søndag den 25. november 2018

Efterår i det lokale område

Denne uges indlæg i Lokalavisen er inspireret af de mange events og kulturtilbud, der er netop i denne tid. 
Efteråret har for alvor sat ind med blæst, regn og rusk. Det er blevet koldt og surt flere dage. Solen er en velkommen, men nogle dage sjælden gæst. De mørke timer bliver flere og flere.

Trods vejret ikke altid indbyder til udendørs aktiviteter her i det mørkeste efterår, så er der alligevel stadig en del aktiviteter på Vestegnen. Det er muligt at komme ud og opleve, få en kulturel oplevelse, selv om det er blevet efterår. Personligt har jeg på det seneste været til to (gode) foredrag. For mig er det rart at komme ud (og op af sofaen), selv om efteråret ikke altid indbyder til det. Plus det er dejligt at få udvidet sin horisont. Det er også skønt at møde nye mennesker eller bruge et par timer med en kær ven/veninde.

Det er også om efteråret, at jeg kommer allermest i biografen. Jeg synes, der er mange gode film fra nu og op til jul. Biografen er super dejlig, når mørket falder på og man kan sidder i et blødt sæde med lidt popcorn og bare hygger sig. Stemningen er en helt anden end hjemme foran tv'et.

De mange museer på Vestegnen har jeg forsømt en del hen over den varme sommer. Jeg har altid været glad for museer af forskellige slags, men besøgene har faktisk været ret få her i sommeren. Til gengæld er det nu tiden til at tage en god revanche. Jeg har fået besøgt flere nye udstillinger og har også nogle andre i vente. Og det er fantastisk at kunne tage af sted.

Jeg kan godt lide, at efteråret åbner for mulighederne med forskellige events rundt omkring. Det er som om, at nogle ting ikke rigtig passer ind i sommeren, hvor vi bruger meget tid udenfor. I hvert fald når sommeren er, som den var i år. Nærmest uendelig med sol og varme.

Mange forskellige tilbud kan lokke mange forskellige mennesker ud og mødes. Det kan være, at du møder nogle, du kender. Eller måske så møder du nogle, du ikke kender, men som du alligevel kan få en snak med.


De mange tilbud er derfor stadig værd at kigge efter på Vestegnen. Jeg håber, at jeg vil møde en masse af jer fra Vestegnen ude omkring på de forskellige museer, biografer, foredrag og alle de andre arrangementer, som Vestegnen ellers har at byde på.


fredag den 23. november 2018

Den kødfrie dag - Minestrone

Den kødfrie dag kom i denne uge til at være tirsdag. Jeg havde fundet en ny opskrift på noget Minestrone og den blev virkelig god. Så jeg tænkte, at jeg ville dele denne opskrift med jer.

Vi spiste fire voksne og fik også lidt brød til. Jeg brugte en del rester af forskellige grøntsager. De kan sagtens skiftes ud med andre. Jeg ville have brugt frisk spinat også, men min ældste havde brugt det. Næste gang tror jeg, at jeg tilsætter lidt linser. Opskriften var oprindeligt med bønner, men det er vi ikke så glade for i familien.

Til fire personer (plus en rest):

2 forårsløg
1 aubergine
1 peberfrugt
2 fed hvidløg
3 gulerødder
2 stængler bladselleri
1 lille bakke champignon
1 pakke tortellini med ost
1 dåse hakket tomat
1 dåse tomatkoncentrat
2 bouillonterninger (jeg brugte hønsebouillon) 
½ l. madlavningsfløde
olie
parmesan
basilikum, oregano og timian
 
* Sådan gør du:
Hak alle grøntsager i form og størrelse, som der passer dig. Jeg finthakker alt af hensyn til min yngste søn. Svits grøntsagerne med krydderier et par minutter i olie. Tilsæt hakket tomat, vand, bouillonterninger og tomatkoncentrat. Kog i ca. 15 min. til grøntsagerne er møre. Tilsæt tortellini og fløde og kog til tortellini er færdig. Smag til med salt og peber. Server med revet parmesan og evt. brød. 
Minestrone med masser af ost.


torsdag den 22. november 2018

Selvfølgelig!

Det der med at skrive, at man er gået uden om forkølelse, ik'?!! Dum idé. 

For ca. to dage senere begynder de første symptomer og nu - hej, bragende forkølelse, som sørger for at jeg ikke sover og har ondt i hele hoved. Yeah. Eller noget.  

Heldigvis er opgaven afleveret og en afslappende weekend venter forude. 


mandag den 19. november 2018

Lige om lidt...

Det er er ikke et indlæg om den forestående jul. Som jeg hverken har færdige planer for eller forberedt mht. gaveindkøb, konfekt kreationer og overskud.

Det handler heller ikke, om den der Black Friday på fredag (som i øvrigt er ved at drive mig til vanvid). Jeg står virkelig i skismaet mellem, at det er super med alle de besparelser og en halv-kvalme over forbrugets overhånd. 

Nå, men dette indlæg handler om noget helt andet. For om lidt så er jeg klar. Eller ude af den grå zone. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. 

Sagen er, at jeg skal aflevere min sidste(!) opgave på studiet onsdag morgen. Jeg glæder mig til at trække vejret helt i bund igen. For helt ærligt, så føles det lige nu, som kun at leve i overfladen. 
Der kommer lys igen... lige om lidt.

søndag den 18. november 2018

Hvorfor jeg sjældent køber bøger

Faktisk har vi hjemme et princip om, at hvis der kommer en bog til, så skal der en bog ud. Vi giver bøger væk eller sætter dem på det lokale biblioteks byttehylde. 

Vi har kun de bøger, som vi elsker allermest (eller de serier, vi samler på). For det er meget sjældent, at vi læser bøgerne igen.

Vi låner hellere bøger på biblioteket end at købe nye. Det giver også god mening miljømæssigt. Allerhelst ville jeg læse dem elektronisk eller høre dem på lydbog, men det fungerer ikke for mig.
Her kan I se, hvorfor der ikke er plads til mange bøger hos mig og manden. Vi har valgt en lille reol, frem for at væggen var en stor reol med plads til mange bøger. Det er der mange grunde til, men det hjælper helt klart også på at minimere bogkøb.




fredag den 16. november 2018

Ingen sygdom i...

Egentlig har jeg længe ville skrive et indlæg, hvor jeg stolt kunne fortælle, at jeg ikke har været syg i umindelige tider. Jeg har helt sikkert været mere eller mindre frisk over det sidste år, men fakta er, at jeg ikke har været syg fra job i over ét år. Det synes jeg selv er ret godt. For jeg mærker stress symptomerne og de skiftende årstider. 

Jeg har gået udenom forkølelse hele efteråret. Jeg bilder mig selv ind, at mit daglige (hjemmelavede) ingefær-shot er medvirkende til det. Jeg prøver at spise sundt og jeg går tidligt i seng. 

Så... nu er sagerne sådan, at jeg er sygemeldt. Med en hovedpine fra helvede, som holdes stangen af min gode ven Treo. Det er ikke godt. Hverken for min statistik eller for mig generelt. Jeg er nemlig ikke god til at være syg. 

Jeg burde slet ikke have åbnet computeren i dag. Jeg har sovet næsten hele eftermiddagen i går og 12 timer i nat. Jeg er mast og ikke på toppen. Og lige om lidt er det weekend. Og hvem gider være syg der?!! Jeg er dog glad for, at jeg har holdt løftet til mig selv, om ikke at gå syg på arbejde. Selv om det betyder mere arbejde på mandag. 

Nå, nu koger vandet til te, så jeg smutter. God weekend!


onsdag den 14. november 2018

En virkelig god film - anbefaling

Jeg kommer ikke så ofte i biografen. Jeg er for magelig, tror jeg. Måske også lidt for nærig. Nå - men i lørdags kom jeg i biografen (den lokale). Fordi jeg længe gerne har ville se 'Bohemian Rhapsody', som er filmen om bandet Queen og deres forsanger Freddie Mercury. 

Og nu kommer pointen. Som er noget, jeg sjældent siger om film. Men denne her, ik! Den er fantastisk. Rørende, sørgelig, tragisk og bare helt igennem flot. Både skuespillerne, som spiller bandmedlemmerne, men i særdeleshed Freddie, spille sindssygt godt.

Skal du gå i biografen bare én gang dette efterår, så vil jeg varmt anbefale 'Bohemian Rhapsody'.