fredag den 30. august 2013

Engang læste jeg en bog - nu har jeg læst én til...

Kan I huske dengang jeg læste Lisbeth Zornig Andersens bog 'Vrede er mit mellemnavn'?

Jeg blev for nylig færdig med en ny bog i lidt samme boldgade. Den er skrevet af journalist Jeannette Walls og hedder 'Glasslottet'. Den foregår i USA og handler, ligesom Zornigs bog, om at bryde arv og miljø og vel egentlig også om at tilgive sine forældre.

Jeg oplevede begge bøger, som meget lidt anklagende mod forældrene, som efter min vurdering har en kæmpe stor del af skylden for den forfærdelige barndom.

I 'Glasslottet' er der en stor accept af, at hendes forældre gjorde det bedste de kunne, ud fra de præmisser de havde og det de selv havde med i baggagen. De formåede ganske enkelt ikke at give deres børn mad hver dag, senge at sove i, sko mv. Til gengæld fik børnene en stor frihed, viden og kærlighed (det er sådan Walls definerer det - jeg ved ikke helt, om jeg er enig. Kærlighed hænger for mig en del sammen med at tilsidesætte egne behov hvis nødvendigt og jeg blev flere steder i bogen så vred på hendes forældre).

Det er på mange måder en forfærdelig bog, men også en bog, der sætter tanker i gang. At det kan lykkes for forfatteren (og hendes søskende) at løfte sig op og komme videre, få en uddannelse og det vi andre vil betegne som et 'normalt' liv. Præcis som Zornig har formået.

Det er trist at tænke på, at der findes børn derude, i det vi kalder den vestlige del af verden, som ikke får nok mad, tøj, et sted at bo og bliver ofre for overgreb på den ene eller anden måde. Derfor er disse bøger efter min mening også vigtige. En reminder om, at ja - det kan lade sig gøre at bryde sin sociale arv og ja - du kan få et godt liv trods modgang og ja - 'alle vi andre' er ufattelig privilegerede.

Det er en bog, der rører ved noget og som man husker lang tid efter den sidste side er læst. Anbefaling hermed givet videre (og læs også Zornigs bog, hvis du ikke allerede har).    

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Giv mig dine tanker...