A friend in London

Det er det jeg har!

Ja, det er altså ikke dem her:

Men en 'ægte' person. Som jeg har mødt engang før børn, før skilsmisse, før 9-11, før fast arbejde. På en bus i den australske ødemark. I år 2000.

Mens jeg fik børn, job osv. rejste han jorden rundt. Besøgte steder jeg virkelig misundte ham.

Han er en af mine ældste venner og selv om vi begge er r*v-dårlige til at holde kontakten ved lige, så snakker vi som om vi sås i går, når vi ses.

Det gode ved ham er, at jeg altid kan regne med ham. Hvis det virkelig brænder på (og det har det gjort et par gange) og jeg har haft brug for en skulder, så er han der. Kun en sms væk. Klar til at lytte. Til at jeg kan ringe.

Han stiller altid spørgsmålet 'er du lykkelig'? Han vil gerne vide det. Han vil have, at jeg har det godt. At jeg er tilfreds med livet. Det dyrebare liv, som ikke skal gå til spilde.

Nogle gange går der et par år imellem vi ses. I år er jeg så heldig, at han kommer herover mellem jul og nytår. Så Boxing Day er jeg nok at finde i lufthavnen med et stort smil. Og nytårsaften er jeg så utrolig heldig at kunne holde i hans selskab. Jeg glæder mig. For det er altid rart med 'a friend in London'.

Hvad jeg har bedrevet de sidste par uger... (billede-tungt indlæg)

Det er blevet koldt... og vinteren er på vej. Det har de sidste par uger regnet en del og jeg har fundet de allersidste roser. Pariser-roser, endda i lyserød. Magen til dem, som min morfar havde et stort bed af i haven, da jeg var barn. De bringer gode minder frem, hver gang jeg ser dem.

 

 

 

Flere fine efterårsfarver...

De mørke eftermiddage er blevet brugt til at stresse af med bagning...

 

 

 

Marcipan snegle og citron-æble snegle.

 

 

 

 

Krea-børnene slår til igen...

 

 

 

 

 

 

Jeg har afprøvet Shellac på mine negle. Det var virkelig flot, men det holdt kun 2 uger. Faktisk knækkede jeg en negl med det på. Og det var temmelig besværligt at få af (var faktisk mere imponeret af test-neglelakken).

 

Første dag.

 

 

Efter ca. 1 uge.

 

 

Efter 2 uger. Udgroninger er ret tydelig

og på lillefingeren har lakken løsnet sig i den ene side.

 

Ellers går det ok med at undgå det sorte tøj. Her er et par eksempler fra sidste og forrige uge:

Og nej, jeg har ikke lange tynde ben. Det er kameravinklen (desværre)...



Den dag jeg lavede min egen shampoo

Lad os bare slå fast, at jeg IKKE er sådan én 'øko-klid-spelt' person, der går specielt meget op i at mine beauty-produkter skal være med en enkelt ingrediensliste. Men er da blevet lidt påvirket herovre og tænker lidt over, hvad min hud siger til det jeg propper i munden og det jeg propper på den.

For nogle uger siden, var jeg så til workshop (ja, bedre sent end aldrig med at fortælle om det). Inviteret af den skønne Amira, til et arrangement, som du kan læse mere om her (ja, det er mig til venstre i den grønne kjole) eller her (det er min shampoo der røres). (Er du interesseret i, at holde en lignende workshop, så se mere her).

Så sådan gik det til, at jeg en fredag aften stod med et glas rødvin og rørte min egen shampoo! Faktisk var der forbavsende få ingredienser i. Og det bedste var selvfølgelig, at vi selv kunne bestemme farve og duft på vores produkter (vi lavede også en scrub - salt eller sukker). Selvfølgelig under kyndig vejledning fra Thea fra Vølve

Efterfølgende har jeg brugt både shampoo og scrub hjemme i badet. Og det er nogle virkelig lækre produkter. Især scrubben er jeg faldet for (og kunne finde på, at lave hjemme, for det var virkelig nemt). Sukkeret er ikke for hårdt på min lidt sarte hud (jeg bruger den ikke i ansigtet, jeg er gået over til en vaskeklub efter anbefaling fra Anette) og dejlig fugtet af olien. Ja, jeg behøver faktisk ikke smøre mig ind i creme efter badet, når jeg har brugt den. Shampooen gør håret dejlig blødt uden at jeg skal bruge balsam og duften er tilpas diskret.  

Hvis man ikke har mod på selv at gå i gang med at lave produkter, så er der mulighed for at købe dem færdigt her. Thea sælger mange forskellige naturprodukter og jeg er vild med dem. Jeg har bl.a. forelsket mig i den lækre rabarber læbepomade. Alle produkter er lækre i farve og konsistens og så kan jeg godt lide tanken om, at jeg ved, hvad der er (og ikke er) proppet i.


 

 I får lige nogle stemningsbilleder fra work-shoppen:

 

Røre røre...

 

7 kvinder og 7 forskellige shampoo med hver deres farve og duft

 

 

 

7 scrubs lavet på salt eller sukker, med personlig farve og duft

 

 

 

 

Min færdige shampoo og sukker-scrub

 

 



Til sidst en lille anbefaling - denne vidundersalve købte jeg for en 3 ugers tid siden og den er nu blevet min faste 'makker' på natbordet. Neglebånd og fødder får en omgang inden sengetid og jeg har efterhånden fået helt styr på de flossede neglebånd og tørre fødder. Den skulle efter sigende også være god til tørre albuer og små skrammer. Kort sagt, der hvor huden har brug for lidt ekstra her i den kolde tid...
 

 

 

 

Dette indlæg er ikke-sponsoreret - jeg har hverken fået produkter eller penge for at skrive det.

Det er blot en anbefaling af, hvad jeg synes er nogle skønne produkter.

Kan man ønske sig mere tid og energi i julegave?

Jeg kan ikke længere prale af at have små børn. Man kan vel efterhånden godt kalde dem halv-store. Den mindste er 8 år nu og den store er 12...

Men jeg synes godt nok, jeg er smadret efter en dag, der begynder kl. 05.40. Jeg skal ud af døren med ungerne og på arbejde, helst inden kl. 8 (men den holder sjældent, tak for flextid). Så arbejd, arbejd og af sted for at hente den yngste i bare nogenlunde rimelig tid (igen, tak for flextid). Ældstesøn er endda meget selvkørende, samt hjælpsom, når det brænder på med hente/bringe den yngste. Hjem og lave lektier, være lidt sammen inden aftensmaden skal laves og så går det slag i slag indtil sengetid. Efter det er jeg bare træt med træt på. Burde tage mig sammen til at lave noget praktisk eller planlægge f.eks. julegaveindkøb. Føler mig presset og energiforladt af alle de 'burde'-opgaver, så det oftest ender med, at jeg intet får lavet.  

Ugerne hvor børnene er hos deres far, render jeg rundt til forskellige arrangementer. Besøg hos veninder eller de kommer hjem til mig. Aftenmøder på arbejdet eller arrangementer med kollegaer. Eller prøver at nå til bunds i oprydningen, vasketøjet og rengøringen. Jeg har helt droppet løbeture pt. Jeg synes ikke, jeg har motivationen (har jeg nogensinde haft den?) og mørket/regn/gråvejr øger ikke lysten. Til gengæld prøver jeg at få læst lidt i nogle bøger (og se knap så meget tv). 

Jeg er kommet bagud med en masse ting. Primært arbejde, men også ting i hjemmet. Aftaler, der skulle have været på plads og mails der skulle være sendt. Jeg har en del ting, som jeg slet ikke har fået delt herinde. Det kan godt være, at nogle synes november er en lang måned, men jeg synes tiden flyver af sted og lige om lidt er det december og jul - indsæt *paniksmiley*.

Vender snart tilbage med et mere muntert indlæg! Om alt det jeg har bedrevet de sidste par uger, inkl. billede spam. Hæng på! 

I dag for 1 år siden...

Dette indlæg har jeg haft liggende som kladde i lidt over 1 måned nu. Jeg har ikke rigtig kunne finde ud af, om jeg ville poste det. Men jeg kan mærke, at jeg har brug for at komme ud med det...
 

D. 11. oktober var det 1 år siden min morfar døde. Min morfar som jeg elskede så højt. Som havde været en ret stor del af mit liv. Som gjorde en forskel for mig og så mange andre. Og som jeg savner helt usigeligt meget.

Jeg er ikke længere nogens øjesten. Jeg har ikke længere en morfar, der altid beder mig sende en sms, så han ved, at jeg er kommet godt hjem fra et besøg hos ham og mormor. En morfar der ubetinget elskede én, uanset hvad man gjorde af fejl.

Min stædighed har jeg fra min morfar. Og mine fregner og rødlige hår. Næsen ikke at forglemme. Min sunde appetit og madglæde.

Jeg har ikke længere en morfar og det er hårdt. Sorgen og savnet er der stadig. Når et minde springer frem, en lugt eller et billede, en mærkedag eller en højtid. Ikke altid på overfladen, men lige neden under. Altid i mit hjerte.
 

Når man ikke vil gå i sort...

Jeg har jo lovet mig selv det. Og taget et kærligt puf fra andre bloggere (se kommentarerne til linket indlæg - og ja, jeg har stadig de bukser) til alvorlig eftertanke.

Jeg ER blevet bedre til ikke kun at hoppe i sort. Desværre har jeg 'snydt' (kun mig selv - I know) og fyldt mit skab op med en del grå ting. Som jo i og for sig ikke er meget bedre end sort (om end ikke så hårdt et udtryk).

Vinter står for døren. Jeg synes, det er lettere at iføre sig farver når solen skinner, det er sommer og varmt. Måske er det kun mig, der har det sådan? Tanktoppe i forskellige farver 'larmer' ikke så meget om sommeren som om vinteren, hvor jeg har lyst til at pakke mig ind i flere lag sort/gråt.

Jeg har introduceret mere bordeaux og mørkegrønt/oliven i mit skab. Jeg har gået lidt i en postkasserød jakke, som jeg købte engang i London for flere år siden. Hver gang jeg har den på, får jeg at vide, at den klæder mig så godt og jeg er god i rød.

Et blik i mit skab afslører, at der rent faktisk er farver - og en del mønstrede ting. Problemet er bare, at jeg ofte vælger det sikre (sorte) frem for farveladen. Det vil jeg gerne ændre. Måske ved at lave nogle indlæg om dagens outfit (selv om dette aldrig bliver en modeblog).
     

Jeg har besluttet, at jeg hver dag skal prøve at få farve i mit look. For at hjælpe mig selv lidt på vej, begynder jeg med tilbehøret. Derfor har jeg købt et tørklæde i både mønster og farve. Nemlig det her:

Der er rum til forbedring, men jeg er på rette (ikke-sort-grå) vej! 

Indlæg nr. 601

Opdagede at mit sidste indlæg var indlæg nr. 600 på bloggen. 600 indlæg om stort og småt, alvorlige emner og fuldstændige ligegyldigheder. Her er plads til lidt af hvert!

Jeg ville gerne fejre det med en give-away. Desværre er der ikke nogle (endnu), der har spurgt, om jeg vil give noget væk ;-)

Indtil da vil jeg tælle ned til marts - der bliver bloggen nemlig 4 år. Gisp, allerede 4 år. Jeg synes lige, jeg er begyndt. Men det skal da fejres med noget - på en eller anden måde!

Nyd den sidste smule weekend derude - og glædelig Mortens Aften :-)

Sårbarhed og åbenhed

Dette indlæg kommer ud af en kladde, som jeg har haft liggende i flere måneder. Tænkt over, skrevet lidt på, slettet endnu mere og endt op med dette spørgsmål: Er vi bloggere i virkeligheden 'suckers' for en god omgang følelsesp*rn* på de blogs vi læser?

Har før oplevet (og hørt fra andre), at der hvor der kommer flest læsere og kommentarer er, når man vælger at krænge sin sjæl på vrangen og ud på skærmen. De indlæg, hvor smerten, angsten, sorgen, frustrationerne, vreden mv. virkelig kommer ud. Indlæg som bloggeren bruger til at få luft / få sat ord på en given situation i livet.

Er det virkelig der - og ikke i den helt almindelige dagligdag - at vi andre oftest griber til tastaturet og kommer med vores kommentarer? Der hvor vi læser mest med for at følge med i, hvad det sker videre i sagen? Burde vi ikke kommentere på alle de andre indlæg om dagligdagens trivialiteter?

Eneste undtagelse er vel, at når der sker noget rigtig godt, f.eks bryllup, baby mv. Så kommenterer vi også gerne. Glæde smitter (heldigvis). 

Måske er det mig, der har fået det helt forkerte indtryk? Jeg læser da også masser af dejlige indlæg om helt almindelige emner, som skaber stor debat i kommentarfeltet. 

Jeg er glad for alle de læsere, der kikker forbi min blog. Jeg sætter pris på alle kommentarer og prøver så vidt muligt at svare på dem alle. Men min blog bliver ikke stedet, hvor mine inderste følelser bliver fortalt. Dette er et helt bevidst valg, som fungerer godt for mig. 

Og så vil jeg øve mig i at kommentere andre blogs, også de helt almindelige hverdags indlæg om stort og småt.  

Jeg vandt en tur i biografen

Herovre var jeg så heldig at vinde en tur i biografen. Gallapremiere på filmen Tarok i søndags. (Det med galla, havde jeg så ikke liiiige fanget, så jeg følte mig en smule 'under-dressed' i jeans og sorte sneakers).

Der var champagne inden filmen. Vand og slik under filmen og Anne Grethe var så flot i sin blå kjole. Der var en del kendte med, som jeg slet ikke så - andet end på billederne i sladderbladene dagen efter. Og der blev klappet. Bagefter var der fri bar og sandwich og pindemadder (som vi dog ikke deltog i, da kæresten og jeg skulle hjem i seng - er jo bare almindelige lønslaver, som skulle tidligt op mandag morgen). Alt i alt et rigtig fint arrangement.

Filmen - jamen, den var god. Jeg havde ikke de store forventninger til den, måske er det derfor, jeg synes godt om den? Og dog, hvis man synes 'Hvidstensgruppen' var en god film, så vil jeg vove påstanden, at man også vil synes om Tarok.

Trods alle de dårlige anmeldelser, synes jeg den giver et fint portræt af en familie og af Danmark i 60-70-80'erne. Selvfølgelig drejer filmen sig primært om familien Laursen og deres historie op til og med Tarok. Og ja, der er en del 'Morten Korch' scener af det danske landskab, men det gør altså ikke filmen dårlig. Skuespillerne spiller efter min mening godt og historien hænger fint sammen, selv om der er et stort spring i tidsrammen. 

Som med så mange andre film - alle har forskellige meninger. Der er ikke andet at gøre end at se den selv og danne sin egen mening. Jeg vil dog gerne anbefale den! - og den ny-ombyggede Imperial biograf. Den er dæleme flot - og dejligt at sidde i.