Mange stikker allerede nu til mig og begynder at spørge, om jeg gruer for det. Eller om det skal forbigås i stilhed.
Til min fødselsdag var der et par mandlige kollegaer, der lidt kækt sagde: "tillykke med de 25". Hvortil jeg svarede " jeg blev 39 ". De grinede lidt og jeg var sådan lidt uforstående. Jeg vil gerne stå ved min alder. "Det er der ikke mange af dine medsøstre der vil" var svaret.
Det er nok rigtigt. Har en (kvindelig) kollega, der er noget nær angst for at fylde 40 næste år. Jeg selv glæder mig. Til festen (selvfølgelig skal der være en fest) og til at komme ud af de 'turbulente 30'ere' og måske finde ro og balance i mine 40'ere.
Har i hvert fald en del veninder, som beretter at 40'erne er det nye sort. At de aldrig har haft det bedre mentalt med sig selv. At jobbet giver tilfredsstillelse. Plus at ungerne er blevet større og lidt mere selvkørende, hvilket giver en vis mængde frihed.
Det eneste der er lidt skræmmende ved de 40, er det med følelsen af, at så er man (jeg) virkelig voksen. Ikke noget med at dække sine umodne handlinger ind under at man stadig er 'ung'. Men følelsen af, at man i 40'erne nok skal være lidt ansvarsfuld, etableret og have styr på tingene. Det kommer nok ikke til at ske, men det er noget jeg tænker over til tider (ok, jeg er så rimelig ansvarsfuld i forvejen, men håber I forstår, hvad jeg mener).
Jeg frygter ikke '40-fed-og-færdig' krisen. Jeg frygter ikke rynker, slap hud, at blive gammel, kedelig eller at gå i stå mentalt eller på job. Jeg glæder mig oprigtigt til at blive 40. Heldigvis er der ikke længe til...
Det er nok rigtigt. Har en (kvindelig) kollega, der er noget nær angst for at fylde 40 næste år. Jeg selv glæder mig. Til festen (selvfølgelig skal der være en fest) og til at komme ud af de 'turbulente 30'ere' og måske finde ro og balance i mine 40'ere.
Har i hvert fald en del veninder, som beretter at 40'erne er det nye sort. At de aldrig har haft det bedre mentalt med sig selv. At jobbet giver tilfredsstillelse. Plus at ungerne er blevet større og lidt mere selvkørende, hvilket giver en vis mængde frihed.
Det eneste der er lidt skræmmende ved de 40, er det med følelsen af, at så er man (jeg) virkelig voksen. Ikke noget med at dække sine umodne handlinger ind under at man stadig er 'ung'. Men følelsen af, at man i 40'erne nok skal være lidt ansvarsfuld, etableret og have styr på tingene. Det kommer nok ikke til at ske, men det er noget jeg tænker over til tider (ok, jeg er så rimelig ansvarsfuld i forvejen, men håber I forstår, hvad jeg mener).
Jeg frygter ikke '40-fed-og-færdig' krisen. Jeg frygter ikke rynker, slap hud, at blive gammel, kedelig eller at gå i stå mentalt eller på job. Jeg glæder mig oprigtigt til at blive 40. Heldigvis er der ikke længe til...
Som 40-årig kan jeg fortælle der bestemt heller ikke er noget at frygte :-). Tillykke med de 39 i feb!
SvarSlet@Familiefletninger - tak, det er dejligt at vide ;-)
Slet