søndag den 23. juni 2019

Sommerferie fra avisen

Her er sidste indlæg i Lokalavisen. Det er mit sidste indlæg, inden en lang sommerferie. Dette er primært, fordi jeg skal koncentrere mig om min studieopgave. 
Der sker meget på Vestegnen i disse år. Der er nemlig gang i udviklingen. Der er rigtig mange projekter i søen og støbeskeen. Og mange af dem tager flere år at gennemføre.

Se f.eks. den nye jernbane mellem København og Ringsted. Projekteringen til den begyndte i 2007 og banen er først lige blevet indviet i sidste måned. Et andet projekt, som er helt i sin vorden, er Letbanen, som efter mange års frem og tilbage nu er i gang med at blive sporlagt. Den vil binde meget af Vestegnen sammen og i min optik helt sikkert være et plus for vores område.

Mange af os bliver lidt usikre, når noget skal ændres. Også selv om det måske ikke lige er indenfor vores fire vægge eller vores udsigt fra haven, som bliver ramt. Vi er måske lidt satte i vores veje. Vi vil gerne have at tingene skal forblive, som de altid har været. Det tror jeg er ret menneskeligt.

Problemet er dog, at Vestegnen altid har været et område i udvikling. Se bare 50 år tilbage. Der var den bolig, som jeg bor i, helt sprit-ny. Og jeg er ikke så sikker på, at den var helt så velkommen i lokalområdet, da den rager godt op i landskabet. Jeg er også så gammel, at jeg kan huske, dengang S-toget blev forlænget til Høje Taastrup. Det var på mange områder spændende, men også lidt skræmmende, at byen bredte sig endnu længere ud. Den gik lige pludselig ud over de grønne marker og de store vidder.

Jeg tror på, at udvikling er godt - også for Vestegnen. Så længe vi kan beholde vores særlige »ånd« og identitet. Det helt specielle ved Vestegnen skulle nødigt gå tabt, fordi vi skal udvikle. Vi skal stadig bevare vores mangfoldighed og vores naturområder. Vi skal stadig have gode åndehuller i form af skov, strand, de åbne marker og havet. Vi skal satse på at udvikle, men også bevare. Det helt særlige kendetegn.

Det bliver spændende at se, om det netop overståede folketingsvalg vil betyde ændringer for Vestegnen. Måske er det ikke til at se den direkte effekt af valget lige nu, men det betyder alligevel noget for udviklingen af vores område. Hvad fremtiden bringer kan være svær at spå om, men lige nu står sommeren for døren og jeg vil ønske alle en rigtig god og solrig sommer. Jeg håber, at I får mulighed for at nyde alle de skønne ting - nye som gamle - her på Vestegnen.




Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Giv mig dine tanker...