fredag den 13. juni 2014

Fredag d. 13. juni

- Har du fået farvet hår, Mor? Jeg kan bedre lide dig med lyst hår. Ok så, søn på snart 13. Det er taget til efterretning! #børne #mening #tællerellerej


- Danske ærter i levering fra Nemlig.com. Elsker seriøst at jeg ikke skal slæbe alle de varer op på 2. sal. #whatsnottolike





- Hvorfor falder jeg altid i slik fælden når det er weekend? Ville ønske jeg kunne stoppe! Rygrad som en regnorm #blandselv #slik #fælde





- Pakker. Hader det. Men nødvendigt for i morgen går turen til Odense for at fejre kusinen. 

- Fredag d. 13. Har det mon noget på sig? #uheld #håberikke

Facebook-blogging

Jeg kæmper lidt mod tiden pt. Jeg vil gerne skrive, men jeg når ikke at skrive de lange indlæg. (Af samme grund ligger der lige nu 16 kladder i min blogger). 

Før har jeg haft god glæde af mikro-blogging, men jeg har tænkt lidt på et andet koncept. Er nemlig tit fyldt op med underlige status, som jeg godt gad dele. Så vil prøve lidt Facebook-blogging. 

Altså idéen er - et indlæg om dagen med en masse (eller måske slet ingen?!!) opdateringer. Jeg samler sammen fra dagen der gik og udgiver. Måske giver det sig selv, at der ikke er noget sjovt ved det. Eller at det ikke skal være et indlæg om dagen. Billeder vil nok komme med. Jeg håber ikke det bliver for fragmenteret, men jeg giver det et forsøg.






God fredag - weekend forude :-) Håber på bedre vejr end forleden i 2605.

tirsdag den 10. juni 2014

Løb for pokker!

Jeg gik død i Pinsen. Min allergi blussede op og jeg har fandme fået det der øresten igen. Dog har det også været nogle dejlige feriedage. Og jeg fik løbet både lørdag og søndag. Så tænkte at I lige skulle have mit sidste indlæg i avisen her på bloggen også...



Indlæg fra Lokalavisen Vestegnen 29. maj 2014:


I dag har jeg været ude og løbe. Jeg har holdt mig oppe på tanken om, at fordi jeg løber i dag, så skal jeg ikke løbe i morgen.

Jeg løber, men jeg kan faktisk slet ikke lide at løbe. Jeg gør det primært for ikke at blive tyk og fordi motion skulle være så godt for krop og sjæl. Jeg løber virkelig ikke langt. Mellem 4 og 5 km. pr. gang (det er oftest tættere på de 4 end de 5).

Jeg har al det gode udstyr (aldrig gå ned på udstyr!) Kompressionsstrømper, løbetights og bukser, korte tights, adskillige trøjer, toppe og knæbind. De rigtige løbesko, vanter og løbehue (ja, det findes).

Det gode ved at løbe på Vestegnen er, at naturen er næsten lige udenfor ens hoveddør. Du skal ikke langt, før du rammer strand eller skov. Og det burde jo gøre det lidt sjovere at løbe. Altså for nogle. Ikke for mig. For jeg gider jo i virkeligheden slet ikke, uanset natur og vejr.
Jeg prøver at finde en masse (hurtig) musik, der kan hjælpe mig lidt på vej. Det hjælper ikke. Jeg prøver at pace mig selv med at løbe hurtigere end sidst. Det hjælper ikke. Jeg prøver at løbe bare lidt længere end sidste tur. Det hjælper ikke. Intet hjælper end at hive mig selv op med nakkehårene og prøve at appellere til min dårlige samvittighed. Jeg kommer ud. Og jeg kommer endda ud at løbe ofte, set i forhold til, at jeg slet ikke nyder det 100%.
Damen fra min løbeapp snakker i mit øre (via mine høretelefoner, der selvfølgelig også er designet til at løbe med). Hun bliver ved med at fortælle mig, at jeg taber fart. At jeg i virkeligheden ikke løber særlig langt. Trods jeg er rød som en krebs i hovedet og sveder som er jeg ude og løbe maraton.

Jeg løber, men jeg burde finde en anden motionsform. Jeg ved det. Løbet er dog det, der passer bedst ind i min hverdag. Fordi det kan gøres, når det passer mig og ikke tager så lang tid at udføre. Plus der ingen transport er frem og tilbage.

Det er dejligt at løbe, siger jeg til mig selv. Prøver at overbevise hjernen og kroppen om, at det er åh så sundt og åh så godt for mig. Og lige om lidt er jeg jo færdig for i dag.

Hvis du møder mig derude, så gør mig den tjeneste at smile pænt til mig og ignorere min pusten og de tomatrøde kinder.

fredag den 6. juni 2014

Den dejligste have

Min mormor og morfars have er en virkelig dejlig have. Da min morfar levede var den er prydshave, men min mormor kan ikke holde den selv, så nu er den meget overgroet. 

Alligevel føler jeg roen, når jeg træder derud. Haven indeholder mange gode minder. Og der er stadig en masse dejlige blomster. Og jordbær og hindbær. 

Så mit hverdagsbillede nr. 3 er denne fine blomst:




Jeg er ikke typen, der gider arbejdet med have. Jeg finder ikke ro i at ligge med numsen i vejret og lue ukrudt. Ja faktisk kan jeg ikke altid kende forskel på ukrudt og blomster. Men jeg kan godt mærke på mine hænder her til aften, at der var brandnælder i jordbærbeddet ;)



torsdag den 5. juni 2014

Hverdags livret

Hverdagsbillede nr. 2 er et billede af en af mine favorit hverdags livretter. Svensk pølseret i vores familie:




Kønt ser det ikke ud, som det ligger der, rodet rundt i gryden. Det smager dog godt. Jeg kender ikke mange, der har rynket næse ved servering. Og det er ikke så lidt, der har fået det serveret fra min mormors eller mine gryder. 

Faktisk er det jo ikke svensk pølseret i traditionel opskrift. Det er vist kun pølser de to retter har til fælles. Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg dog fået serveret det under navnet "svensk pølseret" hos min mormor og morfar. 

Det var min mormors store støbejernsgryde, der blev brugt til retten. Min morfar fik serveret pølser og kartofler, da han bestemt ikke brød sig om "ormene", som han kaldte macaroni. 

Min bror og jeg har fået opskriften af vores mormor og lavet den mange gange. Ikke helt så perfekt i smagen som hendes. Eller er det mon minderne, der snyder os?!! Højst sandsynligt. 

Heldigvis kan vores børn også godt lide retten. Ellers var de ilde stedt, for den er ofte på bordet. Og i dag har min ældste søn for første gang selv lavet den (med minimal hjælp). Således går mormors svenske pølseret videre i 4. generation. 

onsdag den 4. juni 2014

Hverdagsbilleder

På Instagram er jeg blevet tagget til at vise 5 hverdagsbilleder. 

Mit første billede er dette:



En saltkrukke i mit køkken. Som faktisk har en ret sød historie. I mit forrige arbejde (som jeg forlod for 5 1/2 år siden) havde jeg en del kontakt med eksterne leverandører. 

Så da jeg skulle stoppe, var de indbudt til reception og fra et af firmaerne fik jeg dette saltkar. Umiddelbart en lidt underlig gave, men der hørte en fin historie med til den. 

Sekretæren havde nemlig været ovre i deres firmas svenske afdeling og set at de havde et saltkar tilbage. De er ellers udgået af produktion. Så hun tog karet med hjem til Danmark, som en gave til mig. 

Jeg passer godt på den specielle gave, som jeg bruger stort set hver dag. Netop fordi den er fyldt med minder om gode relationer og godt samarbejde. 




søndag den 1. juni 2014

Fridage

Jeg har holdt fri og ikke åbnet en computer før her til eftermiddag, hvor jeg har skulle arbejde lidt. Lyder det ikke dejligt?!!

Det har været nogle hyggelige fridage, med sol og lidt varme. Kan mærke, at det er lige her, hvor det er lidt for varmt til lange bukser, men også lidt for koldt til shorts. Så jeg får af en eller anden grund altid valgt det forkerte. Altså de lange bukser, når det så bliver drøn-varmt. Synes ikke det er den nemmeste årstid, denne her. Forleden havde jeg vovet mig ud i sandaler, men først ved 15-tiden blev det faktisk rigtig varmt og sandalvejr. Det er bare typisk mig.

Jeg har brugt fridagene på veninde-fødselsdag, begravelse og barnedåb. Så man kan sige, at jeg har været hele raden rundt på få dage. I morgen er det hverdag og jeg skal på arbejde. Jeg glæder mig - jeg holder trods alt meget af hverdagen... Og det er muligt, at i morgen bliver en rigtig mandag og jeg fortryder mine ord.

God søndag derude!