onsdag den 15. januar 2014

Januar-gråt

Energien er ikke på sit højeste. Jeg savner sol - eller at det bare ikke er gråt, når man kigger ud af vinduet!

Jeg er træt for tiden. Så ufattelig træt. Måske er det januars mørke, der har sneget sig ind på mig. I hvert fald sover jeg temmelig meget for tiden. 

Når jeg ikke sover, synes jeg dagene flyver af sted. Som min yngste søn og en kollega begge sagde i dag: Er det allerede onsdag, jeg synes ugen er gået så hurtig. 

Og det går hurtigt. Har vi ikke lige sagt 'godt nytår'?!! Og nu er vi halvvejs igennem januar. På fredag er der kun 4 uger, til jeg tager familien under armen og tager på skiferie.

Jeg glæder mig. Og jeg glæder mig til hele februar måned, hvor der både er vinterferie, min fødselsdag, en 85-års fødselsdag, et Black Swan event, en veninde-aftale og et kursus i vente. 

Februar er som regel også der, hvor vintergækker for alvor kigger frem. Med løfte om forår. Så det gør egentlig ikke noget - det der med at januar går hurtigt.

søndag den 12. januar 2014

Hvor mange indlæg skal man skrive om ugen?

Før jul havde jeg en uge, hvor jeg skrev et indlæg om dagen. Nogle lidt lange, men også en masse små opdateringer, som ikke rigtig var så dybe.

Jeg vil jo gerne skrive lidt mere herinde - og jeg har lysten, men er i tvivl om hyppigheden. Jeg har søgt lidt råd i denne fine sag (læs den, hvis du er blogger eller overvejer at begynde). Konklusionen er ikke helt klar. Jeg vil gerne give rum til, at der kan kommenteres på indlæggene. Til at de når at blive spredt (f.eks. med Bloglovin').

Så nej, ingen klar linje for tidsinterval på udgivelse af indlæg. Jeg har dog lovet mig selv, at skrive når jeg holder ferie/fri. Så man som læser ved, hvorfor der opstår radiotavshed lige pludselig.

Én ting er sikkert. Jo flere indlæg jeg putter i min kladdeboks, jo mere tid skal jeg bruge på bloggen. Tid som jeg nok hellere vil bruge på nærvær i den virkelige verden. Så opskriften må være, at få skippet indlæggene af sted og ikke tænkte så meget på, om de nu er fine, afrundede og polerede.

Og hey, jeg har lagt stærkt ud i 2014 - dette er mit 6. indlæg allerede!

fredag den 10. januar 2014

Når man ikke har lyst til udsalg?!!

Findes det? Tidspunktet hvor man ikke har lyst til at shoppe? Jeg har i hvert fald nået et punkt, hvor jeg synes, jeg er mættet. 

Selvfølgelig har det også lige været jul og jeg har faktisk før-shoppet (udsalgs)varer til mig selv i december. Jeg har desuden fødselsdag i februar, så der må også gerne være nogle ønsker tilbage der. 

Alligevel plejer jeg at rende runde i butikker eller sidde foran skærmen og glo udsalg i januar. I år har jeg hverken haft tid eller - mærkeligt nok - lyst.

Jeg synes ikke rigtig, der er nogle besparelser at hente på udsalget. Det er også tit svært at få noget godt i min størrelse, hvis vi snakker tøj og sko (fordi det er den de fleste andre også køber/bruger)

Jeg venter på de nye forårsvarer og ved, at de vil friste mig. Så strategien er nok, at gemme dankortet lidt væk og spare  - også eventuelle fejlkøb. 

... og jeg er klar over, at det sekund jeg har trykket 'udgiv' på dette indlæg, så rammer Nemesis og jeg falder over det helt rigtige udsalgstilbud, jeg bare ikke kan leve uden ;-)

tirsdag den 7. januar 2014

20 ting om mig

For meget længe siden (sidste år faktisk, ok, ja - i december) på Instagram, blev jeg spurgt af de skønne kvinder @margitnovland og @koebenhavnerhjerte, om jeg ville være med i en leg, hvor man skal fortælle 20 ting om én selv.

Så tænker, at jeg vil slippe lidt nemt om det og linke derfra og herind...

  1. Jeg er mor til 2 skønne drenge på 12 og 8 år.
  2. Jeg elsker italiensk mad. Thaimad og sushi ligger også højt på favoritlisten. Og krydret og stærk mad. Ej, i det hele taget er jeg bare et stort madøre! 
  3. Jeg er ikke til husdyr. Dyr er søde, bare i begrænset omfang og ikke hjemme hos mig. 
  4. Jeg har aldrig gået i dagpleje, vuggestue eller børnehave, da min mor gik hjemme stort set hele min barndom. 
  5. Da jeg var 13, døde min farmor. Det var en kæmpe sorg for mig i mange år.
  6. Min favorit tv-serie er Bones.
  7. Jeg er lidt en shop-a-holic.
  8. Min længste tid væk fra Danmark var en rejse rundt i Australien i år 2000 på 3½ måned.
  9. Jeg drømmer om at rejse tilbage til Australien med mine børn. 
  10. Hvis jeg skulle bo i en anden by i Europa end Brøndby ville jeg bo i London. Elsker den by.
  11. Hvis jeg ikke skulle bo i Danmark, så ville jeg bo i England eller Australien.
  12. Mens jeg var gravid med min yngste søn, havde jeg så meget halsbrand at jeg ikke kunne drikke juice. Derfor drak jeg ufattelige mængder kakaomælk. En vane jeg endnu ikke har fået lagt helt på hylden. 
  13. Jeg er ikke den store romantiker.
  14. Jeg læser ret så mange bøger. Af alle forskellige genrer. Dog er jeg meget kræsen med krimier.  
  15. Jeg hader at gøre rent. 
  16. Jeg er lidt en kontrol-freak.
  17. Jeg har ikke mange tætte veninder. 
  18. Jeg har en bachelorgrad fra Københavns Universitet i engelsk og minoritetsstudier, som jeg aldrig har brugt.
  19. Jeg arbejder i en kommunal forvaltning og er glad og tilfreds med det. 
  20. Jeg løber (!) Men i virkeligheden hader jeg det. Gør det kun fordi det er den mest fleksible sport for mig pt.

søndag den 5. januar 2014

Lifesaver

Jeg har været tæt på at blive syg i midten af december. Heldigvis fik jeg taget det i opløbet med Futura Echinacea (som indeholder saft fra den friske plante Echinacea Purpurea - hvad det så end er?). Det er en del af den testpakke jeg afprøver for tiden. 

Jeg har snakket med Janne fra Futura om brugen. Hun anbefalede, at man begyndte at tage det så snart man mærkede symptomerne på, at man var ved at blive syg. Jeg er sådan en person, der altid begynder sygdom med ondt i halsen når jeg synker. Det er første tegn på, at jeg er ved at få en omgang forkølelse/ondt i halsen/influenza.

Jeg begyndte derfor at tage Echinacea'en allerede der. Det smager ikke vanvittig godt, men det er til at overkomme. Mængden man skal tage er ikke stor og det er kun 1 gang om dagen. Så ned med det og skyl efter med et glas vand. Ingen problem.

Den virkede for mig. Jeg tog det, indtil jeg synes, jeg var på toppen igen (omkring en lille uge) og sygdommen nåede aldrig rigtig at toppe. Jeg var lidt skidt om aftenen med ondt i halsen og lidt snot, men det var, som om det aldrig rigtig kom i udbrud. Og så var det hurtigt væk.

Lige før nytår har jeg igen få raget noget til mig. Det er mest hoste, og jeg kom desværre ikke i gang med drikken ved de første symptomer. Jeg kan dog mærke, at jeg har god virkning af Echinacea til at holde forkølelsen lidt nede.

Så altså har jeg fået en positiv oplevelse igen med drikken. Det er ikke et vidundermiddel, som får alt til at forsvinde med et trylleslag, men en god hjælpende hånd til at holde virus sygdomme lidt på afstand, lidt nede og komme hurtigere på benene igen.  







lørdag den 4. januar 2014

Oh so true...

Fandt denne lille pyramide i en oprydning på mit skrivebord:





Den er vist lige på kornet! Jeg melder mig under fanerne på alle niveauer... Maslow har ikke levet forgæves ;-)




Billede lånt hos heltnormalt.dk - sig til hvis den skal fjernes.

torsdag den 2. januar 2014

Så er det 2014

Jeg håber, I alle kom godt ind i det nye - 2014. Det smager lidt af... tja, jeg ved det faktisk ikke endnu.

Jeg har haft en lang skøn juleferie og sidder med en lidt flad fornemmelse her efter en lang dag på jobbet. Eller... ej, det er faktisk ikke så slemt at være tilbage på job. Tilbage i hverdagen. Jeg er bare træt - især fordi første arbejdsdag var på 10 timer. Heldigvis lurer weekenden lige rundt om hjørnet.

Julen betød en masse dejlige gaver. Jeg fik bl.a. en ny cykelhjelm af min kæreste, nogle Troldekugler, neglelak og øjenskyggebørster, bøger og nogle forskellige ting til køkkenet.

Ferien har også budt på familiebesøg i en lind strøm. Og et dejligt besøg fra London. Desuden et besøg af min kollega, som ellers er sygemeldt med kræft. Nytår i Odense med børnene, kæreste, venner og familie. Jeg skal ikke klage på den sociale front.

Jul og nytår var heldigvis ikke som sidst, med sygdom. Selv om jeg er begyndt at hoste/snotte de sidste par dage, så håber jeg ikke det bliver noget slemt.

2013 har dog ikke været det bedste 'blog-år'. Kun 87 indlæg har jeg fået udgivet. Endda inkl. de 7 indlæg i ugen op til jul. Det er sløjt og det kan skal gøres bedre. Jeg håber, at jeg kan leve op til eget ønske om at skrive noget mere. Bl.a. ved hjælp af mere blogging fra mobilen.

Så hæng på og forvent mere herinde! Godt nytår alle sammen.