onsdag den 28. maj 2014

De mest hypede pomader

I går fik reklameindustrien skovlen under mig! Jeg købte nemlig to af de total hypede (og roste) læbepomader - Baby Lips fra Maybelline. (Personligt har jeg læst om dem her). 

Baby Lips ligner til forveksling de gode gamle fra Labello (de hårde 'stifter' fra min barndom/ungdom -ja jeg er gammel). Dog er de her dejlig bløde i konsistensen og jeg synes de fugter godt. Dem med farve kan man bruge på læberne for at få lidt farve, men de kan efter sigende også bruges på kinderne i en snæver vending. 

Eneste anke er farverne på emballagen. Jeg føler mig sgu ikke hjemme i designet. Jeg er en kvinde på 39 år, men når jeg står og vifter med den der gule stift, ligner jeg jo én, der har hugget tween-pigernes læbepomade, for at føle mig ung og med på beatet. Jeg ved godt, at jeg ikke er hovedmålgruppen, men den pynter ikke ligefrem i tasken. Det er i hvert fald ikke en, jeg går all in for at flashe!

Ekspedienten fortalte mig i øvrigt, at de slet ikke kunne følge med efterspørgslen og at de snart havde total udsolgt. Der havde desuden en dag været en flok unge piger inde i butikken, der var begyndt at skrige op, bare fordi de havde Baby Lips tilbage. Prøv lige at høre: Det er en læbepomade! Til 29,95 kr. Så revolutionerende er det altså heller ikke.

Man må give det til Maybelline - de har formået, at hype deres produkt. Også her i Danmark. Og jeg faldt jo også for dem, nu jeg skulle i Matas alligevel. Prisen er jo overkommelig, så hvis jeg ikke har superbløde 'baby-læber' om  8 dage, så går det nok.




Købte disse to varianter - gul uden farve, men med SPF20 og lilla med fersken smag og farve




Bonusinfo: 
Der er flere varianter tilbage i Føtex i Glostrup, hvis du skulle være desperat efter nogle!

mandag den 26. maj 2014

Scary dreams

Jeg har haft en virkelig uhyggelig drøm om, at jeg fik en hveps i hvert øre. 

Og de roterede så meget, at jeg ikke kunne få dem ud igen. De blev simpelthen inde i øregangene. Og så var der noget med en pincet, der skulle bruges til at trække dem ud. 

Og i hele drømmen kunne jeg høre den der summen... Tror de der åbne vinduer i soveværelset kræver lidt tilvænning!

lørdag den 24. maj 2014

Jeg blogger i avisen

Jeg har for nyligt indgået et samarbejde med lokalavisen Vestegnen. Jeg skal skrive blog-indlæg til avisen (hvilket jo i sig selv er lidt modstridende, da det jo også er en fysisk avis) om lige hvad jeg har lyst til... Det kan man da kalde frie rammer. 

Nå, men altså - Sidste uge var der en intro om mig og det første indlæg var også i avisen. 

Så nu skal jeg bare finde på en masse fine ting og sager, som jeg gerne vil skrive om. Og lige der bliver man jeg så nok lidt ramt af en mindre skriveblokering (but of course!). Er gået i tænkeboks nu. Og lettere panik!  

torsdag den 22. maj 2014

Update på shoppe-fri måned

Jeg holdt løftet. Jeg shoppede ikke noget tøj i april! 

Gik jeg amok i maj?... Lidt... men ikke med 'almindeligt' tøj. Jeg har nemlig 'kun' købt 2 t-shirts i maj. Intet andet! Dog har vaskemaskinen 'spist' to af mine t-shirts, så jeg mangler stadig. Jeg har virkelig svært ved at finde nogle jeg kan lide. Mange af de modeller, der er i butikkerne nu er 'cropped'. Og jeg er altså for gammel til at vise mave!

Af 'ualmindeligt' tøj har jeg brugt penge på nyt sommer-løbetøj. et par korte tights, løbe t-shirts og nogle sokletter. 

Mangler jeg andet? Egentlig ikke. Jo, jeg er stadig på udkig efter en cowboy-nederdel, men det er ikke et absolut must. Jeg venter gerne, til jeg finder den helt rigtige.

Af t-shirt overvejer jeg denne fine sag fra Vila:




  




Vil jo gerne have lidt flere farver i skabet - især her til sommer. Den er fundet her.

mandag den 19. maj 2014

En god hårdag

De to sidste år har jeg haft nogenlunde samme frisure. Det er kortklippet, rundt om øret, i den ene side og langt etageklip i den anden side. Det asymmetriske klip er et kompromis mellem mit ønske om kort hår og min kærestes ønske om, at jeg har længere hår end 5 cm. 

Jeg har ellers altid haft skiftende længder, farver og variationer af kort hår. Meget kort hår. Sådan noget som skulle klippes ca. hver 5. uge. Og jeg har været ufattelig glad for det. Praktisk med kort tid til styling når man har små børn og skal hurtigt ud af døren.

Jeg er inde i en stime af gode hårdage. Det skyldes primært, at jeg stadig har afbleget hår. Og at jeg har fundet nogle styling produkter, der virkelig virker for mig pt. Også selv om jeg egentlig trænger til at blive klippet. 

Jeg længes dog lidt. Efter det korte, nemme, praktiske. Som er knap så varmt her i forår/sommer månederne. Som ikke falder ned i ansigtet og er hurtigt til at tørre efter hårvask.

Jeg tænker lidt a la Robin Wright i 'House of Cards'. Eller er det bare pænt, fordi hun i sig selv er en rigtig pæn dame? 





Nogenlunde sådan her ser jeg ud ;-)



PS. Hvis du møder mig/ser et foto af mig, vil du nok tænke, at jeg da har kort hår. For det er kun langt inde i mit hoved. Fordi jeg netop er vant til det ultra-korte. 

lørdag den 17. maj 2014

London foto spam

Så er I advaret ;)





Hyde Park i solskin. Det var der ikke udpræget meget af på ferien, sol altså. 













London Eye. Som vi var oppe i denne gang. 







Udsigt fra London Eye.




Albert Memorial i bunden af Kensington Park.




Holland Park i Kensington. Fyldt med tulipaner. 


Alt i alt en dejlig ferie, med masser af afslapning! 



onsdag den 14. maj 2014

Så meget bagud!

Jeg føler mig bagud. Med mange ting. Mest basale, men også med at få læst alle de mange (dejlige) indlæg i min Bloglovin' - over 100 var der, da jeg tog et forsigtigt kik ind i mandags. 

Jeg savner tid til at læse alle jeres indlæg - og kommentere. Jeg har nemlig lyst! Og måske når jeg det også. Det håber jeg i hvert fald :-) Så hav lidt tålmodighed med mig. Jeg skal nok komme op i gear igen.

I mellemtiden så har jeg to billeder fra London, som jeg gerne vil vise. Det er disse:





Milkshake med jordbær fra Jamie's Diner 



Tulipan i Holland Park



Selv synes jeg det er to ret gode billeder, i betragtning af at de er taget med min IPhone. De er uden filter og rammer min ferie i London meget godt ind. Masser af dejligheder!