søndag den 12. august 2018

August mørket

Det er først lige gået op for mig, at det er august. Normalt holder jeg slet ikke tre ugers ferie i streg og derfor er alle dage og datoer ligesom løbet fra mig under min ferie. Først i denne uge lagde jeg mærke til, at aftenen var kortere. Altså lyset forsvandt hurtigere end jeg lige havde regnet med.

August bringer en hverdags-opstart med sig. Jeg har følt mig godt hjemme i ferien, især de sidste dage i denne uge har bragt mig ned i gear. Jeg glæder mig dog alligevel til at komme på arbejde i morgen og til den gode, stabile hverdag træder i kraft.

Der er ikke mange planer i august endnu. Jeg satser på en blød og kort måned, hvor jeg stille kan løbe efterårets mange begivenheder i gang. Det vil klæde mig godt ikke at starte med 110% i hverdag og weekends.



lørdag den 11. august 2018

Bog nr. 26 - The Break

Denne bog købte jeg på vej hjem fra London i maj. Jeg har med vilje gemt den til sommerferien. 

Jeg har læst rigtig mange Marian Keyes bøger og andre i den genre. Jeg er vild med den afveksling de bøger giver - og at man ikke skal tænke så meget, når man læser dem. De er perfekte til en sol-seng eller dag på stranden.
Denne er præcis som alle andre chick lit bøger og ikke noget der sprænger rammerne. En let lille sag... Og så alligevel. Den fik nogle tanker i gang i mig. Handlingen er kort fortalt, at Hugh vil have en pause fra kone, børn, hus og arbejde. Og hvad det så medfører af ting i et liv...



fredag den 10. august 2018

Masser af sol

Sådan er overskriften på mit indlæg i sidste uges lokalavis. Jeg har haft lukket lidt ned for elektronikken i denne uge, så derfor kommer indlægget først nu. Men det holder sådan set stadig...

Sikke en sommer! Jeg håber, I nyder den - lige meget om det er på job eller ferietid. Det er som om, at Vestegnen har været velsignet med varme og tørke i ualmindelig lang tid. Mens andre dele af landet har haft køligere eller mere regnfulde perioder, så har Vestegnen mange gange været det varmeste sted i hele landet. Stranden har været fyldt godt op og is-kioskerne har haft kronede dage.

Der kan ikke klages over denne sommer. Selv om man med gru husker sidste års meget våde sommer, så har dette år virkelig gjort sit til at fortrænge det minde.

Selv om vi ikke skal klage over varmen, så er det alligevel lidt sørgeligt, når man bevæger sig igennem Vestegnen. Alle plæner er gule og visne. Mange træer ser ud som om, det er efterår. Og de flotte blomster som plejer at stå flot alle steder, er meget sølle at se på. Medmindre de er helt visne eller ikke kommet op. Faktisk er der i øjeblikket en del ligheder mellem Vestegnen og det tørre Grækenland, som jeg skal besøge i min ferie.

Stranden derimod er dejlig. Jeg håber ikke, at der kommer alger på vores strand, for så er det slut med sommeren største trækplaster - nemlig den dejlige strand og vand. Det er et fluepapir uden lige og det er dejligt, at så mange bruger den lokale strand.

Skoven er dog knap så grøn. Desværre er der heller ikke lige noget med at smutte over og tænde et bål og lave snobrød. Den tørre sommer sætter her sin begrænsning. Det er alt for farligt med åben ild og antallet af grill-aftener er da også faldet for mit vedkommende.

Faktisk synes jeg også, at det har været svært at få ungerne ud i sommerlandet i år. For det er (meget) varmt. Så medmindre jeg lokker med noget, der har vand inkluderet - eller is - så er der ikke meget entusiasme for projekter, så som at gå tur i skoven eller cykle en omvej. Det er forståeligt, for vi bliver vist alle lidt slappe i varme. Så igen kan man tænke på, hvor fedt det er, at vi har stranden lige ved. Den er jo perfekt til afkøling, især om aftenen.

Til gengæld hørte jeg forleden i radioen, at de lokale vinbønder har et fantastisk år. Så om ikke andet, så kan denne sommer give lidt igen senere i form af et glas dejlig vin fra Vestegnen.




onsdag den 8. august 2018

Andre bøger jeg læser, nr. 7

Denne bog har været på min huskeliste et stykke tid. Jeg så en lille del af en tv-udsendelse med Lotus Turèll, hvor hun besøgte mennesker fra hendes barndom. Det gjorde et indtryk og jeg har derfor læst hendes bog.
Bogen er både selvbiografisk og coach'ende. Den er til dig, der lever/har levet med alkohol i familien og alle os, der gerne vil vide mere om emnet. Fokus er især på, hvad der sker for familier, når alkohol er en del af dem. Og her taler vi både høj- og lav-social familier. Denne bog kan varmt anbefales. Jeg blev i hvert fald lidt klogere på emnet.


mandag den 6. august 2018

Græsk mad - hvad jeg spiste på Kos

Jeg elsker Grækenland. Det gør jeg virkelig. Også maden er jeg glad for. Til gengæld er min familie ikke glad for, at jeg tager billeder af maden. Så har kun et par snapshots at vise her. 

Jeg kan dog berette, at jeg fik en del tzatziki og græsk salat. Samt musaka og souvlaki. Gyros, kyllingevinger med sennepsdressing og skaldyr var også en del af denne ferie. Plus den lokale (kolde) rødvin og is-kaffe (frappé). 



søndag den 5. august 2018

Bog nr. 25 - Min søster

Så nåede jeg til bog nr. 25 og dermed målet for 2018. Jeg læste denne på de første par dage af ferien til Kos. Den minder lidt om 'Kvinden der forsvandt' - genren er i hvert fald den samme.
'Min søster' er en spændende bog. Den er umulig at regne ud, synes jeg. Den kan være lidt... ja, køre rundt i det samme et par gange. Men alt i alt en fin bog, som jeg vil anbefale, hvis man er vild med genren. 


lørdag den 4. august 2018

Hjemme i varmen

Vi kom hjem i går. Mætte af varme, pool, aircondition, lækker mad og icetea. I går gik med at vænne sig til varmen herhjemme, som er en del mere fugtig end i Grækenland. Og så var der også en bunke vasketøj, som endnu ikke er i bund. 

Jeg trak stikket helt på bloggen, trods der var ok Internet. Men jeg havde ikke lige lysten til at blogge dernede. Nu hjemme igen er der masser af indlæg i vente (!). Jeg har dog en uges mere ferie - hurra. 

I dag begynder sidste uges ferie med en stor familiefest. Det er inklusiv badning i havet og det er så dejligt. Glæder mig til at bade i Danmark igen...

Hav en dejlig lørdag.