fredag den 17. oktober 2014

Gæsteblogger #3 - Om at træffe valg på sine børns vegne

Bag gæsteblogger nr. 3 er Rikke, som har bloggen 'Hvor svært er det lige'. Jeg har 'mødt' Rikke i blogland i foråret og følger hende, fordi hun har en blog med en masse gode betragtninger - og hun er vildt grundig i hendes baggrundsviden og argumentation. Håber I vil synes om hendes indlæg...  

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Vi gør det jo hele tiden, os med børn. Fra det øjeblik de ligger i mors mave til børnene løsriver sig helt, hvornår det så end måtte være. Jeg kender til voksne børn som ikke løsriver sig, og kan man egentlig sige at man nogensinde gør det, når nu man bærer vaner fra barndommen videre med sig i resten af sit liv? Mange ting sætter sig jo permanente spor.

Da det jo netop kan sætte sig permanente spor, er det jo ekstra vigtigt, hvilke valg vi træffer, om alt muligt fra mad, forbrug, sociale valg til opdragelse i det hele taget. 




Men selv om nogle af valgene betyder meget for os som forældre, er det jo ikke ensbetydende med at det er det bedste valg for vores børn på sigt. For vores børn skulle jo gerne ende med at blive selvstændige, rimeligt uafhængige individer, der træffer deres egne valg på deres egne præmisser, og ikke nogle der ser sig nødsaget til at gøre som mor eller far, for at have værdi i disses øjne.

Hvad er det man siger? ”Små børn, små problemer. Store børn. Store problemer”. Der er vel et gran salt i det, men så alligevel? Det er vel især, når de er helt små, at vi risikerer at indpode noget i dem, helt uden at de selv opdager det, eller??

Jeg kan godt lide at se tingene fra flere sider, når jeg træffer nogle af mine valg, og jeg er nok mest naturvidenskabelig anlagt på mange punkter, selv om jeg med alderen sliber nogle kan kanter af, mere eller mindre bevidst.

Noget af det jeg sætter en ære i at give videre til mine børn er, at vi alle er forskellige, og at vi alle kan vælge at gøre noget forskelligt, og at det er noget, som vi skal respektere. Så længe vi selvfølgelig ikke skader andre. Jeg vil også gerne lære dem, at der er forskellige bevæggrunde for, hvorfor vi gør, som vi gør, eller er som vi er.  Ja, egentlig ”blot” støtte dem i at bruge og udvikle deres empatiske evner, samtidig med at de respekterer sig selv.

Så når jeg vælger, at ”dope” mine børn med lidt fiskeolie i ny og næ eller gerne vil vælge hvilken type mælk de skal drikke (eller om de skal drikke mælk), så vil jeg gerne have, at de skal forstå, at jeg gør det, som jeg synes er bedst for dem, men samtidig at der ikke altid er noget ”alt eller intet”. At det kan være godt at stræbe efter det perfekte, men at træerne ikke vokser ind i himlen, og at det også er OK ind imellem. Der er situationer, hvor jeg træffer valg, der ikke kan ændres i øjeblikket, som f.eks. om de skal have en behandling eller ej. Men at der også er tider, hvor vi kan gå på kompromis. Jeg skal bare gøre det tydeligt, hvornår hvilket gælder.

Hvis der er noget jeg generelt er imod, også når det gælder valg på ens børns vegne, så er det fanatisme, også selvom valgene kan virke helt igennem berettigede. Om det så gælder, hvad de må spise, eller hvilke ting de må lege med, eller under hvilke former de må omgås andre socialt. Selvfølgelig må de ikke indtage gift, eller lege med farligt legetøj eller blive bandemedlemmer, der går og slår folk ned eller lignende, men der kan jo være gråzoner, hvor de skal lære, at vurdere og træffe beslutninger, uden at føle at jeg støder dem fra mig, eller at jeg elsker dem mindre, hvis de træffer andre valg en jeg. Men ja, det er da bestemt ikke altid let selv at finde grænsen, og nogle grænser skal der være, i min optik. Under alle omstændigheder, så skal børnene jo helst fungere socialt.

Hvad mener du? Skal man holde sine børn meget fast på sine egne principper?

Og så er der jo lige det ekstra aspekt, at man ofte ikke er den eneste, der har noget at skulle have sagt, ang. sine børn, da de jo ofte også har en anden (eller flere) vigtige voksne i deres liv.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Giv mig dine tanker...