tirsdag den 29. april 2014

Det er lige ved at lykkes!

Jo, den er god nok. Det holder stadig, det der no shopping. Jeg er lidt stolt af mig selv. Også selv om der har været virkelig mange fristelser. 

Skal præmien for ikke at shoppe så være en shoppetur med god samvittighed? Faktisk er jeg blevet en smule nærig og lidt kritisk i løbet af denne måned. Mest fordi jeg jo har en del fede ting i mit skab. Så har brugt noget tid på at rydde op og ud. Væk med de ting, som jeg alligevel aldrig går med og af sted med dem til andre, der kan bruge dem. 

Desuden har jeg opdelt mit tøj, så jeg nu har et bedre overblik over, hvad der passer sammen. Har også fået lagt en del tøj over i en 'hygge-tøj' skuffe. Dvs. det tøj som jeg kun bruger, når jeg har fri (typisk joggingbukser og bløde bluser, der er lidt forvaskede). 

Jeg har dog et par ting, som jeg mangler i skabet. Bla. T-shirts og et par shorts, der går til knæet. Jeg pønser også på at købe en jeans nederdel - til erstatning af den jeg har (som er virkelig gammel, omkring 5 år), men det skal være den helt rigtige model, længde og stof før jeg køber.

Der er stadig London tur i vente og mon ikke jeg falder over et par ting, jeg ikke kan leve uden derovre?!!


Billeder fra min sidste tur til London - i maj 2012.


Jeg har stadig jakken! Trøjen er smidt ud sidste uge, da der var kommet hul i den.




London Eye

mandag den 28. april 2014

Blomster snapshot

Jeg elsker blomster. Det er noget, der er kommet med alderen. Det har ellers aldrig sagt mig så meget, men nu render jeg rundt og knipser løs af alle de skønne forårsblomster. 

Her er et lille udpluk af mine snapshot. Alle foto er taget i mit nær-område og med min IPhone. 

Glædelig solskins mandag. 




Æbleblomst




Stedmoderblomst





Magnolia




Tulipan

søndag den 27. april 2014

Søndag

Jeg holder søndag! Med arbejde, løbetur, oprydning, læsning af lektier og andre småting (inkl. blogging of course). 

Jeg har faktisk nået en del ting denne weekend OG samtidig fået slappet lidt af - og nydt foråret. Selv om det føles som sommer... 

Jeg er ikke typen, der er meget for at smide sko, sokker og trække i de korte bukser. Og det her vejr, det virker forkert. Jeg klager ikke, for det ER dejligt, men også lidt underligt. Jeg er nærmest sprunget direkte fra min vinterjakke til ingen jakke. Meget mystisk (og jeg har endda en del overgangsjakker, som jeg bare elsker. De er slet ikke blevet brugt endnu).  

I morgen begynder ugen på ny. For mit vedkommende betyder de næste 3 uger, at jeg reelt kun er på pinden 3 dage i alt. Resten af tiden går med kursus, fridage (lukkedage) og 3 feriedage (London calling). Det er ikke skidt at komme lidt ud, men jeg er bekymret for, om jeg når alt mit arbejde. Well, der er ikke andet at gøre, end at springe ud i det - og så tage regningen bagefter. For jeg er sikker på at den kommer. Den tid, den sorg.

Lige nu - der er jeg bare her. I nuet. Hvor solen skinner og jeg snart skal ud på altanen og sidde lidt med et glas koldt. God søndag derude!





Den sidste blomst i min påskebuket - gul som solen.

fredag den 25. april 2014

En tyk politibetjent

Overskriften på dette indlæg handler slet ikke om noget. Det var en sætning, der poppede ind i mit hoved en dag, for ikke så længe siden. Og der blev den siddende lidt, indtil jeg fik den arkiveret (som overskrift på et blog-indlæg). Det jeg egentlig ville sige, med dette indlæg... tja, tæller 'god weekend' som et budskab? 

Jeg har (stadig) ualmindelig travlt, hvilket betyder at jeg (igen) skal arbejde lidt hjemme i weekenden. Snart vender det. Det siger jeg til mig selv hele tiden. Og så ved jeg alligevel godt, at det ikke er en god glidebane, det med hjemmearbejdet. Det påvirker mig ikke positivt. Som en af mine gode kollegaer i dag sagde til mig: "Hvad hvis lyset for enden af tunnellen i virkeligheden er et modkørende tog?"

På den anden side, så ser jeg helst på den lyse side af tingene (uden at være jubel-idiot med lukkede øjne). Jeg er tilpas doven, til at jeg ikke gider sidde hele weekenden foran skærmen og jeg har også nogle aftaler - noget gymnastikopvisning (#yngstesøn), familiefødselsdag og en kaffe-ting med skønne Københavnerhjerte. Og det glæder jeg mig til... 






Billedet til indlægget - god weekend!


onsdag den 23. april 2014

Feriedag med forhindringer

I dag har jeg holdt min sidste feriedag. Det skulle have været en dejlig slap-af dag med lidt tid til mig selv. I stedet blev det noget helt andet. 

For jeg var virkelig træt da vækkeuret ringede. Det er en kombi af at gå lidt for sent i seng (eftervirkningerne fra påskeferien) og vågne om natten med kløende øjne (høfeber). Og efter ungerne var afleveret og jeg var hjemme, blev den planlagte løbetur skudt i sænk af en VVS'er. Fordi de skulle skifte falstamme i stue etagen (jeg bor på 2. sal), så måtte jeg ikke bruge vand, bad og toilet før efter frokost! 

I stedet fik jeg ordnet vasketøj. Og læst min bog færdig imens. Vasketøjet røg udenfor til tørre på altanen og jeg fik ordnet det sidste oprydning i kælderen (projekt fra i går). Derefter tog jeg fat på oprydning af yngstesønnens værelse. Han er lige blevet 9 år og der var en del legetøj, der skulle pakkes væk, sorteres og gives til andre. 

Endelig blev de færdige med VVS arbejdet og jeg kunne nå en hurtig løbetur. Da jeg ikke har været udpræget sund i ferien, så har jeg løbet 4 km både mandag, tirsdag og onsdag. Det hjælper mig mentalt med at tro, at jeg rent faktisk ikke har taget på (vægten siger noget andet, men det lukker jeg øjnene for lige pt).

Hjemme igen satte begyndende regnvejr en stopper for tørretøjet og det måtte hives ind. Og yngstesøn skulle hentes fra skole. Jeg nåede ikke alt det jeg havde planer om, bl.a. en ansigtsmaske og noget neglelak, men det blev en god og produktiv dag trods alt. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, ik'?!! 





Færdig med denne bog. Som var virkelig god og klart kan anbefales. 

søndag den 20. april 2014

So it begins...

Jeg holder påskeferie. Big time! Og nyder det. Big time! Alt for meget god (usund) mad, slik og chips og sodavand. Og jeg sover længe hver morgen. Jeg tænker meget lidt på arbejde og får løbet meget lidt. 

Foråret er for alvor på den gode side. Jeg er betaget af alle de fine blomster og træerne, der springer ud lige om lidt. Jeg nyder forårssolen og den blå himmel. Trækker vejret helt ind og ned i maven. 

Eneste anke er min allergi. For med forår kommer også birk og græs. Som jeg ikke kan tåle. Dvs. jeg kan nogle år klare mig igennem uden at 'dope' mig med medicin og andre år skal jeg tidligt i gang. I år er sådan et af de sidste slags. 

Faktisk har jeg haft symptomer i et par uger allerede. Kløende øjne og snotnæse. Jeg havde en idé om, at jeg kunne holde det ud indtil her i påsken, hvor jeg har kapituleret og spist de første piller. 

Det irriterer mig at skulle være afhængig af medicin. Det er et quick fix, som jeg må leve med. Jeg har haft allergi siden jeg var 10-11 år og er ved at være træt af det. 

Men forår, det er jeg ikke træt af. Så i stedet for billeder af de lede birketræer får I nogle fine blomster. Fortsat god påske :) 







torsdag den 17. april 2014

Påske-ferie (endelig)

Jeg er gået på påske-ferie. Efter 3 laaaange (og travle) arbejdsdage. 

Forude venter godt vejr (forhåbentlig), sove længe (forhåbentlig), hyggestunder med ungerne (garanteret) og masser af tv og (u)sunde sager (100% sikkert).

Jeg har besluttet at kaste alle gode og sunde vaner overbord og give helt los på alt det usunde i ferien. Så må jeg tage slagsmålet med kiloene derefter. 




Foråret er her for alvor, selv det stadig er koldt om morgenen. Jeg har dog nydt at cykle på arbejde de tre arbejdsdage og kunne se alle de fine blomster på vejen. 




Håber at påskeferien byder på et par timer ud i godt vejr, med tid til at snuse foråret rigtigt ind.





Rigtig god påske til jer derude!