsigt til en regnfuld weekend og de to ting tilsammen trykker på den slumrende rejsetrang. 

Sidst jeg var afsted udenlands (ud over turen til Malmø) var i februar 2020, hvor jeg var på skiferie. Jeg var sydpå i sommeren 2019. 

Så nu længes jeg lidt efter udlandet, selv om jeg ikke gider mundbind og skiftende restriktioner i udlandet. Så det bliver ved drømmene, indtil verden igen er mere stabil. 

Tivoli på en fredag

I fredags tog manden og jeg tidligt fri. Turen gik til København, hvor vi skulle bruge vores Tivoli kort. Det blev en skøn dag mellem bygerne. Og hen på aftenen blev det faktisk helt godt vejr. 

Vi spiste en meget sen frokost i Tivoli Food Hall og derefter en kæmpe Bubble Waffle på Ismejeriet. Det var virkelig for meget af det gode med den is, så ingen af os kunne spise aftensmad. 

Det føles meget "normalt" at kunne tage toget ind til København og gå i Tivoli på sådan en hverdags-fredag. De sidste restriktioner fra Corona er mundbind i toget ved ind/udstigning og fremvisning af Corona-pas i Tivoli. 

Jeg håber på en god varm august uden for meget regn, så der kan blive flere skønne ture i Tivoli.

Nyt til læberne

Jeg har købt en læbepomade med lidt farve. 

Det er svært at gå med læbestift under mundbind, men også rart at læberne ikke er helt tørre og har bare lidt farve. 

Så her er Cliniques nye læbepomade rigtig fin til mig. Den giver ikke meget farve, trods jeg købte den mørkeste farve. Læberne bliver til gengæld dejlig bløde...

Varm anbefaling herfra.

Stadig ikke fan af hjemmearbejde

Det er nogle uger siden, dette indlæg var i avisen. Det er dog stadig aktuelt for mit vedkommende. Trods yderligere åbning af samfundet, så er der ingen konkret plan for, hvornår jeg og mine kollegaer kan komme fysisk tilbage på kontoret.

For nogle uger siden skulle jeg skifte password på min arbejdscomputer. Det er der i og for sig ikke noget underligt i. Vores it-afdeling sørger for, at det bliver gjort med jævne mellemrum for at forhindre eventuel hacking af vores systemer. Det som fik mig til at tænke over passwordet, var dog at hele situationen med hjemmearbejde efterhånden er blevet en helt normal og fast ting i mit liv.

Og så er det endda sådan, at det der hjemmearbejde og jeg aldrig rigtig er blevet helt 100% gode venner. Altså vi har mere et tåleligt forhold. For lidt mere end et år siden ville det have været en ret utænkelig tanke. For jeg har aldrig været specielt glad for hjemmearbejde. Jeg er, og har altid været, ret stor fan af at møde op på mit kontor til hver arbejdsdag.

Gennem det sidste års tid er alt vendt op og ned og på hovedet. Og jeg kan nærmest ikke huske, hvornår jeg sidst var en hel uge (med 37 timer) på mit kontor. Det var vist engang i oktober måned sidste år. Før det engang i sommerferien, tror jeg. Jeg har dog lært at leve med mit hjemmearbejde og nogle af de fordele, som det trods alt giver.

Det er utrolig så store forandringer bare ét år kan give. På alles liv og levevis - ikke kun på Vestegnen, men i hele Danmark og ja, hele verden. Der er ingen, som kan sige, at de er kommet uberørte igennem corona-pandemien. Alle har på en eller anden måde haft afkald, fravalg og ændringer at se tilbage på. Dermed ikke sagt, at nogle ændringer ikke er gode - for der er bestemt også noget givende i, at vi alle bliver tvunget til at stoppe op og sætte farten ned på vores travle liv.

Personligt har jeg ikke oplevet de store ændringer, hvis jeg skal sammenligne med andre mennesker. Dem, som får samfundet til (stadig) at køre rundt ude i fronten. Og jeg føler mig heldig, for jeg har stadigvæk et job at stå op til, hjemmearbejde eller ej.

Det sagt, så føles det alligevel som at være en del af en dårlig b-film, når jeg står i en lang kø iført mundbind for at blive corona-testet. Og det er nærmest surrealistisk at have set de mange døde byer og lukkede centre, caféer og restauranter.

Må det dog snart blive anderledes, så jeg om et år kan se tilbage på en helt anden periode af livet på Vestegnen.

En lille bitte smule glæde...

Over at jeg i dag kom i frisørstolen og blev klippet! Jeg har en lokal frisør i Brøndby og det var derfor først i mandags, at hun kunne åbne igen.

Bevæbnet med negativ test og mundbind fik jeg endelig klippet de lange tørre spidser. Ekstrem tiltrængt, hvis du spørger mig. Mit hår er nu helt kort (!) og i min helt naturlige farve. Åh, det var skønt...

Når hverdagen er savnet

Dette indlæg var i Lokalavisen i sidste uge. Jeg har lige overstået en weekend med snot og ondt i halsen, så online arbejde passer faktisk meget fint i dag. Dog ville jeg gerne have undværet den følelse af surrealisme, jeg fik, da jeg søndag stod ½ time i kø til Corona test. Åh hverdag, du er savnet...

Drømmer du også om forår? Det kommende forår har været længe ventet på så mange niveauer. Det samme har drømmen om alle de ting, vi gerne vil gøre - og som vi måske får lov til igen inden længe.

Jeg drømmer mest om de små ting, som forårets kommen gerne skulle bringe vejen frem for.

F.eks. den dag, hvor test og mundbind ikke længere skal være en del af hverdagen. De dage, hvor mit Nem-id ikke skal bruges hver uge til at booke tid til corona-test. Og de dage, hvor mine hænder ikke dagligt vil være tørret ud af overdreven brug af sprit og håndvask.

Vi kan fejre ét år med corona i disse tider. Et jubilæum jeg ikke har set frem til, eller har tænkt mig at fejre. Et hårdt og uomskifteligt år.

Men trods alt et år, som er gået, og som har betydet virkelig mange ting og ændringer, for alle jeg kender. Med corona har fulgt en meget anderledes hverdag. Det tror jeg har betydet, at de fleste mennesker - både ung og gammel - længes efter den. For hverdagen kan være dejlig og glædelig, netop fordi vi ikke har haft den i snart et år.

Om noget, så har denne corona-pandemi vel lært os at holde af hverdagen. Den helt almindelige grå og lidt (meget) forudsigelige hverdag, hvor rutinerne er i højsædet. Normaliteten som vi kender på rygraden. Den hverdag som vi normalt længes mod at bryde med sommerferie eller juleferie. Den hverdag med søvnige morgener og madpakker til os selv og ungerne. De hurtige morgener, hvor alle skal ud af døren på samme tid, og hvor man nærmest forpustet lander på jobbet to minutter inden det første møde.

Hvor ville jeg give meget for at få den hverdag tilbage igen snart. Så lover jeg aldrig at brokke mig over surt vasketøj, stressende eftermiddage med sport eller andre fritidsaktiviteter og frikadeller, som skal være klar kl. 18.00 sharp, for at det hele kan hænge sammen.

Selvfølgelig længes vi altid efter det, som vi ikke kan få. Det, som vi i disse tider, savner noget så grusomt. Og der er jo også et savn til udenlandsrejser, forlystelser, biografer, koncerter og fester med venner og familie. Men den helt almindelige hverdag kan altså også noget. Og det tror jeg, at vi vil sætte større pris på, den dag vi kan lægge corona-restriktionerne bag os.

2020 - året der alligevel gav noget

Det er ikke med vemod, at jeg sagde farvel til 2020. For selv om der har været ganske mange dejlige ting i året der gik, så har der dæleme også været en del op ad bakke. 

De gode ting:

• konfirmation for min yngste søn
• min ældste søn blev student
• vi var på skiferie i februar inden hele lock-down
• sommerhus i sommerferien, med sol og lidt varme
• mit Apple watch
• hjemmearbejde

De dårlige ting:

• hjemmearbejde
• aflyste fødselsdage
• aflyste koncerter
• ingen tur til Malmø, hverken sommer eller jul
• mundbind

Den opmærksomme læser vil opdage, at hjemmearbejde både er på positiv og negativ siden. Og det er virkelig et tveægget sværd. For jeg har efterhånden vænnet mig til det og kan sagtens se fordelene i det, men jeg savner altså også virkelig mine kollegaer og den hverdag på kontoret med varm kaffe og faglig sparring.

Der var også flere aflysninger end godt var i 2020, både fødselsdage (endda de runde af slagsen) og koncerter. Ligesom jeg havde besluttet mig for at gå til flere koncerter i 2020 (tre stk.), så blev alt aflyst. Jeg har også fået udskudt en musical. 

Til gengæld har det betydet, at jeg har fået nydt hver eneste social aftale med de (få) veninder, jeg har set. Og nydt hver eneste gang, jeg har været på restaurant. Jeg håber, at 2021 bliver bare en smule mere "normalt". Også selv om jeg ikke kigger tilbage på det sidste år, som noget forfærdeligt...

Julen varer lige til påske?

Sidste uges indlæg i Lokalavisen er her - siden jeg skrev indlægget er meget sket. Der er lukket ned for stort set alt i samfundet og Corona er på sit højeste nogensinde. Men jul bliver det jo alligevel - på en eller anden måde. Her er i hvert fald 2020's sidste indlæg fra avisen:

I julesangen varer julen lige til påske... eller til fastelavn. Og på en eller anden måde ville jeg ønske, at det kunne lade sig gøre at forlænge julen helt til påske. At vi kunne bevare den fine julestemning og hyggen igennem hele vinteren og de grå måneder og bare glemme alverdens sygdom og ulykke.

For jeg er ved Gud så uendelig træt af hele situationen med corona. Det føles virkelig som om, at det har varet for evigt. Jeg kan stort set ikke huske et år 2020 uden nogle eller flere restriktioner, bekymringer og svingende retningslinjer. Jeg ville også ønske, at jeg ikke skulle have brugt stort set hele året med at skrive indlæg her til avisen om aktuelle corona-situationer.

Dette år har bare ikke været særlig godt. Og selv det er nok en underdrivelse. For år 2020 har bestemt ikke været som forventet. Og mange mange ting og begivenheder, som vi alle havde set frem til, har enten måtte flyttes eller aflyses. Det er så ærgerligt, at vi skal kigge tilbage på et år med så mange forhindringer og ting, som ikke gik i opfyldelse.

Og man kan blive lidt bange for, at hele den her corona-situation aldrig stopper. At vi skal leve med mundbind og sprit - og at afstand skal være en dominerende faktor hele næste år også. Heldigvis ser fremtiden lidt mere lys ud. Så jeg håber, at 2021 bliver året, hvor corona kommer lidt (meget) på afstand og vi kan begynde at leve livet mere normalt igen.

Her i december har jeg også prøvet at holde fast i de traditioner, som er mulige selv med corona i baghovedet. Vi har bagt småkager - virkelig mange forskellige slags. Her i blandt en masse nye slags. Vi skal holde julefrokost med alle traditionelle retter. Også selv om vi kun bliver de allernærmeste.

I år har jeg desuden besluttet at skrive ekstra mange julekort til familie og venner. For der er mange, som jeg har måtte undvære at se i år - og en lille hilsen glæder altid i den travle juletid.

Lad os nyde denne jul, så godt det kan lade sig gøre. Selv om vi ikke nødvendigvis kan samles en masse mennesker eller være sammen med familie og venner fra nær og fjern. Det bliver jo jul alligevel, trods vores afsavn.

Jeg håber, at I alle på Vestegnen får en rigtig glædelig jul og et godt og festligt nytår.

Den indre Preben

Nogle indlæg til avisen kommer rigtig nemt til mig. Denne uges indlæg er et af dem - og det var sjovt at skrive. Forhåbentlig er det også sjovt at læse for andre...

Der bor en lille hidsig mand inden i mig. Måske hedder han Preben? Det er i hvert fald det, som jeg selv kalder ham fra tid til anden. Han er rigtig ofte til stede, når jeg føler andre mennesker gør noget forkert. Han får mig til at blive vred over mange små ting, som jeg oplever i min dagligdag.

Det behøver ikke være store ting, som bringer Preben frem. Det kan f.eks. være, når folk smider affald på gaden - især mundbind i disse coronatider. Jeg oplever også, at han kigger frem når andre folk ikke holder afstand til mig eller de blæser højt og flot på de regler, som jo er udstukket for at mindske coronasmitte.

Han er også med mig, når hundeejere ikke samler op efter deres hund - og når hunde ikke holdes i snor og derfor hopper op på mig. Eller når cyklister svinger ud foran min bil, selv om de har rødt og jeg har grønt. Han kommer helt op i det røde felt, når folk parkerer på fortovet, selv om der er ledige parkeringsbåse. Den er også gal, når børn cykler på fortovet. Ryger du på S-togs perronen, så er du også sikker på at irritere min indre Preben. Ligesom han bliver stærkt provokeret af folk, som spytter på gaden.

Vi kender vist alle vores egen indre Preben (eller hvad du kalder ham/hende) og alle de små ting, som kan irritere os i det daglige liv. Det kan være, at du tænker, at de ting ovenfor, som irriterer mig, slet ikke er noget. Måske har du nogle helt andre ting og situationer, hvor din Preben kommer til udtryk.

Jeg bruger i hvert fald meget tid på at kontrollere Preben og hans vrede og virkelig sige 'Pyt med det' til de ting, som der alligevel ikke kan ændres. Vi skal alle prøve at udvise et lidt større samfundssind og ikke give for meget efter for vores indre Preben. For det gør ikke noget godt for os, at vi render og hakker på hinanden. Der kan jo være en god grund til, at nogle ikke går med mundbind - og måske er der en god og logisk forklaring på deres anderledes opførsel. Selv hvis der ikke er, så er disse coronatider jo en god lejlighed til at udøve vores indre Pyt-knap og være bare en smule overbærende med andre mennesker. Det dør vi jo ikke af, vel?!!

Jep, det holder stadig...

Mit seneste shoppestop. Jeg har dog købt enkelte ting siden d. 1. august. Bla. underbukser. Jeg har smidt flere par ud - det samme med strømper - da de var slidte/hullede. Og så har jeg købt stof-mundbind. 

Indrømmet - jeg kigger meget på tøj og savner en ny striktrøje. Men de gamle i skuffen er ikke slidt helt op. Kun sådan lidt nussede i strikken og det er altså ikke helt nok til at sige farvel til dem.

Mine pæne sko trænger til en udskiftning. Og jeg mangler et par sneakers, som ikke er tidligere løbesko. Mine 3/4 løbetights synger også på sidste vers, men de holder nok denne sæson ud. Jeg går over til lange tights lige om lidt. 

Det kolde vejr har også betydet, at jeg har været i gang med nye kombinationer af det eksisterende tøj. Jeg er endnu ikke helt begyndt på lag-på-lag, men det snerper derhenad, hvis jeg stadig skal få brugt mine korte trøjer og skjorter.