Viser opslag sorteret efter dato for forespørgsel sommertid. Sortér efter relevans Vis alle opslag
Viser opslag sorteret efter dato for forespørgsel sommertid. Sortér efter relevans Vis alle opslag

lørdag den 3. april 2021

Sov godt og længe

De sidste par uger har jeg sovet meget svingende. Jeg vågner i disse dage sygt tidligt. Det kan ikke være sommertid, som influerer. Jeg gjorde det også før, vi skiftede tiden.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg vågner så tidligt. Så kan jeg have en søndag, som den forrige, hvor jeg sov længe. Og her i ferien er det nærmest blevet værre med at vågne før kl. 7. Jeg føler mig ikke træt, så måske er jeg ved at vænne mig til mindre søvn. Jeg har altid været bedst kørende på 8 timer og har gerne taget 9 timers søvn i weekenden.

I dag fik jeg sovet helt til kl. 8 - hvilket nærmest er rekord for påskeferien. Til gengæld har jeg så haft dage i ferien, hvor jeg har kunne nyde en solopgang. Og det er bestemt heller ikke et dårligt syn! 

mandag den 28. oktober 2019

Mørke og hygge

I sidste uges lokalavis havde jeg dette indlæg med. Egentlig er jeg ok med vintertid, men det er også kun mandag! 
For ikke så mange dage siden vågnede jeg til lyden af naboer, der skrabede bilruderne fri for nattens frost. Og siden da har jeg fundet cykellygterne frem fra skabet efter en lang pause. Vanter, hue og tykke trøjer er flyttet ind i min garderobe igen. Det samme gælder mit uldtøj. Min yngste er begyndt at gå med skiundertøj under bukserne. De store støvler og tykke sokker skal på og af i en uendelighed.

Det lader sig ikke nægte, at vi nu er trådt dybt ind i efteråret og vinteren er på vej. Lige om lidt så skal vi igen sætte urerne tilbage. Sommertiden er uigenkaldelig slut. Vi skal igen vænne os til, at de mørke timer overtager og bliver flere end de lyse på et døgn.

Jeg har det ikke ubetinget godt med skiftet fra sommertid til vintertid. Jeg bliver forbløffet hver gang over det tidlige mørke. Det er et meget bestemt farvel til den lyse tid. En påmindelse om at vi træder hen mod vinter.

Ud over det så bliver min indre rytme virkelig forstyrret af vintertid. Jeg har absolut intet imod at få en ekstra times søvn, men i ugerne efter ved jeg, at jeg vil have svært ved at komme i seng til ordentlig tid. Eller sagt på en anden måde, så vil jeg være træt endnu tidligere end jeg plejer. Sådan går der næsten en uge. Heldigvis så ved jeg det fra tidligere år og kan tage mine forholdsregler.

I de kommende mange uger vil mørket fylde. Og ofte så fylder de dage med blæst og regn meget mere i bevidstheden, end de dage med blå himmel og (sparsom) sol i ansigtet. Der er dog ikke kun dårlige ting ved det dybe efterår. Mørket og kulden betyder nemlig også et goddag til de hyggestunder, der ufravigeligt er forbundet med efteråret.

Jeg har skudt det mørke efterår i gang med en solskinsdag, hvor vi samlede kastanjer. Desuden er det blandt favoritterne hos mig at sidde i sofaen med en god bog. Gerne kombineret med en kop varm kaffe eller te. Mine børn sværger dog nok mest til varm kakao. Det bliver tid til hjemlig hygge i form af strikke- eller hækletøj. Hjemme hos mig laver vi (store) puslespil igennem efteråret. Der er heller ikke noget så skønt som at tænde stearinlys og krybe sammen under et tæppe og se en god film.

Jeg håber, at I alle får det bedste ud af det mørke efterår på Vestegnen.

torsdag den 4. april 2019

Her går det... ok?

Jamen, det gør det. For jeg kæmper mig lidt igennem hverdagene for tiden. Og det der sommertid, det hjælper ikke rigtig på træthed. Jeg falder alt for sent i søvn og er træt om morgenen - som i øvrigt er rigtig mørk, når jeg skal op.

Til gengæld er det ret optur at tænke på, at i morgen er fredag - og min yngste har fødselsdag. Plus solen skinner i dag!



torsdag den 30. marts 2017

Altså sommertid

Sommertid. Jeg har ikke helt vænnet mig til det. Lidt ligesom sidste år. Måske hører det med til alderen, at man bliver mere påvirket af tidsskifte. Jeg har i hvert fald haft nogle år, hvor jeg ikke blev ramt så hårdt. 

Men hold nu op jeg har svært ved at falde i søvn kl. 22. Jeg ender med nærmest at få stress over, hvor lidt søvn jeg vil få. Og jeg er temmelig træt om morgenen. Især fordi den ofte er efter 23, før jeg falder i søvn. 

Jeg håber, weekenden kan hjælpe lidt på min efterhånden store søvnunderskud.
Disse fine mini-påskelinjer er sprunget ud foran arbejdet.




søndag den 3. april 2016

Sommertiden...

Sidste weekend var det jo, at vi skiftede til sommertid. Siden da har jeg sovet utrolig dårligt. Jeg har haft svært ved at falde i søvn i hverdagene, da min krop stadig tror klokken er 21, når jeg smider mig i dynerne kl. 22.
Jeg troede ellers kun, det var ved vintertid, jeg havde problemer. Håber jeg snart kan få vendt den uheldige tendens, så jeg ikke skal trækkes med det i næste uge... 

søndag den 9. november 2014

Vintertid

Jeg er til dels stadig på sommertid. Det betyder, at jeg kæmper for at holde mig vågen om aftenen og vågner op mellem kl. 4-5 hver morgen (nat?). Jeg kæmper for at sove videre, men det er svært. Blunder lidt og når lige at falde helt hen, inden vækkeuret ringer kl. 5.45. Jeg brugte ellers meget tid i weekenden til at få sovet ud og slappe lidt af. Håber snart det vender...






Her er mit indlæg til lokalavisen om efterår og vintertid:


Det er blevet efterår. Også på Vestegnen. Og selv om vi har haft mange dejlige solskinstimer i de sidste par måneder, så kan det ikke benægtes, at efteråret er i fuld gang. Det bliver koldt om aftenen, det bliver hurtigere mørkt om eftermiddagen og det er også stadig mørkt, når jeg skal op om morgenen. Træerne udenfor mit vindue har skiftet farve og hele paletten bliver brugt i naturen i disse dage.
Jeg elsker efteråret for de mange facetter - for vinden, for de mange dejlige farver overalt, for den varme solstråle, som man kan lune sig i og for den lidt skarpe lugt i luften. Jeg elsker til gengæld ikke de mørke aftener, regnvejret, de glatte blade på fortovet og de iskolde morgener.
Ud over efteråret indtræden med regn og rusk, så betyder efterår jo også farvel til sommertid. Jeg kender en del med små børn, som bander dette fænomen langt væk. For når urerne stilles tilbage, betyder det bare, at ungerne står (endnu) tidligere op i weekenden og efterfølgende hverdage. Og de skvatter i søvn på sofaen om eftermiddagen/tidlig aften.
Jeg har ikke selv små børn mere, men er begyndt at mærke skiftet til vintertid på egen krop (hvem sagde gammel?!!) - i hvert fald dette år. Jeg mærkede allerede søndag aften ved 20-tiden, at mine øjenlåg begyndte at klappe i. Nogle vil måske sige, at det er ret almindeligt for mig på en søndag aften. Dog var dette tidspunkt lige lovlig tidligt og ikke helt tilsigtet. Selv om jeg er sådan en person, der helst skal have 7-8 (ok, helst 9) timers nattesøvn, for at fungere optimalt dagen efter. Sommertidsophør betød så bare, at ja, jeg kom rettidigt i seng (efter en lur på sofaen), men vågnede alt for tidligt. Så tidligt at hele huset var stille. Og jeg bor i lejlighed og der er stort set aldrig stille. Jeg måtte tvinge mig selv, til at blive liggende og prøve at sove videre. Ok, hvem gider også stå op og sidde og vente 2½ time på at komme på arbejde?!! Jeg faldt så endelig i søvn igen. For blot at konstatere, at vækkeuret ringede til normal tid, ca. 3 kvarter senere. Og jeg så var dødtræt.
Om aftenen havde jeg derfor problemer med at holde mig vågen (igen), og faldt i søvn alt for tidligt og vågnede alt for tidligt om morgenen. Sådan kører det nu i ring for mig på 3. dag - et temmelig uhensigtsmæssigt mønster. Og jeg er stadig rigtig træt. Det er i sandelighed blevet efterår. Også på Vestegnen.

fredag den 23. september 2011

På vej mod vinter

 


 


Trods lovning om op mod 20 grader i denne weekend (vil dog gerne se det før jeg tror det!) så er det i dag - fredag - at vi for alvor er på vej mod vinter. Det er nemlig efterårsjævndøgn i dag og dagene bliver derfor fra nu, mørkere og kortere (og sikkert også koldere).


 


 


Fredag er det efterårsjævndøgn, præcis kl. 11.04 dansk sommertid. Dermed går vi ind i vinterhalvåret, med korte dage og lave temperaturer. Effekten bliver hurtigt stor. Faktisk betyder det, at dagens reelle længde (perioden hvor blot den mindste del af Solen er synlig) i København er hele 12 timer og 12 minutter den 23. september. Men allerede d. 26. september har vi mistet så meget dagslys, at dagen er kortere end 12 timer.


 


 


Jeg er heldigvis forberedt. Se blot min nye vinterfrakke :-)



 

 

15059935_darkgreymelance_001_list

 

 

(Mere info om jævndøgn her)

mandag den 28. marts 2011

Sommertid

Det her vidste I med garanti ikke om sommertid:

Sommertid gav flere timer til golfspil


Ideen om at stille uret frem og få flere timer i dagslys blev spredt af ivrige golfspillere.

Allerede i 1895 foreslog newzealænderen George Hudson at flytte uret to timer i sommerhalvåret. Ved siden af et job med fast arbejdstid var han insektforsker og irriteret over, at han havde for få lyse timer til at samle insekter. Uafhængigt heraf kom englænderen William Willett i 1905 på samme tanke – han ønskede sig mere tid til at spille golf om eftermiddagen.

Forslagene blev ikke til lov, men i 1916 indførte Tyskland sommertid for at spare på kullet under krigen. England, Frankrig og USA fulgte snart med. Efter krigen afskaffede USA sommertiden igen, selv om præsident Wilson forsøgte at bevare den. Han gav i stedet ordre til, at hans medarbejdere skulle møde én time tidligere om sommeren. Det gav Wilson tid til golf.

(info herfra)

Jeg har ikke rigtig nogen mening om det der sommertid. Jeg elsker de lyse morgener, så var lidt nede over mørket i morges, men det vender jo heldigvis snart :-)

Til gengæld har jeg været, der hvor tiden begynder og dér gad jeg godt være igen - snart:

greenwich

Hvis man alligevel er i London, bør man unde sig selv en dag i super hyggelige Greenwich.

Men selv om jeg drømmer om foråret i London, har jeg ikke glemt mine hele 3 ting fra søndag:

  • Min ældste søn, der forlanger at vi går en tur, så vi kan poste gækkebreve

  • At bage (!) kager til gæster i dag - utrolig afstressende

  • Disse søde forårsbebudere:


blomster1

tirsdag den 22. marts 2011

Stadig med pletter

Lidt inspireret af, hvordan min hud ser ud for tiden, så har jeg fundet denne lækre sag:

prikket-kjole

Den kan fås på ASOS til den nette sum af DKK 486,77 - hvordan de så end regner sådanne priser ud ;-)

I dag skinner solen og himlen er blå. Vejret er mildt og jeg håber i den grad på noget forår! De lyse tider kommer heldigvis stærkt igen, når vi skifter til sommertid i weekenden. God tirsdag derude...