torsdag den 15. december 2011

Om at være en øjesten

Jeg er det ældste barnebarn på både min mors og fars side af familien. Med det kommer der (selvfølgelig) en status, der ikke overgås af andre. Den første. Den ældste.

(Til sammenligning kan jeg fortælle, at selv om min bror er nr. 2, så er han den eneste dreng. Og de andre kusiner komme drypvis med flere års mellemrum. Barnebarn nr. 3 er således 9 år yngre end mig og den mindste (nr. 6) er blevet 18 år i år).

Den status - med at være den førstefødte - har jeg (selvfølgelig) været glad for. Ligesom min bror har jeg været glad for at være 'kun os 2' på begge sider indtil vi var ret store. Forkælelse følger jo med og det siger man vi ikke nej til. Det er ikke meget der blev sagt nej til, når det kom til børnebørnene...

Desuden har vores bedsteforældre været i 'deres bedste alder' - de har (det meste af min tidlige barndom) været raske og friske, spillet fodbold og gået/cyklet ture med os. De har også arbejdet og ikke altid kunne passe os, når vi var syge. Alligevel har de haft overskud til at inddrage os i mange ting og traditioner (og er der noget min familie er, så er det bundet af traditioner - især omkring jul).

Nå - sidespring.

Min morfar har altid været utrolig glad og engageret i sine børnebørn. Han og min mormor har hvert år haft os unger på sommerferie, til juleklip osv. Og selv om man egentlig ikke 'må', så har min morfar flere gange udtalt, at jeg er hans 'øjesten' - de andre pige-børnebørn er hans prinsesser, men der er kun én øjesten.

Behøver jeg at sige, at de mænd der er blevet introduceret, alle er blevet mødt med orderne 'nu behandler du hende ordenligt' - sagt med et glimt i øjet (men også lidt som en trussel). Og at hans hjerte gik en lille smule i stykker, da jeg blev skilt fra drengenes far.

Jeg ved, at han og min mormor har planlagt, at jeg skal arve deres vielsesringe 'fordi jeg er det ældste barnebarn'.

I en del år havde jeg det skidt med at vide (og leve op til) at jeg var 'øjestenen' - nu har jeg accepteret, at sådan er det med min morfar. Jeg kan ikke lave det om, men kun være glad for min 'sær-status'. Mine andre kusiner har altid taget det med ophøjet ro, så hvorfor skulle jeg ikke også? Måske er det Janteloven, der spiller lidt ind her. Men jeg ved jo, at min elskede morfar gør det netop fordi han elsker mig og synes at jeg er noget specielt - Jantelov eller ej...

 
(skal ikke i Urban)

4 kommentarer:

  1. Det er dejligt at være øjesten. Det har jeg også været, og derfor var det også mig, der arvede min tipoldemors forlovelsesring.Den havde min farmor arvet før mig fordi hun også var øjesten. Ringene går åbenbart til øjestenene.

    SvarSlet
  2. Heldigt at have bedsteforældre.. dét har jeg aldrig selv prøvet.. Junior har alle 4.. det tror jeg lige jeg husker ham på.. ;)

    Morfars øjesten.. cute... !!

    SvarSlet
  3. Hej Birgitte

    Jeg vil høre dig om du er interesseret i at tjene et hurtigt gavekort til vores webshop om Tøj & Mode mod at du ligger til os på din blog?

    Skriv til mig hvis du skulle være interesseret

    Rigtig glædelig Jul
    Mvh. Søren

    SvarSlet
  4. Hej Søren
    Det ville jeg måske gerne - kan du sende mig detaljer?

    SvarSlet

Giv mig dine tanker...