Når man bare ikke kan se fidusen

Jeg ved ikke hvorfor, men der er noget ved de der helt store blogs med mange følgere. De bliver anbefalet af alt og alle - og jeg kan ikke altid rigtig se fidusen i dem. 

Altså, jeg forstår godt deres popularitet. De skriver godt, billederne er professionelle, der er ærlige indlæg om alt muligt osv. Jeg læser også selv med hist og pist, men følger ikke på Bloglovin eller er fast læser. 

For mig betyder det nemlig noget, at jeg kan 'mærke' personen bag bloggen. At man kan lære andre en lille smule at kende gennem nettet. Måske er der også bare 'for mange om budet'. Det bliver hurtigt for meget (som jeg har skrevet om i dette indlæg). 

Ofte er der så det med reklamerne og de sponsorerede indlæg. Som man som selvstændig blogger er nødt til at have nogle af. Det kan bare også godt blive for meget, når jeg løber ind i det ene indlæg efter det andet med akkurat samme reklame. Eller banner-reklamerne fylder så meget, at det er svært at læse teksten. Eller fire reklame-indlæg i træk.

Jeg er heller ikke god til blogs, hvor der ikke er så stor dialog i kommentarfeltet (læs: ensidigt). Jeg er med på, at 'de store' ikke kan sidde og besvare de 50 kommentarer (eller mere), der kommer under visse indlæg. Men for mig er dialogen en vigtig del af bloggen. Derfor går jeg tit en stor bue uden om (visse) store blogs. Trods deres popularitet. 

Og som afslutning på det, så har jeg opdateret min egen Blog-liste - den i højre side. Dem på listen vil jeg gerne anbefale (og ja, der er enkelte 'store' imellem, men jeg lover, de er altså helt fine ift. ovenstående brok). Tag gerne et kig forbi nogle af dem, du ikke kender. Har jeg glemt nogle af jer fantastiske læsere med egen blog, så skriv gerne i kommentarfeltet.

God weekend - foto fra København tirsdag.

Der er brug for alle

Ugens indlæg i lokalavisen handler om iværksættere, men også om, at der er brug for både dem og 'os andre' almindelige lønslaver... (kan også læses online her).


For nogle uger siden læste jeg her i avisen en artikel om tre unge mænd fra Vestegnen, der havde åbnet en restaurant på Østerbro. De havde taget springet og var blevet iværksættere. De var alle tre stolte af at komme fra Vestegnen, men havde også en kritik. Den gik på, at iværksættere ikke var nogle, der blev støttet. De mente ikke, at hele tankegangen omkring det at være iværksætter fandtes på Vestegnen.

Deres barndom havde været i familier, der havde roteret meget omkring et liv med 8 til 16 arbejde og hamsterhjulet, der fik hverdagen til at køre rundt. De mente, at mange ikke stilede mod at bryde det mønster de kendte hjemmefra og derfor selv »blev hængende« (både fysisk og mentalt).

Jeg synes på mange måder, de har ret. Dog er det ikke helt det billede, jeg ser f.eks. i min egen lille bydel for tiden. Her har et par iværksættere åbnet en cafe med hverdagsretter. Der er desuden åbnet en stofbutik, hvor ejeren har taget springet fra IT branchen til egen butik. Jeg synes ikke der mangler tiltag, men der mangler måske noget større fokus på iværksætter som en mulighed.

Dertil skal man jo huske, at der overvejende stadig er brug for folk, som er tilfredse med 8 til 16 arbejdet. Uden dem så kørte vores samfund slet ikke rundt. Der ville ikke komme håndværkere og bygge en restaurant op og der ville ikke være opvaskere. Vi ville ikke kunne få noget at spise i restauranten, hvis ikke chaufføren havde leveret mad og drikkevarer.

Dermed ikke sagt, at vi ikke har brug for iværksættere. Dem der godt vil tage skridtet med det, som de virkelig brænder for. Vi har brug for de gode ideer og folk, der tør føre dem ud i livet. Jeg skriver »tør«, fordi jeg er den type, der ikke tør. Jeg er typen, der har det godt med 8-16 arbejdet og med at blive boende på Vestegnen. Som godt gider tage en tørn i hamsterhjulet. Jeg - og mange andre - brænder nemlig for en god hverdag.

Måske er det, det sikre valg? Ja, men også det, der holder hjulene i gang og åbner op for muligheden for iværksættere. Der er brug for begge slags mennesker på Vestegnen. De mennesker, der har modet og energien til at starte noget op. Og dem, der gider tage en tur ind til Østerbro for at prøve at spise på en ny restaurant.



PS.: Hvis man vil se lidt fra min weekend, så kan man tage et kig på denne artikel.

De der støvler

Som nævnt i dette indlæg, så har jeg købt nye støvler. 

Nogle af jer kan måske huske, at det gjorde jeg også sidste år. 

Desværre (?) skete der det i foråret, at jeg sled det andet par støvler (ankelstøvler) op og de måtte smides ud.

Så jeg har været lidt på jagt efter en afløser. Plus jeg har haft en drøm i flere år om at få et par Chelsea boots. 

Sørme om jeg ikke var heldig at finde det helt rigtige par i sidste uge. Og jeg skal åbenbart blive ved med at købe Ecco. For det blev det (igen). De er både fodformede og bløde. Og efter min mening smarte nok...

Hus og have savn

Jeg har hen over sommeren og de sidste måneder tænkt meget på min morfar. Jeg ved ikke, hvorfor det lige pludselig kommer op igen. Måske fordi det er første år, vi ikke har haft min mormor og morfars hus og tilhørende have?

Huset og haven var familiens tilløbsstykke og vi brugte rigtig mange timer deroppe. Efter min morfars død kunne min mormor ikke holde haven alene, men vi kunne dog godt tage et smut forbi, mindes min morfar og hive nogle ting ud af legehuset og slå os løs på plænen.

Indenfor det sidste halvandet års tid er huset blevet tømt, solgt og revet ned - og min mormor er permanent beboer på det lokale plejehjem. Sagen er lukket og livet er gået videre. Jeg håber, de nye ejere får et lige så godt liv i deres nye hus og have, som min mormor og morfar havde. 

Døren findes ikke mere, kun i minderne

Bog nr. 26

Ø. Den handler om Færøerne. Jeg har været lidt lang tid om at læse den færdig, bla. fordi den aldrig rigtig fangede mig. Den virker også nærmere en novelle end en roman. Siderne er desuden sat med meget stor type, så det føles som en lille bog (den er kun 245 sider).

Den er svær at blive klog på. Sproget er meget poetisk, men handlingen er meget forvirrende. Den springer frem og tilbage med nedslag flere perioder, som ikke henføres til den handling i tidligere kapitel. For mig hænger den ikke rigtig sammen. I min optik, så fik den ikke rigtig bundet handlingen sammen og karaktererne var meget overfladiske. Den føltes lidt som at skøjte over noget uden rigtig at dykke ned i en egentlig handling.

Hvad efteråret skal bruges til?

... pludselig er vi i slutningen af oktober og jeg har helt glemt dette indlæg, som jeg har haft liggende i kladder noget tid.

Jeg har ikke haft de store forventninger til efteråret. Selvom september var varm og dejlig, så har oktober-kulden ramt som en hammer og mørket trækker ikke ligefrem op i aktivitetsniveau. 

Nu er spørgsmålet om efterår og vinter ikke 'bare' skal være ét?!! Altså mørket er kommet for at blive og kulden bliver mere og mere udtalt. 

Jeg har været syg igen. Dog kun én dag med noget opkast. Dog lang tid nok til, at jeg begynder at frygte denne sæson og al dens medfølgende sygdom. Jeg er bange for, at jeg har slidt for meget på mig selv og straffen nu bliver et efterår og vinter med en masse sygdom. Jeg håber det ikke og prøver at huske mine gode vitaminer og frisk luft.

Selv om jeg måtte tilbringe dagen i går i sengen, så skinnede solen gennem vinduet på mig. I dag er vi tilbage til regnen. Måske er det også indvirkende på mit lettere sortsind for tiden.

Til gengæld har jeg brugt noget af den gode tid, til at købe et par vinterstøvler (til) OG fået farvet og klippet håret OG prøvet yoga massage OG fået lavet negle. Mere om det en anden dag. 

Rigtig god fredag derude - håber I får en dejlig weekend.

Det med tiden

Det er sådan en rigtig 'blogger'-sætning, den der med: "Jeg har så travlt og så når jeg ikke at skrive på bloggen..."

... Så den behøver vi ikke nævne her (og jeg har heller ikke postet noget på Instagram i snart to uger). 

Det sagt (eller ikke sagt), så har jeg virkelig meget om ørene for tiden. Det er heldigvis gode ting, som gør, at jeg bare ikke er særlig meget hjemme. Jeg får heller ikke læst noget videre i min bog, hvilket ærgrer mig lidt. Men altså, det er både arbejde og sociale arrangementer, der tager noget tid -  og mange af jer er på ferie alligevel, så blog-indlæg - og tanker om gode indlæg - er der ikke mange af for tiden.

Imens må I nyde efteråret, trods regn og kulde de sidste par dage. Kunne ellers godt ønske lidt sol!

Udsigt fra min altan i søndags...