Pizza-night

Det er ofte pizza er på menuen herhjemme. Især efter vi fik vores pizza sten. 

Selv om min yngste helst så, at pizzaen var fra den lokale take-away, så er det ikke så skidt med hjemmelavet pizza.

Forleden fik vi lavet lidt pizza igen og denne gang blev dejen bare helt perfekt. Og ja, jeg elsker (frisk) ananas på pizza!

Til mig selv

Jeg har købt blomster i dag. Til mig selv. For jeg trænger til noget at friske stuen op med. Nu jeg sidder herhjemme og arbejder. 

Bog nr. 9 - Hvordan man redder en lemming

Denne bog er en debutroman fra Nikoline Werdelin. Du ved, hende med tegneserien 'Homo Metropolis'. 

Det er en rigtig fin roman, hvor vi følger personerne Hans, Gunhild, Inge, Nicolas og Heidi. De er alle forskellige steder i deres liv - og så alligevel ikke. De oplever en form for livskrise og det er det nedslag, der er udgangspunkt for romanen. Ligeledes mødes de alle ganske kortvarigt eller tilfældigt. Nogle af dem på kryds og tværs. 

Læseren følger dem i en periode i deres liv, ganske kort og uden for mange detaljer om deres fortid. Alle får de ændret deres liv eller livssyn radikalt. 

En bog, jeg vil varmt anbefale. Selv om slutningen er noget overraskende og måske lidt brat. Men så alligevel helt passende.

 

Læs også denne anmeldelse af bogen.

Træet i gården

Jamen, jeg svælger lidt i glæden over, at foråret endelig er her! Og jeg har været på kontoret to gange i sidste uge. Så ser jeg gladeligt bort fra, at det sneede i morgen (!) og hele weekenden har været præget af kold og hård blæst... 

I torsdag tog jeg et billede af vores flotte træ, som står ved indgangen til kontoret. Dengang (for mere end 13 måneder siden), hvor jeg blev hjemsendt blomstrede træet i gården også. Jeg havde ingen anelse om, at jeg stadig ikke ville være tilbage fuld tid endnu. 

Det er lige nu sådan, at jeg savner og længes efter mit kontor. På en helt anden måde end de sidste 12 måneder. Jeg kan mærke på mine kollegaer, at der også er noget lignende på spil for dem. Vi er kørt trætte. Vi er trætte af at skulle omstille os hele tiden. Trætte af at arbejde hjemme i stuen. Vi savner vores sociale omgang med hinanden. 

Så lige nu er håbet, at der snart kommer en plan for tilbagevending for os offentlige ansatte. Så vi ikke behøver nyde foråret hjemmefra på fuld tid...

Torsdagens gå-møde

I torsdags var der endnu en mulighed for en gå-tur til et møde. Det var godt nok tidligt og luften var kold, for mødet begyndte allerede kl. 8.00. Til gengæld gav det bare rigtig god energi til den lange torsdag med en omgang morgenluft. Jeg håber, at vi kan få mulighed til det, også efter vi er tilbage på kontoret fuld tid...

Det er forår derude...

Det har været så længe ventet, synes jeg. Men når påskeliljerne står tæt i kommunens blomsterbede og hvidtjørnen springer ud, så er det helt sikkert forår!

Stadig ikke fan af hjemmearbejde

Det er nogle uger siden, dette indlæg var i avisen. Det er dog stadig aktuelt for mit vedkommende. Trods yderligere åbning af samfundet, så er der ingen konkret plan for, hvornår jeg og mine kollegaer kan komme fysisk tilbage på kontoret.

For nogle uger siden skulle jeg skifte password på min arbejdscomputer. Det er der i og for sig ikke noget underligt i. Vores it-afdeling sørger for, at det bliver gjort med jævne mellemrum for at forhindre eventuel hacking af vores systemer. Det som fik mig til at tænke over passwordet, var dog at hele situationen med hjemmearbejde efterhånden er blevet en helt normal og fast ting i mit liv.

Og så er det endda sådan, at det der hjemmearbejde og jeg aldrig rigtig er blevet helt 100% gode venner. Altså vi har mere et tåleligt forhold. For lidt mere end et år siden ville det have været en ret utænkelig tanke. For jeg har aldrig været specielt glad for hjemmearbejde. Jeg er, og har altid været, ret stor fan af at møde op på mit kontor til hver arbejdsdag.

Gennem det sidste års tid er alt vendt op og ned og på hovedet. Og jeg kan nærmest ikke huske, hvornår jeg sidst var en hel uge (med 37 timer) på mit kontor. Det var vist engang i oktober måned sidste år. Før det engang i sommerferien, tror jeg. Jeg har dog lært at leve med mit hjemmearbejde og nogle af de fordele, som det trods alt giver.

Det er utrolig så store forandringer bare ét år kan give. På alles liv og levevis - ikke kun på Vestegnen, men i hele Danmark og ja, hele verden. Der er ingen, som kan sige, at de er kommet uberørte igennem corona-pandemien. Alle har på en eller anden måde haft afkald, fravalg og ændringer at se tilbage på. Dermed ikke sagt, at nogle ændringer ikke er gode - for der er bestemt også noget givende i, at vi alle bliver tvunget til at stoppe op og sætte farten ned på vores travle liv.

Personligt har jeg ikke oplevet de store ændringer, hvis jeg skal sammenligne med andre mennesker. Dem, som får samfundet til (stadig) at køre rundt ude i fronten. Og jeg føler mig heldig, for jeg har stadigvæk et job at stå op til, hjemmearbejde eller ej.

Det sagt, så føles det alligevel som at være en del af en dårlig b-film, når jeg står i en lang kø iført mundbind for at blive corona-testet. Og det er nærmest surrealistisk at have set de mange døde byer og lukkede centre, caféer og restauranter.

Må det dog snart blive anderledes, så jeg om et år kan se tilbage på en helt anden periode af livet på Vestegnen.