Voksen-venner

Jeg har aldrig haft en bedste-veninde tilbage fra børnehaven/skoletiden. Jeg er bare ikke én af dem, der har været heldig at møde lige præcis 'den rette' veninde i en tidlig alder. På den anden side, så har jeg haft flere forskellige veninder og ikke været begrænset af én.

Som ung/voksen har jeg haft en del tætte relationer, men ikke mange af dem er holdt ved. Flere forsvandt da jeg blev gift og fik børn. Andre kom til. Flere endnu forsvandt, da jeg blev skilt.

Men nogle holdt (jeg) stædigt ved og i dag har jeg en blandet flok veninder i alle aldre. Veninder, som jeg ikke altid ser så ofte, men som man kan mødes med efter et ½ år og så falde lige tilbage i det gode venskab.

Veninder som jeg alle har lært at kende i en moden voksen alder og som er spredt ud på et (relativt) stort geografisk område.  

Det er de veninder, jeg holder allermest af og som betyder noget i mit liv. Dem som jeg vil kæmpe for, med næb og kløer, og blive meget ked af, hvis vores venskab skulle brydes. Der er ikke mange. Som regel kan de alle være i min stue, når jeg samler dem 1 gang om året til min fødselsdag.

2 af disse veninder har jeg lært at kende, dengang jeg læste til kommunom. Det var dengang, hvor jeg ikke var skilt (men på vej til det), havde et andet arbejde og 2 små børn i institution.

Vores venskab har klaret indtil flere skole-projekter, en gruppe eksamen, bryllup, kobberbryllup, runde fødselsdage, skilsmisse (én endelig og én næsten), dødsfald i nærmeste familie (flere desværre), reagensglas barn, problemer med små børn, problemer med store børn, flytning(er) osv. Alt sammen på bare 6 år. Seneste 'udfordring' bliver efter nytår, når den ene rejser til USA i et ½ år med familien.

Dog er jeg sikker på, at efter det halve år (og mange flere år) er vi stadig sammen. Og det gør mig glad, fordi jeg ved, at de vil mig, som jeg er. Mine dårlige sider og mine gode! Og det samme gør sig gældende for mig om dem.

Venskaber man får som voksen er nemlig ikke så tosset endda :-)

Jagten på nyt hår!

Dem der fulgte med på min gamle blog vil vide, at jeg har et lidt anstrengt forhold til mit hår.

Jeg vil gerne skifte frisure (har kort hår) og jeg kan vil ikke have langt hår.

Jeg vil gerne have en knap så 'konservativ' frisure, dog uden at jeg skal have en frisure der ikke passer til en 37-årig mor med 2 børn (og meget lidt tid om morgenen).

Men siden jeg så disse billeder ovre hos Anette, har jeg bare ikke kunne slippe det. Altså farvemæssigt er det lidt for grønt/blåt (!!?), men synes virkelig det er en fed frisure, der nok skulle vende nogle hoveder.

Ja, det er Chanel, der står for modellerne - ikke dårligt!

Indtil forleden, hvor jeg så Miley Cyrus i et afsnit af 'Two and a half men'. Shit en fed klipning!

Se bort fra fyren ;-)

Jamen, er det ikke bare mig, den frisure? - jo, det er! 

Så skulle jeg ikke bare traske ned til frisøren og få dommen (sikkert noget med, at jeg skal lade håret gro lidt længere, få det afbleget eller at det er en meget dårlig idé). Fortsættelse følger...

Er du swag?

Inspireret af Anja, så skal vi da have lidt fredags musik.

Elsker bare når han siger, at man ikke kan stole på en, der kan bløde i 5 dage uden at dø!

God weekend derude :-)

iPhone(y)

Jeg har købt en iPhone :-)

Med lidt økonomisk hjælp fra kæresten, sparekniv på egen konto og et godt tilbud fra mit teleselskab, så blev der lørdag hentet en (krid)hvid iPhone 4S hjem til matriklen.

Har jeg haft problemer med at sætte den op? - tjek!
Fik jeg ingen af mine sms, billeder, kontakter mv. med over fra den gamle mobil? - tjek!
Måtte jeg hente og installere alle mine apps igen? - tjek!

Ellers går det ok. Jeg mangler stadig at taste de sidste kontakter ind. Jeg har måtte få hjælp af min ældste søn til at finde smileys frem (tro det eller ej, men jeg er altså meget god til elektronik - men åbenbart ikke god nok).

Så nu kører det. Har ovenikøbet fået købt et cover og hentet et par nye apps. Ved ikke lige, hvordan man får taget et billede af sin egen mobilskærm, men det lærer jeg nok hen ad vejen.

Indtil videre er jeg glad og tilfreds - tjek!  

Kogebogsanmeldelse

På min gamle blog havde jeg en side med alle de bøger jeg læste, men jeg har endnu ikke fundet ud af , hvordan jeg lige får den herover.

Så havde jeg en idé om at jeg ville have et billede i højre menuen med den bog jeg læser pt., men det har jeg heller ikke fundet ud af endnu.

Men jeg har læst lidt på det sidste. Hunger Games triologien på engelsk, som jeg har været meget begejstret for.

Ind imellem har jeg smugkigget i en nye kogebog, som hedder 'Hey, hvad skal vi spise'. Bogen er skrevet af Julie Hey og er anderledes delt op end de traditionelle kogebøger.

Hvert afsnit i bogen er opdelt efter en hovedingrediens, som er ingredienser de fleste har i deres køkken-/køleskab. Det er et kapitel med opskrifter med æg, et med hakket tomat osv.

Opskrifterne er bare ikke de sædvanlige 'travere' - nogle er kendte, men som er givet et tvist. Der er mange retter, som egner sig til 'børnemad' og alle ingredienser er nogle, der kan findes i supermarkedet. Retterne kræver ikke mange timer i køkkenet og flere kan bruges som gæsteretter.

Jeg har afprøvet et par opskrifter og det har virkelig smagt godt. Så anbefaling hermed givet videre :-)

Om at rykke op i rækkerne...

I fredags døde min eksmands farmor. En kvinde der var næsten 98 år gammel og en helt igennem fantastisk person. Hun kom godt herfra - sov stille og roligt ind.

Synes virkelig livet virker skrøbeligt for tiden...

Jeg kan mærke, at det fylder, med de dødsfald. Jeg tænker, at jeg kun har min mormor tilbage nu. Mine drenge har kun hende - oldemor - tilbage. Tre er faldet væk indenfor det sidste 1½ år.

Det betyder, at når den generation er væk, så er det mine forældre der 'står for tur'. At jeg derved selv rykker 'op i rækkerne' så at sige.

Jeg ved, at livet må gå sin gang. Vi skal alle dø på et tidspunkt. Helst som oldeforældre - gamle og mætte af dage.

Men det er alligevel ikke en rar tanke.

Noget jeg ikke er stolt af...

Jeg har gjort noget, jeg ikke er stolt af :-(

Jeg har kigget i min søns mobiltelefon.

Han brugte en hel aften på at sms'e med en pige fra klassen og morgenen efter kiggede jeg på deres sms'er. Jeg ved godt, jeg ikke skulle have gjort det...

Men altså, jeg fandt så ud af, at min søn på 11 år er blevet kæreste med hende pigen!

Jeg ved godt, at han så småt er begyndt at synes, at piger er interessante. Og jeg tror heller ikke det bliver den store hede romance, for de holder det (åbenbart) hemmeligt. Jeg har i hvert fald ikke hørt ham sige noget om, at han skal hjem til hende eller hun skal hjem til os. Eller om at de er kærester.

På den ene side er det jo dejligt, at han er begyndt at kæreste lidt.

På den anden side er det total skræmmende, at han allerede i en alder af 11 år skal begynde at kæreste!

Det sætter også mig selv lidt i perspektiv. Min ældste søn bliver stor. Større end jeg vil. Og hurtigere end jeg måske synes om. Kunne godt have undt ham en lidt længere tid som 'barn'. Jeg ved godt, at det efterhånden er helt normalt. At børn er tidligt ude nu til dags (se allerede nu begynder jeg at lyde som min mormor). 

Jeg kan ikke snakke med ham om det. For så ved han jo, at jeg har kigget i telefonen. Så jeg venter bare til han eventuelt lukker lidt op. Jeg håber han ved, at han sagtens kan fortælle mig alle de 'pinlige' ting, uden at skulle høre for det. Hverken drilles, stikkes til, fortælles til andre, udstilles osv.

Det er nyt for os begge, det her med at han nu ikke længere kun er barn. Men faktisk på vej til at blive teenager. Og vi skal nok finde et leje, hvor moderen ikke kigger i mobilen og sønnen tager sig mod til at fortælle lidt om alle de ting, der foregår i hans liv.


PS. Forleden fik han en profil på Facebook. Nu er jeg for alvor gammel!