I går var et smukt farvel til en mormor, som egentlig kun dukkede op sporadisk igennem de seneste år. Demensen tog hende væk, før hendes krop sagde stop. Hendes død og begravelse var dog stille og rolig (helt modsat min morfars). Et godt farvel til en fantastisk kvinde.
Jeg tænker ofte, at min mormor var verdensmester i de små ting, som betyder det helt store. Når hun f.eks. lavede hjerter i flødesovs til min bror og jeg hver december, fordi vi elskede det. Når hun redte op i et af værelserne med verdens blødeste sengetøj, hvis jeg havde brug for det. Når hun lod os børn plaske i karbadet, så hele badeværelset flød med vand, uden at blive sur. Når hun sørgede for, at vi følte os elsket.
Livet går stille videre uden hende, men hun vil altid være i mit hjerte - og altid være en del af mig.




