torsdag den 15. februar 2018

Opskrift på cheeseburgerfad

Tirsdag fik jeg afprøvet en helt ny ret. Jeg har fundet inspirationen til opskriften her. Selv om vi ikke lever LCHF, så spiser vi ofte mad, som er inspireret af LCHF opskrifter. 
Jeg smed en del grøntsager i med kødet. Det var efter et princip 'tøm grøntsagsskuffen'. Der kunne sagtens have været squash eller champignon i. Eller andre grøntsager, som man lyster. Jeg bruger min minihakker til at få det helt fint, men det er jo en smagssag. Husk at væden helst skal være helt væk fra panden, inden kødet kommer i ovnen (det fik jeg ikke helt gjort denne gang og derfor var retten lidt 'våd' i bunden).

Min opskrift var sådan nogenlunde som dette:

Ingredienser:
  • 500 g. hakket oksekød
  • 1 løg
  • 4 fed hvidløg
  • 1 peberfrugt
  • 1-2 gulerødder
  • ½ spidskål
  • 1 chili
  • 200 g. bacon i tern
  • ½ tsk. dijonsennep
  • 1 lille dåse tomatkoncentrat
  • 2 spsk. barbecuesovs
  • 5 æg
  • 1½ dl. piskefløde
  • 150 g. revet blandet ost
Sådan gjorde jeg:
Svits bacon til det er sprødt. Læg det til side. Svits kødet i baconfedtet. Tilsæt løg, hvidløg og de øvrige grøntsager. Lad det simre nogle minutter til det meste væde er fordampet. I en skål piskes æg, fløde, sennep, tomat og barbecuesovs. Tilsæt salt og peber. Da jeg havde en rest hvidløgssmør, så smurte jeg det ovnfaste fad med det. Kom kødet i fadet, drys bacon over og hæld æggemassen på til sidst. Drys med revet ost. Sæt i en varm ovn på 200 gr. varmluft i ca. 20 min.

Jeg pyntede med lidt forårsløg, bacon og persille. Vi fik bønnefritter til retten. Dem er vi alle ret glade for, så efterhånden har jeg altid en pose bønner liggende i fryseren. 



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Giv mig dine tanker...