tirsdag den 4. februar 2020

Alle de valg...

Sidste uge var dette indlæg i Lokalavisen:

Det er stadig vinter og energien er måske ikke den højeste her i den grå januar. Der er dog en del unge mennesker, som i disse tider knokler. De har travlt med terminsprøver og tanker omkring deres fremtid. For det er nemlig den tid på året, hvor mange unge skal til at træffe et valg omkring deres videre liv og uddannelse. For når folkeskolen slutter til sommer for disse unge mennesker, så venter et nyt liv med ungdomsuddannelse.

Det er så heldigt, at vi på Vestegnen har et helt enestående udvalg af alle former for ungdomsuddannelse. Det vil sige, at de unge ikke skal rejse ind til København eller rundt på resten af Sjælland for at gå i skole. Heldigvis så viser søgningerne de seneste år også, at vi har mange unge, som godt kan se fordelen i at blive på Vestegnen - også når det gælder uddannelsesvalget. De fleste vil nemlig gerne blive på et sted "lige rundt om hjørnet".

For det hjælper gevaldigt på motivationen, at der ikke skal bruges meget tid på transport. Det er desuden trygt ikke at skulle forlade det lokale område - eller i det mindste bevæge sig inden for det samme slags område. Lige præcis den tryghed betyder trods alt noget i det store spring, som de skal til at foretage i deres liv.

Vi har som sagt et virkelig stort udbud af uddannelsesinstitutioner på Vestegnen. Stort set alle gymnasiale- og erhvervsrettede uddannelser er repræsenteret. En vækst i optagelsen af lokale unge er med til at sikre det store og varierede udbud af uddannelser. Og det er godt for de unge mennesker. For det er mere vigtigt end nogensinde, at vi får vores unge i gang med en uddannelse. En uddannelse som passer til dem og hvor de føler sig hjemme. Og særligt en uddannelse, som de gennemfører.

Vi har gode skoler og gode undervisere og gode muligheder for hjælp undervejs i uddannelsen, så vi kan få de unge til at fuldføre en ungdomsuddannelse. Lige gyldigt hvilken én de vælger. Det allervigtigste er, at de får en eller anden form for ungdomsuddannelse. Så de har et fundament at stå på senere i livet. Det er noget, som der mangler lidt blandt de unge på Vestegnen. Dermed ikke sagt, at det ikke kan tages senere i livet. For man skal huske, at det aldrig er for sent at tage en uddannelse.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Giv mig dine tanker...