søndag den 14. oktober 2018

En bedre fremtid med Verdensmål

Indlægget fra lokalavisen er denne uge lidt 'større' end normalt. Forstået på den måde, at jeg har skrevet et indlæg om Verdensmål - og hvordan vi kan bruge dem helt konkret i egen hverdag. 
Kender du FN's Verdensmål? Første gang jeg hørte om dem, var da der blev hængt plakater op på min arbejdsplads. Verdensmålene er hele verdens fælles ambition for en bedre og mere bæredygtig fremtid. Der er 17 mål, som arbejder for en bæredygtig udvikling. Det er lidt en slags huskeseddel for en bæredygtig planet i fremtiden.

Verdensmålene er heldigvis ikke kun store forkromede tanker. Det handler nemlig om at trække de helt store overordnede linjer ned og gøre dem håndgribelige. På den måde kan vi alle hjælpe hinanden med bla. klimaudfordringer og bæredygtighed.

Det er allerede i gang i flere kommuner. På Vestegnen har vi lige holdt en af landets første bæredygtighedsfestivaler. Her var fokus på at tage klimaudfordringer op lokalt, så alle kan bidrage til en bæredygtig Vestegnen.

Det kan være lidt af en mundfuld at skulle ændre mange ting på én gang. Derfor lægger klimamålene op til, at vi laver små ændringer i hverdagen, som et skridt på vejen til en bæredygtig fremtid.

Det kan f.eks. være at se på, hvilken slags mad vi skal spise i fremtiden. Fremtidsmad, så som insekter, er meget 'up-coming', men nok ikke noget, som der er at finde på de flestes tallerkener i morgen. Til gengæld kan alle være med, når det drejer sig om at holde en kødfri dag om ugen eller spise mere grønt og lokalt.

Vores børn arbejder allerede med det i skole og på uddannelsesinstitutioner. Plus der allerede kører en del kampagner for bæredygtigheden. Bla. at vi skal huske at lukke for vandet, når vi børster tænder og slukke for vandet, når vi sæber os ind i badet.

Det er også altid fornuftigt at slukke for lyset i de rum, du ikke bruger og slukke for tv'et, når du ikke ser på det. Det er ting, som vi alle kan gøre og ikke noget, der vælter vores hverdag.

Der er mange andre gode og enkle råd om bæredygtighed: Brug offentlig transport eller cykel. Gå en tur for din sundheds skyld. Tag genbrugsposer eller indkøbsnet med, når du skal købe ind. Drik postevand i stedet for flaskevand. Undgå madspild og køb kun det, du har brug for. Det handler om at finde de små muligheder, som nemt kan implementeres hos dig.


Et af forslagene i Verdensmålene er: 'Gør op med stereotyper. Skriv en blog med indslag, som bryder med en sådan tankegang'. Og det passer jo meget godt ind med, hvad jeg prøver at gøre her i avisen med mine indlæg.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Giv mig dine tanker...