Når hverdagen er savnet

Dette indlæg var i Lokalavisen i sidste uge. Jeg har lige overstået en weekend med snot og ondt i halsen, så online arbejde passer faktisk meget fint i dag. Dog ville jeg gerne have undværet den følelse af surrealisme, jeg fik, da jeg søndag stod ½ time i kø til Corona test. Åh hverdag, du er savnet...

Drømmer du også om forår? Det kommende forår har været længe ventet på så mange niveauer. Det samme har drømmen om alle de ting, vi gerne vil gøre - og som vi måske får lov til igen inden længe.

Jeg drømmer mest om de små ting, som forårets kommen gerne skulle bringe vejen frem for.

F.eks. den dag, hvor test og mundbind ikke længere skal være en del af hverdagen. De dage, hvor mit Nem-id ikke skal bruges hver uge til at booke tid til corona-test. Og de dage, hvor mine hænder ikke dagligt vil være tørret ud af overdreven brug af sprit og håndvask.

Vi kan fejre ét år med corona i disse tider. Et jubilæum jeg ikke har set frem til, eller har tænkt mig at fejre. Et hårdt og uomskifteligt år.

Men trods alt et år, som er gået, og som har betydet virkelig mange ting og ændringer, for alle jeg kender. Med corona har fulgt en meget anderledes hverdag. Det tror jeg har betydet, at de fleste mennesker - både ung og gammel - længes efter den. For hverdagen kan være dejlig og glædelig, netop fordi vi ikke har haft den i snart et år.

Om noget, så har denne corona-pandemi vel lært os at holde af hverdagen. Den helt almindelige grå og lidt (meget) forudsigelige hverdag, hvor rutinerne er i højsædet. Normaliteten som vi kender på rygraden. Den hverdag som vi normalt længes mod at bryde med sommerferie eller juleferie. Den hverdag med søvnige morgener og madpakker til os selv og ungerne. De hurtige morgener, hvor alle skal ud af døren på samme tid, og hvor man nærmest forpustet lander på jobbet to minutter inden det første møde.

Hvor ville jeg give meget for at få den hverdag tilbage igen snart. Så lover jeg aldrig at brokke mig over surt vasketøj, stressende eftermiddage med sport eller andre fritidsaktiviteter og frikadeller, som skal være klar kl. 18.00 sharp, for at det hele kan hænge sammen.

Selvfølgelig længes vi altid efter det, som vi ikke kan få. Det, som vi i disse tider, savner noget så grusomt. Og der er jo også et savn til udenlandsrejser, forlystelser, biografer, koncerter og fester med venner og familie. Men den helt almindelige hverdag kan altså også noget. Og det tror jeg, at vi vil sætte større pris på, den dag vi kan lægge corona-restriktionerne bag os.