mandag den 26. august 2013

Kør til den mørke side

Min bror og jeg var børn, da Star Wars filmene udkom. De var et klart hit hjemme hos os. Vi har set filmene rigtig, rigtig mange gange og vi kan flere scener og replikker udenad. 

Heldigvis er vores børn ligeledes betaget af Star Wars universet. Mine unger har haft mængder af Star Wars legetøj, udklædning, lyssværd, bøger, figurer, LEGO osv. og vi har set alle filmene flere gange, senest denne weekend. 

For et stykke tid siden viste min bror mig så nogle videoer fra YouTube, som er virkelig grineren. Altså, for os. Vi er ved at knække sammen bare ved at skulle fortælle om dem. Det er firmaet TomTom (dem med gps'ere til bilen) der står bag videoerne. Så hvis du synes det mindste om Star Wars, så tjek dem ud her:



Darth Vader recording - behind the scenes
 


 
Master Yoda recording - behind the scenes
    

onsdag den 21. august 2013

Femina Blogawards 2013

Normalt læser jeg ikke Femina. Jeg synes ikke lige det rammer min smag (der er helt sikkert nogle gode artikler i bladet, men helt ærligt - jeg synes, jeg er for ung til det). Jeg er dog ikke mere hellig end at jeg læser det, når jeg er hos lægen/tandlægen mv. men jeg kunne ikke finde på at købe det med hjem...

Alligevel vil jeg gerne slå et slag for Femina. For de har nemlig 'opfundet' en pris til at hylde den helt almindelige blogger. Ikke dem der har flest besøgende eller er mest populære, men den helt almindelige blogger, som har gjort en forskel for nogle, på den anden side af skærmen. Og det gode er, at vi alle sammen kan være med til at bestemme, hvem der skal have en pris. (Dog tænker jeg, at vinderne alligevel bliver nogle af de 'populære' blogs, da flere læsere har set deres indlæg, men der er chance for et mere nuanceret billede af nominerede). Du kan nominere blogs i 5 forskellige kategorier og du er med i lodtrækningen om 20 signerede eksemplarer af Julia Lahmes nye bog Blogbogen, bare ved at stemme!



 
 
Du kan læse mere om Femina Blogawards her
eller hoppe direkte til stemmesedlen her
 
 
 
PS. Dette indlæg er ikke en reklame. Jeg er ikke blevet bedt om at skrive om Femina Blogawards af nogle. Ej heller er det et forsøg på at samle stemmer. Jeg slår bare et slag, for hvad jeg synes er et godt initiativ. 

mandag den 19. august 2013

Efter flytningen

Jeg bliver nok mindst 1 gang om ugen mødt af spørgsmål, om vi er kommet på plads efter flytningen, om vi er færdige med istandsættelse af lejligheden, om vi har fået købt alle møbler, om vi har fået hængt (de sidste) ting på væggene osv osv.

Helt ærligt, vi er lige flyttet! Eller.. nåh jo, det er over 3 måneder siden. Til min undskyldning var det en bytning, så 2 lejligheder stod en morgen på gaden og 1 time efter blev alle tingene båret op i den 'nye' lejlighed. Som ikke var malet eller noget. Den jeg afleverede var gjort fin ren. Den jeg 'modtog'... knap så meget!

I sidste uge er der blevet hængt nogle lamper op i stue og det store børneværelse. Stuen ligner lidt noget halvfærdigt, der mangler lidt på væggene... og et tv-bord... og der er en masse ledninger, der flyder rundt omkring.

Ingen paneler, karme, radiatorer eller døre er malet. Til gengæld er alle vægge hvide (og ikke særlig pæne, godt med lappede huller og tapet, der er sat forfærdeligt op). Det stresser mig ikke (tror jeg). Jeg ser det stort set ikke mere. Bortset fra når jeg gør. Og når jeg skal gøre rent. Eller rydde op.

Nå! Men vi er så småt ved at komme på plads. Der blev købt lamper til entréen i lørdags og jeg brugte noget af søndagen på at rydde op i soveværelset (aka værelset, hvor al rodet bor) samt i nogle af ungernes ting. Vi skal nok nå det. Jeg kan godt leve med, at mit hjem ikke er et poleret Bo Bedre hjem. Det er svært, fordi jeg kom fra en gennem-renoveret lejlighed, men faktisk ok. Jeg tænker, at vi når det med tiden. At der skal tænkes nogle gode idéer frem, så vi bliver tilfredse med resultatet. Lige nu fungerer det og med små skridt kan man også komme langt. Eller... i hvert fald undgå at stå stille!

fredag den 16. august 2013

Feriebilleder

En hel uge med hverdag er slut. Jeg glæder mig til en weekend med afslapning, for synes godt nok denne her første uge har været lang og lidt hård, at komme igennem.

Jeg har siddet og sorteret billeder fra min Iphone og I skal da heller ikke snydes for et par stykker (ok, det er seriøs billede spam - så er I advaret). Og de er åbenbart ikke af hel god kvalitet alle sammen - så bær over med det...



Havnen i Kerteminde
 
 

Hove Vig (ved Nykøbing Sj.)
 
 

 



Brombær på vej

 
 
 
Sandskulptur festival i Hundested
 



Odsherred zoo
 


 
Gefionspringvandet i Kbh.
 



Skoleskibet Danmark



Solnedgang i 2605



Koralrev på den Blå Planet



Piratfisk



#ældstesøn



#yngstesøn



Vestvolden



Blomster i Tivoli haven
 



 


 


 


 
 
God weekend derude.

tirsdag den 13. august 2013

3 uger manner...

Skulle jeg ikke lige få taget mig sammen og få lavet et indlæg her på bloggen? Og vil I gerne høre om min ferie siger I? Jamen, så kommer det her:

I dag er ferien slut. Det var den sådan set også i går, men det føltes ikke helt sådan! Godt nok var jeg på arbejde, men derefter havde jeg en fin kaffe-aftale med søde Cille og på hjemvejen hentede jeg sushi til aftensmad og flød ud foran tv'et, indtil jeg fik slæbt mig ind i seng. Ikke meget stressende hverdag i det (i dag er noget helt andet, tidligt op og pligterne venter).

Det har været en dejlig ferie. Lang og solrig med en masse oplevelser. En ferie hvor jeg brugte max solcreme og minimum make-up. Jeg har fået læst et par bøger og en del dulleblade. Den var tiltrængt, den ferie og jeg nåede rent faktisk dertil, hvor jeg til tider var i tvivl om, hvilken ugedag det var. Ren afslapning.

Jeg har været sammen med familie og venner. Fået sovet mindst 8 timer hver dag (sådan ca.) og nogle dage har der været programsat aktiviteter og andre dage har vi bare bestemt, hvad vi ville lave, alt efter vejret og energien.

Jeg har endda præsteret at løbe nogle ture i ferien. De fleste om aftenen, for det har været alt for varmt til at jeg har kunne holde ud at løbe om eftermiddagen.

Jeg har spist grillmad i stort set 2 uger i træk. Drukket lidt mere vin end jeg plejer og meget mindre kaffe end normalt. Straffen ses på vægten og jeg begynder i dag i morgen på den sundere livsstil. Jeg skal tilbage på sporet og så skal der nok også løbes lidt mere.  

Så jeg hilser hverdagen velkommen. Og i morgen begynder skolen for mine unger. Der er rigeligt arbejde der venter og masser af aftaler allerede. Jeg har også lovet at teste noget neglelak og et regnslag. Det skal nok gå - det der hverdag.   

lørdag den 27. juli 2013

Skummetmælk er også en farve

Jeg er ikke god til varme og for meget sol. Min bedste sommertemperaturer er omkring de 22-23 grader. Så I kan nok regne ud, at jeg har haft det urimelig hårdt med den varme, der indtil videre har været denne sommer. 

Jeg klager ikke. Det er dejligt med sol og sommer. Jeg er bare dårlig til håndtere varmen. Jeg bliver lynhurtig for varm og må kravle ind i skyggen. Her ligger jeg så og puster. 

Jeg er desuden meget lys og og bliver let forbrændt. Derfor er jeg smurt i faktor 30 fra top til tå. Lige fra morgenstunden. Mine unger har for længst fået en god grundfarve, mens jeg selv stadig dyrker det skummetmælksfarvede look. 

Varmen gør mig desuden ualmindelig sløv. Jeg orker ikke meget andet end at ligge med en bog (i skyggen selvfølgelig). En tur til stranden hjælper hvis jeg kan komme i bølgen blå. Det er endnu dejlig svalt. 

De næste par dage lover de at temperaturen falder lidt. Jeg glæder mig ærlig talt til det. Selv om jeg ved, at de fleste andre helst så at varmen fortsatte. Jeg derimod dyrker min skummetmælk lidt endnu :)

søndag den 21. juli 2013

Minder, der aktiveres af lyde, lugte, smage eller ting jeg ser

Kender I det? De der mentale minder, som kommer lige pludselig. Udløst af en duft, en lyd eller en ting, man rører ved?

Jeg har flere (primært sommerminder), der er poppet op i løbet af den sidste tid, f.eks.:

  • Lyden mit sølvarmbånd laver mod skrivebordet sender mine tanker lige tilbage til barndommen og min mors fine guldarmbånd, som hun altid gik med.
  • Duften af hø, som minder mig om nætter på hø-lofter rundt omkring i Danmark (på diverse spejder-ture)
  • Smagen af jordbær. Jeg er direkte tilbage på terrassen hos min mormor og morfar. Jeg spiser jordbær med fløde og spiser altid for mange, så ender med seriøs mavepine (sådan er det til dels stadig i dag. Lærer det åbenbart aldrig).
  • Sange der bliver spillet i radioen. F.eks. DAD. Minder mig om tiden på handelsskolen med veninderne og vores årlige koncert på Charlottenlundfortet.

Jeg har mange flere minder og nu hvor det er ferietid (endelig!), får jeg helt sikkert en masse flere. Bloggen bliver lidt stille, men der vil nok komme lidt spredt fægtning, hvis ikke jeg bliver helt opslugt af ferielandet (og sol, varme og glade minder). God sommer alle sammen :-)