søndag den 13. maj 2018

Gå en tur - ud i det blå

Denne uges indlæg fra Lokalavisen er her:
»Går du på arbejde?!!« Sådan sagde min yngste sidste uge, da vi fulgtes ud af døren en morgen. For ham er det lidt utænkeligt, at jeg gider gå til arbejde. For det er jo meget hurtigere at cykle. Jeg nyder dog, at vejret endelig er blevet godt og foråret er her. Plus er det lyst om morgenen. Det tager selvfølgelig længere tid at komme på arbejde, når jeg går. Til gengæld skaber det for mig en ro. Når jeg skal hjem igen, er det om at nyde solen, hvis den er fremme. Men jeg får også klaret tankerne efter en til tider hektisk arbejdsdag på sådan en gåtur.

Det med at gå tur er oppe i tiden. Jeg har både spottet en bog om emnet, plus diverse artikler og set et par indslag i tv. Det er egentlig ikke så underligt, for de fleste kan være med på en gåtur. Det kræver ikke specielt udstyr eller en super god kondition. Samtidig er det sundt at gå en tur. Både for krop og sjæl. Det er godt fysisk, fordi vi på den måde får bevæget os. Også mentalt gør en gåtur noget for os. Man kan både gå en tur alene og få samlet tankerne. Eller man kan gå sammen og få talt om forskellige ting og opleve sammen.

For noget tid siden fik jeg en mail om guidede ture på Vestegnen. Der er ture for alle - også børnefamilier. Jeg ved også, at der er byvandring forskellige steder. Der er initiativer, som march mod ensomhed. Jeg kender også til gåture, hvor enlige kan mødes med andre enlige og derved skabe sociale relationer og et netværk. Det er virkelig gode arrangementer, for en gåtur sætter os alle lige. Der er ingen, der er bedre end andre til at gå en tur. Det er heller ikke en konkurrence om at komme først. Samtidig er det muligt for de fleste at indarbejde gåturen som et naturligt pusterum i hverdagen.

En daglig gåtur giver både mentale og fysiske gevinster. Det kan sammenlignes med en slags gående meditation. Jeg havde faktisk engang en kollega, som begyndte at gå en tur hver dag. Efter et stykke tid betød det, både at hun kom i lidt bedre form, men også at hun tabte sig.

At gå tur kan altså varmt anbefales og helt ærligt, så er der rige muligheder for gode og smukke gåture på Vestegnen.


2 kommentarer:

  1. Jeg elsker at gå, på det seneste har jeg gået en tur om eftermiddagen, nogle gange med en podcast i ørerne og nyder det fine vejr. Cykler til og fra arbejde, så er det rart med en gåtur også.

    SvarSlet
    Svar
    1. @Christina - ja, det kan faktisk være dejligt at afveksle cykel og gå. Jeg er lidt pas på cykelture for tiden, så jeg går hellere. Kh. Birgitte

      Slet

Giv mig dine tanker...