Et spørgsmål som vi får og selv stiller mange gange. Svaret er vi ikke altid interesseret i. Især hvis det ikke er positivt. Ofte svarer vi selv også helt automatisk, uden at mærke efter, om svaret skulle være andet end standarden 'jeg har det godt/fint'.
Jeg har det ikke altid godt eller fint, når folk spørger, men orker nogle gange ikke at fortælle, hvorfor det lige er, jeg ikke har det godt. Og så tænker jeg også, at spørgeren ikke altid er interesseret i et svar, men bare langer frasen ud af ren høflighed uden egentlig at ville vide, hvad der rører sig i mig.
Der er folk jeg spørger, hvor jeg virkelig er interesseret i et (ærligt) svar, men hvor de glider af på spørgsmålet og giver mig standard svaret. Skal man bore mere i det så? Eller bare acceptere, at nogle ikke har lyst til at dele sindstilstanden med mig?
Andre svarer ærligt, at det for tiden ikke er helt så godt og det efterlader mig også tit i vildrede. Skal jeg tilbyde noget hjælp/omsorg eller skal jeg bare nikke og høre, hvad de har på hjerte og derefter regne med, at det dermed hjalp at lette hjertet?
Jeg tror ikke der er nogen løsning, alt afhænger ofte af situationen og hvem man står over for, samt ens eget humør. Til gengæld mødte jeg én forleden, der ærligt svarede spørgsmålet med et 'jeg har det fantastisk'. Og hendes svar og ærlighed varmede helt ind i mit hjerte. Måske vi skulle være mere åben for at dele vores glæde - og til tider sorger?
